Afslag på dispensation fra byplanvedtægt til enfamiliehus

Hvidovre Kommune afslog den 24. april 2020 en ansøgning om dispensation til et enfamiliehus på ejendommen A1, 2650 Hvidovre. Afslaget vedrørte en fravigelse fra byplanvedtægt nr. 1 med tillæg 1 og 2, Område af Hvidovre by og sogn omkring ”Beringgård”. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Byplanvedtægtens bestemmelser

Ejendommen var omfattet af byplanvedtægt nr. 1, som indeholder specifikke bestemmelser for bebyggelsesgrad og dispensationsmuligheder:

• § 17, stk. 2: Fastlægger, at højst en sjettedel (ca. 16,67 %) af det samlede nettoareal må bebygges. Bestemmelsen giver dog kommunalbestyrelsen mulighed for i enkelte tilfælde at meddele dispensation op til en femtedel (20 %) af det samlede nettoareal.
• § 24: Angiver en generel mulighed for kommunalbestyrelsen til at meddele dispensationer fra vedtægten, hvis der opstår særlige forhold, eller ved ombygning af eksisterende bebyggelse, forudsat at kvarterets karakter ikke ændres.

Kommunens afslag og begrundelse

Kommunen begrundede afslaget med, at det ikke var muligt at dispensere fra byplanvedtægtens § 17, stk. 2, da denne bestemmelse er formuleret som en kompetencenorm, der begrænser kommunens dispensationsadgang. Dette gjaldt på trods af byplanens generelle dispensationsmuligheder i § 24 og Planlovens § 19. Kommunen henviste desuden til en praksisændring baseret på en tidligere afgørelse fra Planklagenævnet vedrørende kommuners mulighed for at begrænse dispensationskompetencen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen havde hjemmel til at dispensere til den ansøgte bebyggelsesgrad, som var højere end 1/5 af grundens areal. Klageren mente desuden, at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at afslaget var i strid med det forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, idet kommunen tidligere havde givet dispensationer i lignende sager i området.

Planklagenævnets prøvelse

Planklagenævnet behandlede sagen med fokus på følgende retlige spørgsmål:

• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planlovens § 19.
• Om kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planlovens § 18, og at fravigelser kræver dispensation. Den ansøgte bebyggelsesgrad på 26,4 % overskred den maksimale dispensationsgrænse på 20 % fastsat i byplanvedtægtens § 17, stk. 2.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afslag på dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse af 24. april 2020 om afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 1 med tillæg 1 og 2 til et enfamiliehus på ejendommen A1, 2650 Hvidovre, fastholdes.

Kommunens dispensationskompetence

Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 17, stk. 2, begrænser kommunens mulighed for at dispensere til maksimalt 1/5 (20 %) af grundens samlede nettoareal. Da den ansøgte bebyggelsesgrad var 26,4 %, hvilket overstiger denne grænse, fandt nævnet, at kommunen ikke havde hjemmel til at give den ansøgte dispensation i henhold til Planlovens § 19. Nævnet bekræftede dermed kommunens retsopfattelse.

Begrundelseskrav

Nævnet fandt, at kommunen havde opfyldt begrundelseskravet i Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24. Kommunen havde redegjort for sin fortolkning af byplanvedtægtens bestemmelser og henvist til den praksisændring, der lå til grund for afgørelsen.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet afviste klagepunktet om overtrædelse af lighedsgrundsætningen. Nævnet fastslog, at selvom kommunen tidligere måtte have givet dispensationer i strid med byplanvedtægtens dispensationsbestemmelse, skaber dette ikke et krav for klageren om dispensation. En kommune kan ændre sin praksis, forudsat at ændringen er generel, baseret på saglige hensyn og konsekvent følges. Da kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere, kunne tidligere praksis ikke føre til et andet resultat.