Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt nr. 4 vedrørende opført carport i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune traf den 2. juni 2020 afgørelse om afslag på dispensation til en opført carport på en ejendom i Løkken. Afslaget var begrundet i, at carporten angiveligt stred mod byplanvedtægt nr. 4, Kystområdet Kettrupgård, Klitterne, Jonstrup og Ejersted, specifikt § 6, stk. 1, pkt. a, § 6, stk. 2, og § 6, stk. 4, pkt. d.

Ejendommen, hvor carporten er opført, ligger ca. 15 meter fra det eksisterende sommerhus og er placeret parallelt med dette, men med et andet tagmateriale. Kommunen vurderede, at carporten ikke fremstod som en helhed med hovedhuset og ikke kunne indpasses i området uden at ændre dets karakter.

Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afgørelse til Planklagenævnet. Klagen omhandlede primært spørgsmålet om, hvorvidt carporten var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller om den krævede dispensation fra de nævnte bestemmelser i byplanvedtægten. Planklagenævnet har i sin behandling af sagen fokuseret på de retlige spørgsmål vedrørende byplanvedtægtens fortolkning og håndhævelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet ophævede Jammerbugt Kommunes afgørelse af 2. juni 2020 om afslag på dispensation til den opførte carport. Nævnet fandt, at carporten ikke krævede dispensation, da den var umiddelbart tilladt i henhold til byplanvedtægten.

Vurdering af byplanvedtægtens bestemmelser

Planklagenævnet vurderede de relevante bestemmelser i byplanvedtægten:

• Byplanvedtægtens § 6, stk. 1, pkt. a: Denne bestemmelse fastsætter, at sommerhus og udhus skal placeres, så bebyggelsen danner et samlet hele. Nævnet fandt, at formuleringen manglede den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves. Det var uklart, hvornår bebyggelsen danner et samlet hele, og fortolkningen ville bero på en skønsmæssig vurdering. Derfor var carporten umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse.

• Byplanvedtægtens § 6, stk. 2: Denne bestemmelse kræver, at bebyggelsen i sine væsentlige træk skal udformes og fremstå, så der opnås en god helhedsvirkning med den øvrige bebyggelse. Ligesom med § 6, stk. 1, pkt. a, fandt nævnet, at formuleringen var for uklar og upræcis til at kunne håndhæves. Det var uklart, hvornår en god helhedsvirkning opnås, hvilket gjorde fortolkningen skønsmæssig. Carporten var derfor umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse.

• Byplanvedtægtens § 6, stk. 4, pkt. d: Denne bestemmelse angiver, at husene skal orienteres med længderetningen nord-syd eller øst-vest. Planklagenævnet fastslog, at denne bestemmelse alene regulerer (beboelses)huse og ikke øvrig bebyggelse som carporte. Da carporten ikke er et hus i bestemmelsens forstand, var den ikke omfattet af kravet om orientering og var dermed umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse.

Konklusion

Samlet set fandt Planklagenævnet, at den opførte carport var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægtens § 6, stk. 1, pkt. a, § 6, stk. 2, og § 6, stk. 4, pkt. d, og derfor ikke krævede dispensation. Kommunens afgørelse blev derfor ophævet, hvilket betyder, at den ikke længere er gældende. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i henhold til Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.