Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til carport i Ishøj

Ishøj Kommune afslog den 1. oktober 2019 en ansøgning om lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 1.32, Strandområdet, vedrørende en eksisterende carport på ejendommen A1, 2635 Ishøj. Carporten var placeret inden for vejbyggelinjen, som lokalplanens § 5.2 fastsætter til 5 meter fra vejskel, mens carporten var placeret 2 meter fra vejskel. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet. Klagen omhandlede spørgsmål om kommunens overholdelse af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip og klagerens berettigede forventninger. Planklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Det blev fastslået, at lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planlovens § 18, og at dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planlovens § 19.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Ishøj Kommunes afgørelse om afslag på dispensation fastholdes. Nævnet vurderede to hovedspørgsmål: berettigede forventninger og lighedsgrundsætningen. ### Berettigede Forventninger Klageren anførte, at carporten var opført i god tro baseret på entreprenørens oplysninger om lovlig placering. Planklagenævnet afviste dette argument og fastslog, at forkert rådgivning fra en entreprenør ikke skaber en berettiget forventning om, at carportens placering var lovlig eller ville opnå dispensation. ### Lighedsgrundsætningen Klageren gjorde gældende, at kommunen var bundet af sin praksis og henviste til 62 ejendomme, hvor der angiveligt var givet dispensation under tilsvarende forhold. Planklagenævnet bemærkede, at lighedsgrundsætningen indebærer, at ensartede sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke er tilladt. En kommune kan dog ændre sin dispensationspraksis, forudsat at det er en generel ændring baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at den ændrede praksis følges konsekvent. Ishøj Kommune oplyste, at carporten var opført i 2015, og at kommunen i 2014 besluttede at håndhæve vejbyggelinjen konsekvent. Siden 2010 har kommunen kun givet dispensation i to særlige tilfælde: * A2 (hjørnegrund): Denne ejendom blev ikke anset for sammenlignelig med klagerens ejendom, da den er en hjørnegrund med to vejbyggelinjer, modsat klagerens ejendom med kun én. * A3 (carport opført før lokalplan): Carporten på denne ejendom var opført før lokalplanens vedtagelse, hvilket gjorde forholdene uforlignelige med klagerens nyere carport. Planklagenævnet fandt på baggrund af kommunens oplysninger, at der ikke var sket usaglig forskelsbehandling af klageren. Nævnet lagde vægt på, at kommunen konsekvent har fulgt sin ændrede praksis siden 2010. Det forhold, at kommunen af ressourcemæssige årsager ikke har forfulgt alle ulovlige forhold, sidestilles ikke med en stiltiende dispensationspraksis. Kommunen har desuden oplyst, at den vil oprette lovliggørelsessager på de ejendomme, klageren har henvist til. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.