Afvisning af klage vedrørende skovbyggelinje på grund af manglende kompetence

Helsingør Kommune meddelte den 6. april 2020 afslag på dispensation fra skovbyggelinjen til opførelse af en bolig på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen omfattede også et afslag på dispensation fra lokalplan nr. 1.6.

Klagens indhold

Klageren indgav en klage til Planklagenævnet og anførte, at skovbyggelinjen, som er fastsat i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 17, reelt umuliggør bebyggelse på grunden, da den dækker hele det udlagte byggefelt. Klageren mente, at kommunen ikke kunne være bekendt at give en udstykningstilladelse, hvis den efterfølgende ikke ville dispensere fra skovbyggelinjen.

Klageren fremhævede følgende punkter:

• Der var indsendt to byggeansøgninger. Den seneste ansøgning respekterede lokalplanens byggelinje mod Øresund, men var stadig i strid med skovbyggelinjen.
• Kommunens begrundelse for afslaget lagde vægt på at bevare udsigten over Øresund, hvilket klageren mente ikke var formålet med en skovbyggelinje.
• Skovbyggelinjen havde ifølge klageren ikke været et problem i andre byggesager i området.
• Klageren mente, at sagsbehandlingen var mangelfuld og kritiserede kommunen for angiveligt at have ignoreret positive tilkendegivelser fra Naturstyrelsen.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen med den begrundelse, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til de påklagede forhold.

Nævnets begrundelse for afvisning

Planklagenævnets kompetence er i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 begrænset til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelser efter planloven. Nævnet konstaterede, at klagens centrale punkter vedrørte kommunens afslag på dispensation fra skovbyggelinjen, hvilket er et anliggende reguleret af naturbeskyttelsesloven.

Klager over afgørelser truffet efter naturbeskyttelsesloven skal indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1. Da klagen ikke indeholdt retlige klagepunkter vedrørende planloven, men udelukkende omhandlede forhold under naturbeskyttelsesloven, var Planklagenævnet ikke den rette myndighed.

I overensstemmelse med princippet om videresendelse i Forvaltningsloven § 7, stk. 2, videresendte Planklagenævnet sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.