Stadfæstelse af afslag på dispensation til etablering af minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til etablering af et minivådområde på en ejendom i Vordingborg Kommune. Ansøgningen vedrørte etablering af et minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen.

Ejendommen og området

Den pågældende matrikel, der er ca. 55,8 ha stor, ligger i landzone på det sydlige Sjælland ved Vordingborg og grænser op til Avnø Fjord. Den nordlige del af matriklen, hvor det ansøgte minivådområde ønskes etableret, er beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, primært inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje, ca. 40 m fra kysten. Ejendommen er en del af et Natura 2000-område (nr. 169 Havet og Kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde) og består af åbne dyrkede landbrugsarealer med stedvis beplantning.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 23. marts 2020 afslag på dispensation til etablering af minivådområdet. Ansøgningen var fremsendt som led i Landbrugsstyrelsens tilskudsordning, der har til formål at mindske udledningen af kvælstof i danske kystvande. Minivådområdet skulle placeres på landbrugsjord, dække et areal på 1,25 ha og rense drænvand fra et opland på ca. 123,47 ha.

Kystdirektoratet vurderede, at etablering af et minivådområde ikke kan betegnes som landbrugsmæssig drift, selvom det skulle etableres på dyrkede landbrugsarealer, jf. Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1. Ansøgningen skulle derfor vurderes efter den restriktive undtagelsesbestemmelse i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kræver et "særligt tilfælde". Direktoratet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, idet:

• Der i administrativ praksis ikke dispenseres til kunstige vandhuller/søer, medmindre det er del af en omfattende naturforbedringsplan for truede arter eller genetablering af tidligere naturlige vandhuller. Historisk kortmateriale viste ingen tidligere naturlige vandhuller på stedet.
• Et minivådområde blev betragtet som et teknisk anlæg, der ikke var omfattet af dispensationspraksis for vandhuller/søer.
• Projektet ville fremstå som et fremmedelement i det kystnære landskab.
• Langt de fleste potentielle placeringer for minivådområder er uden for strandbeskyttelseslinjen, og hensynet til kvælstofreduktion vejede ikke tungere end hensynet til strandbeskyttelsen.
• En dispensation ville medføre uønsket præcedensvirkning.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen og anførte, at minivådområder har stor samfundsmæssig interesse og positive miljømæssige konsekvenser, især for kvælstofreduktion. Klager fremhævede, at den ansøgte placering var optimal for at opnå den ønskede miljøeffekt, og at en flytning uden for strandbeskyttelseslinjen ville reducere oplandet med 32-40 %. Det blev anført, at Danmark ikke kan nå sine kvælstofreduktionsmål uden mulighed for etablering af minivådområder inden for strandbeskyttelseslinjen, og at det ansøgte projekt ville bidrage med 10 % af det samlede indsatsbehov for vandområde 37 "Avnø Fjord" i Vandområdeplan for Sjælland 2015-2021. Klager henviste desuden til forarbejderne til Naturbeskyttelsesloven, der åbner for en lempeligere dispensationspraksis for visse strandbeskyttede arealer, samt tidligere praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet vedrørende almene samfundsmæssige interesser. Endelig mente klager, at Kystdirektoratets afgørelse var mangelfuld, da den ikke tilstrækkeligt havde inddraget de saglige begrundelser og samfundsmæssige interesser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afslag på dispensation til etablering af et minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnets indledende bemærkninger

Nævnet vurderede, at Kystdirektoratet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl. Direktoratet havde foretaget en konkret afvejning af de almene samfundsmæssige interesser i kvælstofreduktion over for hensynet til strandbeskyttelsen og havde foretaget en individuel vurdering af projektet.

Retsgrundlag

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen med det formål at friholde strande og kystområder mod indgreb. Efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation, hvilket administreres meget restriktivt. Dette kræver et nødvendigt formål, der går forud for beskyttelsesinteressen, uden at skabe uønsket præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering

Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Flertallet lagde vægt på, at den miljøforbedrende effekt af projektet ikke kunne opveje påvirkningen af de landskabelige forhold. Det ansøgte minivådområde ville fremstå som et fremmedelement i det åbne kystlandskab, som ikke er præget af større tekniske installationer. Flertallet fandt desuden, at klager ikke tilstrækkeligt havde godtgjort, hvorfor minivådområdet ikke kunne placeres uden for strandbeskyttelseslinjen, og at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning.

Et mindretal fandt derimod, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Mindretallet lagde vægt på, at den miljøforbedrende effekt af det konkrete minivådområde opvejede de generelle hensyn, som strandbeskyttelseslinjen varetager, især da Avnø Fjord er et sårbart område med stort behov for kvælstofreduktion.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 23. marts 2020 om afslag på ansøgning om dispensation til etablering af et minivådområde på matr. nr. [F1] Knudshoved, Vordingborg Jorde. Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.