Dispensation til etablering af minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen – ophævelse og hjemvisning

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til etablering af et minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Lolland Kommune. Ejendommen, der er beliggende i landzone, grænser op til kysten og ligger delvist inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje samt i Natura 2000-område nr. 179 Nakskov Fjord og Inderfjord. Det ansøgte minivådområde, der måler 356 x 75 meter og dækker 2,5 ha, skulle placeres på dyrket landbrugsjord bag et landdige og et levende hegn, ca. 50 meter fra kysten. Formålet var at reducere kvælstofudledningen fra et opland på ca. 230 ha til Langelandsbæltet, hvilket forventedes at nedbringe kvælstofudledningen med ca. 1.113 kg årligt. Projektet var en del af Landbrugsstyrelsens tilskudsordning for minivådområder, som er et kollektivt virkemiddel i vandområdeplanerne for 2015-2021. Klager anførte, at en placering uden for strandbeskyttelseslinjen ville reducere oplandet med ca. 46 % og være en fagligt, teknisk og økonomisk ringere løsning. Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 20. april 2020. Klager argumenterede for, at minivådområder har stor samfundsmæssig interesse og positive miljømæssige effekter, og at den ansøgte placering var afgørende for den miljømæssige effekt. Klager mente desuden, at Kystdirektoratets afgørelse led af væsentlige mangler, da den ikke indeholdt en konkret vurdering af de fremlagte oplysninger og var utilstrækkeligt begrundet. Klager henviste til, at forarbejderne til naturbeskyttelsesloven åbner mulighed for en lempeligere dispensationspraksis for strandbeskyttede arealer mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, samt til tidligere praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet, hvor dispensation blev meddelt på baggrund af almene samfundsmæssige interesser. Kystdirektoratet havde meddelt afslag på dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens § 15, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet vurderede, at etablering af et minivådområde ikke kunne betegnes som landbrugsmæssig drift, og at der ikke var tale om et "særligt tilfælde", der kunne begrunde dispensation. De lagde vægt på, at der i administrativ praksis ikke dispenseres til kunstige vandhuller/søer, medmindre det er en del af en omfattende naturforbedringsplan for truede arter eller genetablering af tidligere naturlige vandhuller. Kystdirektoratet vurderede, at minivådområdet var et teknisk anlæg og ikke omfattet af denne praksis. Direktoratet fremhævede desuden, at den kystnære placering ville være et fremmedelement i kystlandskabet, og at hensynet til kvælstofreduktion ikke vejede tungere end strandbeskyttelsen, især da de fleste potentielle placeringer var uden for strandbeskyttelseslinjen. Endelig frygtede direktoratet en uønsket præcedensvirkning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kystdirektoratets afgørelse af 24. marts 2020 om afslag på dispensation til etablering af et minivådområde og hjemviste sagen til fornyet behandling i direktoratet. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.

Nævnets vurdering af dispensation

Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der var tale om et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet vurderede, at den samfundsmæssige værdi og den miljøforbedrende effekt af minivådområdet opvejede den visuelle påvirkning af kystlandskabet. De lagde vægt på, at minivådområdet ville blive placeret bag et landdige og dermed ikke være synligt fra kysten, og at området i forvejen var præget af større tekniske installationer som et pumpehus og en vindmøllepark. Desuden blev minivådområdets relativt store effekt i forhold til kvælstofreduktion fremhævet. Flertallet konkluderede, at en dispensation ikke ville medføre uønsket præcedensvirkning.

Et mindretal fandt derimod, at hensynet til kvælstofreduktion ikke vejede tungere end hensynet til strandbeskyttelseslinjen, og at en dispensation ville medføre uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

Hjemvisning på grund af manglende vurderinger

Sagen blev hjemvist, da Kystdirektoratet ikke havde foretaget de nødvendige vurderinger, som er forudsætninger for at kunne meddele dispensation. Disse manglende vurderinger omfattede:

• En vurdering af, om det ansøgte projekt kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6, stk. 1 og Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10.
• En screening efter miljøvurderingslovens § 21 for at vurdere, om projektet var omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse, jf. miljøvurderingslovens § 16.