Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Sønderborg Kommune meddelte den 23. marts 2020 landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus på 220 m² samt en garage på 96 m² på matr.nr. F1, A1, 6300 Gråsten. En nabo klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Nævnet skulle vurdere, om ansøgeren havde berettigede forventninger som følge af kommunens tilkendegivelser, og om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.
Ejendommen er beliggende i landzone og i første række ud til kysten, hvilket betyder, at den er omfattet af kystnærhedszonen. En del af ejendommen mod nordvest er desuden omfattet af fredning for Brændstoft og strandbeskyttelseslinje, men det ansøgte byggeri var planlagt uden for dette område. Området er i Sønderborg Kommuneplan 2019-2031 udpeget som større sammenhængende landskaber, værdifulde landskaber og værdifulde kulturmiljøer, og ejendommen ligger uden for kommuneplanens rammer.
Kommunen begrundede sin afgørelse med, at der findes beboelser længere nede ad vejen med et lignende udtryk som det ansøgte. Kommunen anførte også, at udpegningen som fiskerleje ikke er fremherskende i den vestlige del af Sandager. Desuden lagde kommunen vægt på, at en tidligere lokalplan havde muliggjort byggeri på samme sted i op til 8,5 meters højde. Kommunen vurderede, at enfamiliehuset ikke ville stride mod de landskabelige, kulturhistoriske og planlægningsmæssige hensyn, der varetages af landzonereglerne.
Klageren anførte, at det ansøgte byggeri ikke passede visuelt ind i området og ville medføre udsigtsgener for naboerne samt forringe udsigten til vandet fra A2. Dette ville blive forstærket af den ansøgte terrænregulering og husets placering kun 5 meter fra vejen. Klageren påpegede desuden, at de omkringliggende bygninger var af ældre dato, med den yngste fra 1974 og den næstyngste fra 1964.
Planklagenævnet ændrede Sønderborg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til et afslag, hvilket betyder, at kommunens tilladelse ikke længere er gældende. Nævnets kompetence til at behandle sagen er hjemlet i Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.
Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren havde opnået et bindende forhåndstilsagn eller en berettiget forventning, der kunne forpligte kommunen til at give tilladelse. Selvom kommunen i sin afgørelse henviste til ansøgerens berettigede forventninger baseret på en tidligere ophævet lokalplan (nr. 703-2), oplyste kommunen senere, at dette var en fejl og ikke tillagt betydning for sagens udfald. Nævnet bemærkede, at et høringsbrev fra 2017 om ophævelse af lokalplanen alene nævnte en ansøgning om udstykning og mulighed for boliger, men ikke tog konkret stilling til det nuværende ansøgte enfamiliehus. Derfor fandt nævnet ikke, at der var tale om en væsentlig retlig mangel i kommunens oprindelige afgørelse, da kommunen reelt havde foretaget en konkret vurdering af de landskabelige og planlægningsmæssige hensyn.
Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte byggeri i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om opførelse af en ny bolig på en ubebygget ejendom i et uplanlagt område, uden for kommuneplanrammerne, og i relativ kort afstand fra byzone i Rinkenæs (ca. 1,2 km fra ejendommen, med en relevant kommuneplanramme kun 900 m væk).
Nævnet fandt ingen særlige omstændigheder i sagen, der kunne begrunde en fravigelse af den hidtidige praksis, som som altovervejende hovedregel medfører afslag på ansøgninger om nye boliger i landzone. Ejendommen ligger som en af to ubebyggede grunde i en række af huse ned mod vandet, hvor den omkringliggende bebyggelse senest er opført i 1970'erne. Nævnet bemærkede, at der er en ubebygget grund længere nede i rækken og potentiel mulighed for yderligere udstykning af byggegrunde.
Planklagenævnet lagde særligt vægt på hensynet til at undgå præcedens for lignende ansøgninger, især da der er lignende byggemuligheder i nærheden, herunder på nabogrunden. Nævnet forholdt sig derfor ikke til, hvorvidt der konkret var tale om huludfyldning. Desuden blev der lagt vægt på de væsentlige landskabelige og naturmæssige beskyttelseshensyn, idet ejendommen ligger i et område udpeget som større sammenhængende landskaber, værdifulde landskaber og værdifulde kulturmiljøer i kommuneplanen.
Nævnet bemærkede afslutningsvist, at hvis kommunen ønsker at udnytte byggemulighederne i området, bør det ske på baggrund af en samlet planlægning og ikke ved enkeltstående tilladelser. Afgørelsen om udstykning af 1. oktober 2018 var ikke påklaget til nævnet, og nævnet havde derfor ikke taget stilling til udstykningen.
Nævnet understregede, at kystnærhedszonen skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed. Landzonetilladelse må kun gives, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. Dette indebærer, at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser skal tillægges særlig betydning.
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Akademiraadet
Brøndby Kommune
Sagen omhandler en klage over Struer Kommunes landzonetilladelse til opførelse af en helårsbolig på 151 m² med 15 m² overdækket terrasse, et udhus på 70 m² samt terrænregulering på en ejendom i Thyholm. Den nye bolig skulle erstatte et eksisterende sommerhus på 48 m².
Ejendommen er beliggende i landzone på matr.nr. i 7790 Thyholm, med et areal på 786 m². Den ligger i første række mod kysten i et område med både sommerhuse og helårsboliger. Ejendommen er inden for kommuneplanens landsbyafgrænsning og omfattet af kommuneplanramme nr. 12 L 3, som udlægger området til blandet bolig og erhverv i landzone. Området er udpeget som værdifuldt kulturmiljø, bevaringsværdigt landskab (med særlig udsigt og kystlandskab), og ligger ca. 25 m fra kysten og ca. 20 m fra et Natura 2000-område. Kommuneplanens retningslinjer for landskabsudpegninger foreskriver, at nybyggeri kun må opføres under særlige omstændigheder, og at ændringer ikke må påvirke særlige udsigter væsentligt, jf. retningslinje nr. 32.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Brøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.
En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.
Sagen omhandler en genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 4. december 2019, hvor nævnet oprindeligt havde givet a...
Læs mereSagen omhandler Halsnæs Kommunes landzonetilladelse af 24. januar 2019 til opførelse af et enfamiliehus på en landbrugse...
Læs mere