Stadfæstelse af afslag på genoptagelse af sag om ophævelse af fredskovspligt

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Miljøstyrelsens afslag på genoptagelse af en sag om ophævelse af fredskovspligt. Den oprindelige sag omhandlede en tilladelse til at ophæve fredskovspligten på dele af matr. nr. [F1] og [F2] i Kolding Kommune, i alt ca. 0,85 ha.

Baggrund for den oprindelige tilladelse

Miljøstyrelsen meddelte den 15. august 2018 tilladelse til ophævelse af fredskovspligten i medfør af Skovlovens § 6, stk. 1, jf. § 39. Tilladelsen blev givet på vilkår om etablering af erstatningsskov, hvor 10 % af arealet kunne være åbent naturareal, jf. Bekendtgørelse om erstatningsskov og særlige regler vedrørende kystbeskyttelse på fredskovspligtige arealer m.v. § 1, § 4, stk. 3, § 6 og § 7. Formålet med ansøgningen fra Kolding Kommune var at øge mulighederne for idrætsudøvelse og rekreative tilbud i tilknytning til [V1]. Miljøstyrelsen vurderede, at det samfundsmæssige formål vejede tungere end hensynet til at bevare arealerne som fredskov. Den oprindelige afgørelse blev ikke påklaget.

Anmodning om genoptagelse

Klager anmodede den 13. april 2020 Miljøstyrelsen om genoptagelse af sagen. Klager anførte, at væsentlige forhold ikke var inddraget, herunder at det omhandlede areal ikke var fredskov, at kommune- og lokalplanen udpegede arealet til andet formål end skov, og at der ikke var foretaget en konkret vurdering af kvaliteten af den opgivne skov og den tilbudte erstatningsskov.

Miljøstyrelsens afslag og klagers argumenter

Miljøstyrelsen afslog den 17. april 2020 anmodningen om genoptagelse med den begrundelse, at klager ikke var part i sagen. Klager påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet og fastholdt sin partstatus med følgende argumenter:

• Klager ejer friskovsarealet (matr. nr. [F3]), der var foreslået som erstatningsskov, og det har stor praktisk og økonomisk betydning for klager, om denne skov bliver fredskov.
• Klager er formand for foreningen [V2], som har finansieret udviklingsplanen for arealet og igangsat projektet.
• Klager mente at være høringsberettiget, og at sagen derfor burde genoptages for at inddrage klagers synspunkter.

Miljøstyrelsen fastholdt, at klager ikke var part, da klager ikke var direkte adressat for den oprindelige afgørelse og ikke havde en væsentlig individuel interesse i sagen. Det forhold, at klager efterfølgende stillede jord til rådighed for erstatningsskov, ændrede ikke partstatus.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 17. april 2020 om afslag på genoptagelse af sagen.

Vurdering af genoptagelsespligt og partstatus

Nævnet bemærkede, at en myndighed har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger nye, væsentlige faktiske oplysninger, der sandsynligvis ville have ændret sagens udfald, eller hvis der er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Partsbegrebet er ikke defineret i Forvaltningsloven, men omfatter ansøgere, klagere og andre med en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald. Vægten lægges på, om den pågældende rammes direkte af afgørelsens retsvirkninger, og om påvirkningen er speciel og mere udpræget end for en større personkreds.

Nævnets konklusion om klagers partstatus

Nævnet fandt, at klager ikke var part i den oprindelige sag af 15. august 2018. Dette skyldes, at klager ikke var adressat for afgørelsen, og afgørelsen ikke havde retsvirkning for klager. Afgørelsen tog ikke stilling til, på hvilken ejendom erstatningsskoven skulle etableres, men fastslog blot, at et erstatningsareal skulle godkendes efterfølgende. Klagerens interesse i sagen blev derfor anset for at være af indirekte og afledt karakter, hvilket ikke medfører partstatus og dermed ikke giver adgang til at anmode om genoptagelse.

Nævnets konklusion om foreningens partstatus

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ligeledes, at foreningen [V2] ikke var part i sagen. Selvom foreningen havde sikret økonomisk støtte og var delvis initiativtager til projektet, medførte dette ikke, at foreningen blev mere indgribende berørt af tilladelsen end andre i området.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.