Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opførelse af to beboelseshuse i Blokhus

Jammerbugt Kommune afslog den 31. marts 2020 en ansøgning om dispensation fra byplanvedtægt nr. 1, Kystområdet, til opførelse af to beboelseshuse på ejendommen A2, 9492 Blokhus. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen er beliggende på A2, 9492 Blokhus, og er omfattet af byplanvedtægt nr. 1, Kystområdet, hvor den ligger i zone 2. Byplanvedtægtens § 6.3 fastslår, at der kun må opføres eller indrettes én enkelt beboelse på hver grund. Ejendommen har et areal på 1.118 m2.

Klageren ansøgte om tilladelse til at opføre to beboelseshuse, hver med et fodaftryk på 100 m2 og udnyttet tagetage.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte projekt var i strid med byplanvedtægtens §§ 6.3 og 6.4 samt bestemmelserne om en mindste grundstørrelse på 1.250 m2 i zone 2. Kommunen vurderede, at opførelse af to selvstændige boliger ville kræve udstykning af grunden i to grunde på hver 559 m2, hvilket ville udgøre en for stor afvigelse fra kravet om mindste grundstørrelse. Desuden ville opførelse af to bygninger på 100 m2 hver medføre en bebyggelsesgrad på næsten 1/20 af grundarealet, hvilket var en væsentlig fravigelse fra byplanvedtægtens bestemmelse om, at ingen grund må bebygges på mere end 1/10 af arealet.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at omkringliggende grunde, der senest var bebygget, havde en højere bebyggelsesgrad end 1/10. Der blev henvist til konkrete adresser i byplanvedtægtens zone 2, herunder en dispensation givet af kommunen den 31. august 2020 til bebyggelsesgrad på ejendommen A1, 9492 Blokhus.

Planklagenævnets prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstod kommunens afgørelse som et afslag på dispensation fra byplanvedtægtens § 6.3 (én beboelse), § 4.1 (mindste grundstørrelse) og § 6.4 (bebyggelsesgrad).

Nævnet fastslog, at det ansøgte projekt, med to beboelseshuse, ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægtens § 6.3 og derfor krævede dispensation efter Planloven § 19. Kommunens afslag på dispensation til opdeling af ejendommen var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kunne efterprøve. På grund af afslaget på dispensation til opdeling af ejendommen fandt nævnet det ikke aktuelt at tage stilling til klagepunktet om bebyggelsesgrad eller kommunens overholdelse af lighedsgrundsætningen. Nævnet bemærkede desuden, at ejendommen A1 (ca. 988 m2) ikke var sammenlignelig med en udstykket grund på 559 m2 i forhold til en eventuel dispensation til udstykning.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Jammerbugt Kommunes afgørelse om afslag på dispensation fastholdes.

Begrundelse for afgørelsen

Planklagenævnet fandt, at det ansøgte projekt med opførelse af to beboelseshuse på ejendommen A2, 9492 Blokhus, ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægtens § 6.3, som foreskriver, at der kun må opføres eller indrettes én enkelt beboelse på hver grund. Dette forhold krævede derfor dispensation efter Planloven § 19.

Kommunens afslag på dispensation til opdeling af ejendommen, som var en forudsætning for at kunne opføre to bygninger, var baseret på en skønsmæssig vurdering. Planklagenævnet har ikke kompetence til at efterprøve kommunens skønsmæssige afgørelser. Da projektet ikke kunne realiseres uden en sådan opdeling, fandt nævnet det ikke relevant at behandle klagepunktet vedrørende bebyggelsesgrad eller spørgsmålet om lighedsgrundsætningen.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.