Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om fristforlængelse i fredningssag vedrørende Hesbjergkilen

Desuden var der sket udsættelser på grund af anmodninger om fristforlængelse fra klager 3's repræsentant og aktindsigtsbegæringer. En fornyet besigtigelse og et nævnsmøde var blevet udskudt flere gange på grund af et medlems bortrejse og nedlukningen af det offentlige Danmark som følge af Corona-krisen. Fredningsnævnet forventede, at sagen kunne afsluttes inden den 15. juli 2021, men understregede behovet for at behandle alle problemstillinger i dialog med myndigheder og lodsejere. Konsekvensen af en manglende fristforlængelse ville være, at forslaget bortfaldt, hvilket sandsynligvis ville føre til en genfremsættelse og dermed en længere uafklaret situation for lodsejerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fredningsnævnet for Fyns afgørelse af 30. marts 2020 om at forlænge fristen for afslutningen af sagen om fredning af Hesbjergkilen fra den 30. april 2020 til den 29. april 2022.

Vurdering af fristforlængelse

Klagenævnet konstaterede, at Fredningsnævnet havde truffet afgørelse inden udløbet af toårsfristen, og at fristudsættelsen var fastsat til maksimalt to år, i overensstemmelse med Naturbeskyttelsesloven § 37 a, stk. 3. Klagenævnet fandt, at betingelserne for en udsættelse af fristen var opfyldt, og at Fredningsnævnets begrundelse var i overensstemmelse med formålet med bestemmelsen og de hensyn, der skal varetages.

Klagenævnet vurderede, at der var tale om et "særligt tilfælde", som berettigede fristforlængelsen. I vurderingen lagde nævnet vægt på følgende:

• Sagens omfang og kompleksitet med mange konflikter.
• Fremlæggelsen af et revideret forslag kort før udløbet af den oprindelige frist.
• Gentagne udsættelser af sagsbehandlingen på grund af forlængede høringsfrister og aktindsigtsanmodninger fra lodsejernes side.
• Nødvendigheden af yderligere besigtigelse af området, før en endelig fredningsbeslutning kunne træffes.
• Den tidskrævende proces med erstatningsfastsættelse og den dertilhørende høringsproces.

Disse forhold blev anset for at være vigtige og væsentlige aspekter af fredningssagens behandling, der faldt inden for rammerne af formålet med bestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 37 a, stk. 3.

Klagerens argumenter

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at klagernes modstand mod fredningen var et materielt spørgsmål, der skulle behandles i forbindelse med Fredningsnævnets afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 40, og ikke et hensyn der skulle varetages med Naturbeskyttelsesloven § 37 a, stk. 3, som alene har processuel karakter. Spørgsmålet om Naturbeskyttelsesloven § 36, stk. 7, skulle ligeledes indgå i Fredningsnævnets afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 40.

Vedrørende klager 3's anbringende om, at sagen var utilstrækkeligt oplyst fra begyndelsen, konstaterede Klagenævnet, at sagen var rejst i overensstemmelse med Naturbeskyttelsesloven § 36, stk. 5. Miljøstyrelsens anmodning om opdatering af § 3-registreringen blev anset for et spørgsmål om oplysning af sagen, som Fredningsnævnet som myndighed skulle vurdere efter officialprincippet. Klagenævnet bemærkede, at administration af Naturbeskyttelsesloven § 3 er et selvstændigt myndighedsområde for kommunerne, og hverken sagsrejsere eller Fredningsnævnet har instruktionsbeføjelser herpå.

Endelig fandt Klagenævnet, at selvom tvister i en fredningssag er almindelige, betød det ikke, at konkrete omstændigheder, som fremlæggelsen af et revideret fredningsforslag, ikke kunne udgøre et særligt tilfælde, der berettigede en udsættelse af sagen.

Fredningsnævnet havde i sin afgørelse foretaget en række ændringer i forhold til det oprindelige forslag, herunder fjernelse af krav om at udlægge et større areal som udyrket, tilladelse til fortsat sprøjtning af § 3-arealer i hidtidigt omfang, og ændring af frister for plejeplaner og stiforløb. Den samlede erstatning og godtgørelse oversteg 500.000 kr., hvilket medførte, at Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle efterprøve Fredningsnævnets afgørelse i dens helhed, jf. Naturbeskyttelseslovens § 42.