Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende facadehøjde i Furesø Kommune

Furesø Kommune traf den 6. februar 2020 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 116, Hareskovby, vedrørende facadehøjden på et enfamiliehus på ejendommen A1, 3500 Værløse. Kommunen vurderede desuden, at det ansøgte byggeri i øvrigt var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1.2. En genbo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede flere aspekter af kommunens afgørelse og sagsbehandling.

Planklagenævnets kompetence og klagepunkter

Planklagenævnet behandlede specifikke retlige spørgsmål i sagen, herunder om forholdet var umiddelbart tilladt i henhold til Planloven § 18, eller om det krævede dispensation fra lokalplanens § 7.1.2. Nævnet vurderede også, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i medfør af Planloven § 19, om reglerne for naboorientering var overholdt i henhold til Planloven § 20, og om afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet efter Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Planklagenævnet præciserede, at det ikke kunne behandle alle klagepunkter. Dette omfattede:

• Terrænregulering: Klageren anførte, at der var foretaget terrænregulering i strid med lokalplanens § 10.2. Da kommunen ikke havde truffet afgørelse om terrænregulering i den påklagede afgørelse, men i en separat byggetilladelse, kunne Planklagenævnet ikke behandle dette. Nævnet henviste til, at en klage over byggetilladelsen skulle indgives særskilt inden for 4 uger efter meddelelse, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1.
• Hensigtsmæssighed: Klagerens anbringender om visuelle gener (udsigt, indblik, genskin, lys) og kommunens skønsmæssige afvejning vedrørte afgørelsens hensigtsmæssighed, hvilket ikke er et retligt spørgsmål, og derfor lå uden for Planklagenævnets kompetence.
• Tilsyn: Klageren gjorde gældende, at byggeriet var opført i strid med tilladelsen. Planklagenævnet opfattede dette som en klage over kommunens tilsynspligt. Nævnet kan ikke behandle klager over selve udøvelsen af tilsynspligten, men kun tilsynsafgørelser efter Planloven § 51, stk. 1. Klageren blev henvist til Ankestyrelsen for klager over kommunens tilsynsudøvelse.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Furesø Kommunes afgørelse står ved magt.

Vurdering af bygningshøjde

Lokalplanens § 7.1.2 fastsætter en maksimal bygningshøjde på 8,5 m målt fra naturligt terræn. Planklagenævnet lagde til grund, at bygningshøjden skal måles fra naturligt terræn, som defineret i vejledningen til bygningsreglementet. Nævnet fandt, at den nye tagkonstruktion over det oprindelige hus havde en højde på 8,36 m over det relative kote 0 (naturligt terræn ved det oprindelige hus), og tilbygningerne var lavere. Dermed var lokalplanens bestemmelse om bygningshøjde overholdt.

Vurdering af facadehøjde

Lokalplanens § 7.1.2 fastsætter en maksimal facadehøjde på 4,5 m målt fra naturligt terræn til skæring mellem facadeflugt og overside af tagflade. Planklagenævnet fortolkede i denne specifikke sag de betydeligt bredere/længere gavle som facader. Nævnet konstaterede, at facadehøjden på den højeste del af facaden mod sydvest var 8,36 m, og på tilbygningen mod nordøst ca. 5,4 m, begge målt fra relativ kote 0. Da disse højder oversteg de 4,5 m, krævede de dispensation fra lokalplanens § 7.1.2.

Vurdering af etageantal

Lokalplanens § 7.1.2 tillader bebyggelse med én etage med udnyttelig tagetage (1½ etage). Lokalplanen specificerer, at en kælder, hvis loft ligger mere end 1,25 m over det omgivende terræn, skal medregnes som en etage. Da kommunen havde tilladt, at kælderloftet var 1,1 m over terræn, skulle kælderen ikke medregnes som en etage. Planklagenævnet vurderede på baggrund af sagens oplysninger, at bygningen fremstår som en bygning med 1½ etage, og at den derfor var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1.2 om etageantal og ikke krævede dispensation.

Kommunens hjemmel til dispensation

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 7.1.2 vedrørende facadehøjden. Nævnet lagde vægt på, at § 7.1.2 er en bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke en del af lokalplanens principper, da den ikke er specifikt henvist til i formålsbestemmelsen eller på anden måde fremstår som en del af planens overordnede struktur eller formål, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Naboorientering

Klageren anførte, at afgørelsen var behæftet med mangler, da høringssvar ikke var inddraget, og at en forening ikke var hørt om det fulde projekt. Planklagenævnet fandt, at kommunen havde overholdt reglerne om naboorientering i Planloven § 20, stk. 1. Kommunen havde foretaget naboorientering forud for afgørelsen om dispensation, og de indkomne høringssvar var inddraget. Da bygningshøjden og etageantallet var umiddelbart tilladt og ikke krævede dispensation, var der ikke krav om naboorientering for disse forhold.

Begrundelse for afgørelsen

Klageren mente, at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Begrundelsen indeholdt henvisning til relevante retsregler og angav de hovedhensyn, der lå til grund for kommunens skønsmæssige vurdering, herunder at bygningshøjden ikke blev overskredet, og at en traditionel bygning kunne medføre lignende indbliksgener. Nævnet havde ikke kompetence til at efterprøve den skønsmæssige afvejning.