Stadfæstelse af afgørelse om ikke at meddele påbud vedrørende støjgener fra vind på Lillebæltsbroen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Fredericia Kommunes afgørelse af 9. marts 2020, hvor kommunen afviste at meddele påbud til virksomheden [virksomhed1] Lillebælt. Klagen omhandlede støjgener forårsaget af vind, der rammer installationer på den gamle Lillebæltsbro, som er påsat af virksomheden.

Fredericia Kommune havde modtaget adskillige klager fra omboende på Jyllandssiden af broen. Kommunen begrundede sin afgørelse med, at der ikke er hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at regulere vindgenereret støj fra bygninger og installationer. Kommunen henviste til en udtalelse fra Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for støj af 5. november 2015, som fastslog, at vindgenereret støj ikke er omfattet af miljølovgivningen. Desuden henviste kommunen til en tidligere afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet (sagsnr. 19/04742 af 30. oktober 2019), der ligeledes fastslog, at der ikke er hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 42 til at meddele påbud vedrørende støjgener fra vind, der rammer bebyggelse.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

En gruppe omboende påklagede kommunens afgørelse den 16. april 2020. Klagerne anførte, at der burde være hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at regulere den vindgenererede støj, da de mente, at broens installationer udgjorde en forlystelse. Fredericia Kommune fastholdt sin position og henviste igen til Miljøstyrelsens Referencelaboratoriums bekræftelse af, at støj fra vindens påvirkning på materialer eller susen i bygningsinstallationer som udgangspunkt ikke er reguleret af Miljøbeskyttelsesloven § 42.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fredericia Kommunes afgørelse af 9. marts 2020 om ikke at meddele påbud til [virksomhed1] Lillebælt vedrørende støjgener fra vind, der rammer installationer på den gamle Lillebæltsbro. Afgørelsen blev truffet i henhold til Miljøbeskyttelsesloven § 42, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1.

Nævnet fandt, at støj som følge af vind, der rammer installationer, ikke er omfattet af miljøbeskyttelsesloven. Denne vurdering baserede sig på lovens formål og anvendelsesområde, som beskrevet i Miljøbeskyttelsesloven § 1 og Miljøbeskyttelsesloven § 2. Det blev lagt til grund, at lovens regulering er rettet mod forurening som følge af menneskelig aktivitet, og at der i det foreliggende tilfælde ikke er hjemmel til at meddele påbud til en mulig forurener.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.