Klage over afgørelse om lokalplanpligt for udvidelse af dagligvarebutik i Brønshøj

Københavns Kommune traf den 18. december 2019 en indirekte afgørelse om, at en planlagt udvidelse af en dagligvarebutik på ejendommene A1 og A2 i Brønshøj ikke var lokalplanpligtig. Kommunen besluttede desuden ikke at håndhæve en tinglyst servitut på ejendommen. En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Sagen omhandler primært spørgsmålet om, hvorvidt tilbygningen af dagligvarebutikken er lokalplanpligtig.

Ejendommen og planforhold

Ejendommen, der er beliggende på A1 og A2, 2700 Brønshøj, omfatter en eksisterende dagligvarebutik. Ansøgningen vedrører en tilbygning, der vil udvide butikkens etageareal med 336 m² til i alt 920 m². Tilbygningen er delvist placeret på A2, hvor et enfamiliehus skulle nedrives. Ejendommene A1 og A2 er blevet matrikulært sammenlagt i forbindelse med projektet. Området er præget af serviceerhverv, jernbanen og en trafikeret vej (A4). Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan, men er reguleret af kommuneplanramme R19.B.7.40 i kommuneplan 2019 for København, som udlægger området til boliger (lav tæthed). En servitut fra 1920 regulerer det bebyggede areal og vinduesafstand.

Klagepunkter og Planklagenævnets kompetence

Klageren anførte, at projektet ville medføre indbliks- og støjgener, var i strid med servitutten, og at kommunens håndhævelse af servitutten var retsstridig. Klageren mente desuden, at projektet var i strid med kommuneplanen, og at der skulle have været udarbejdet en lokalplan.

Planklagenævnet afviste at behandle klagepunkterne vedrørende indbliks- og støjgener, da disse vedrører afgørelsens hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold efter planloven. Nævnet afviste også at behandle spørgsmålet om servitutten. En kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Klageren blev henvist til at anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene, hvis ønsket om at få efterprøvet, hvorvidt butikstilbygningen er i strid med servitutten.

Forholdet til kommuneplanen blev heller ikke realitetsbehandlet af Planklagenævnet. Bestemmelser i en kommuneplan er ikke umiddelbart bindende over for borgere, men skal danne grundlag for lokalplanlægningen, jf. Planloven § 12, stk. 1. En kommunes vurdering af, om et forhold er i strid med kommuneplanen, har ikke i sig selv retsvirkning for borgerne og betragtes ikke som en afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kun hvis kommunen havde truffet en afgørelse om at nedlægge forbud efter Planloven § 12, stk. 3, ville nævnet have kompetence til at vurdere kommuneplanens overholdelse. Da kommunen ikke havde truffet en sådan afgørelse, kunne nævnet ikke tage stilling til dette klagepunkt.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Københavns Kommunes afgørelse om, at udvidelsen af dagligvarebutikken ikke er lokalplanpligtig, fastholdes.

Vurdering af lokalplanpligt

Kommunen havde truffet en indirekte afgørelse om, at butikstilbygningen ikke var lokalplanpligtig, idet projektet blev godkendt uden udarbejdelse af en lokalplan. Planklagenævnet vurderede spørgsmålet om lokalplanpligt i henhold til Planloven § 13, stk. 2, som fastslår, at en lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder, der medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø.

Planklagenævnet fandt ikke, at nedrivning af det eksisterende enfamiliehus og opførelse af en tilbygning på 336 m² til dagligvarebutikken udgjorde en væsentlig ændring af det bestående miljø, der udløser lokalplanpligt. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Områdets anvendelse: Området blev allerede anvendt til dagligvarebutik, og udvidelsen afveg ikke væsentligt fra den øvrige bebyggelse i området, som inkluderer andre dagligvarebutikker, en tankstation og et byggemarked.
• Trafikale forhold: Butikken er placeret ud til en trafikeret vej og havde i forvejen parkeringspladser med adgang fra vejen. Tilbygningen forventedes ikke at medføre en sådan ændring i trafikken, at det udløste lokalplanpligt.
• Projektets omfang: Tilbygningen blev ikke anset for at være et sådant større projekt, der i sig selv medfører lokalplanpligt, og der var ingen indikation af, at den var en del af et større, påtænkt projekt.

På baggrund af disse vurderinger kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagepunktet om, at projektet var lokalplanpligtigt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.