Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Rudersdal Kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitutbestemmelse vedrørende værelsesudlejning på en ejendom. Servitutten fastslog, at bygningen kun måtte tjene til bolig for én familie og udelukkende benyttes til beboelse. Klageren indgav oprindeligt en klage til kommunen i juni 2016, idet værelsesudlejningen blev anset for at være i strid med servitutten og medføre væsentlige gener for de omkringboende.
I juli 2017 besluttede Rudersdal Kommune ikke at håndhæve servitutbestemmelsen, da kommunen vurderede, at anvendelsen ikke kunne forhindres via servitutten. Planklagenævnet afviste den 21. februar 2020 klagen over kommunens beslutning. Nævnet begrundede afvisningen med, at en kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse truffet efter planloven og derfor ikke kan påklages til Planklagenævnet i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet bemærkede, at klagen primært vedrørte servitutten og ikke byplanvedtægten for området.
Klageren anmodede den 30. marts 2020 om genoptagelse af sagen. Hovedargumentet for genoptagelse var, at kommunens afgørelse også var truffet på baggrund af byplanvedtægten for ejendommen, hvilket klageren mente ikke var tilstrækkeligt behandlet. Klageren anførte desuden, at forvaltningen tidligere havde henvist til byplanvedtægten i kommunens bemærkninger til klagesagen. Yderligere oplyste klageren, at anvendelsen af ejendommen til hotelagtig virksomhed var intensiveret, med op til 12-15 personer boende og 7-9 biler til transport, hvilket klageren mente var i strid med byplanvedtægtens bestemmelser om virksomhed i beboelseslejligheder og krav om ejer/lejer som bosiddende. Klageren fastholdt også, at værelsesudlejningen ikke opfyldte servituttens krav om "én familie".
Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets oprindelige afgørelse af 21. februar 2020 står dermed ved magt.
Planklagenævnet vurderede anmodningen om genoptagelse ud fra tre hovedkriterier: nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl eller væsentlige nye retlige forhold. Nævnet har ikke pligt til at genoptage en sag alene på grund af uenighed i nævnets fortolkning eller praksis, eller hvis der fremføres nye klagepunkter, som ikke var en del af den oprindelige klagesag.
Planklagenævnet fandt, at klagerens henvisning til byplanvedtægten udgjorde et nyt klagepunkt, da dette ikke var gjort gældende i den oprindelige klage. Da nævnets afvisning af den oprindelige klage alene beroede på manglende kompetence til at behandle kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut, gav dette nye klagepunkt ikke anledning til genoptagelse.
De nye oplysninger om intensiveret anvendelse af ejendommen og parkeringsforholdene blev heller ikke anset for at kunne danne grundlag for genoptagelse, da disse forhold ikke havde betydning for nævnets oprindelige afvisning af sagen på grund af manglende kompetence. Endelig gav klagerens fortsatte uenighed i nævnets afgørelse om, at kommunens beslutning om ikke at håndhæve servitutten ikke er en afgørelse efter planloven, heller ikke anledning til genoptagelse, da dette var det centrale grundlag for den oprindelige afvisning.
Planklagenævnet afviste at genoptage sagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke besluttede at genoptage sagen eller ændre den oprindelige afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Patientens funktionsnedsættelser som følge af KOL og afhængighedssyndrom var ikke nedsat i en sådan grad, at han ikke kunne få behandling hos en privat tandlæge. Patienten formåede selv at tage kontakt ved behov og tog toget til klinikken uden ledsager.


Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Helsingør Kommunes beslutning om ikke at håndhæve en servitutbestemmelse vedrørende en byggelinje. Klagen blev indbragt af en beboer via kommunen.
Styrelsen for Patientklager udtaler kritik af både udskrivelsessygeplejen og hjemmeplejen i en sag om mangelfuld opfølgning på en 92-årig kvindes tilstand efter et hoftebrud.
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en sag vedrørende Københavns Kommunes afslag på en ansøgning om indretning af en e...
Læs mere
Planklagenævnet har behandlet en klage over Stevns Kommunes afslag på en ansøgning om samtykke til tinglysning af en pri...
Læs mereForslag til Lov om leje