Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om afvisning af klage over Rudersdal Kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut

Sagen omhandler en klage over Rudersdal Kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitutbestemmelse vedrørende værelsesudlejning på en ejendom. Servitutten fastslog, at bygningen kun måtte tjene til bolig for én familie og udelukkende benyttes til beboelse. Klageren indgav oprindeligt en klage til kommunen i juni 2016, idet værelsesudlejningen blev anset for at være i strid med servitutten og medføre væsentlige gener for de omkringboende.

Kommunens og Planklagenævnets oprindelige afgørelser

I juli 2017 besluttede Rudersdal Kommune ikke at håndhæve servitutbestemmelsen, da kommunen vurderede, at anvendelsen ikke kunne forhindres via servitutten. Planklagenævnet afviste den 21. februar 2020 klagen over kommunens beslutning. Nævnet begrundede afvisningen med, at en kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse truffet efter planloven og derfor ikke kan påklages til Planklagenævnet i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet bemærkede, at klagen primært vedrørte servitutten og ikke byplanvedtægten for området.

Anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede den 30. marts 2020 om genoptagelse af sagen. Hovedargumentet for genoptagelse var, at kommunens afgørelse også var truffet på baggrund af byplanvedtægten for ejendommen, hvilket klageren mente ikke var tilstrækkeligt behandlet. Klageren anførte desuden, at forvaltningen tidligere havde henvist til byplanvedtægten i kommunens bemærkninger til klagesagen. Yderligere oplyste klageren, at anvendelsen af ejendommen til hotelagtig virksomhed var intensiveret, med op til 12-15 personer boende og 7-9 biler til transport, hvilket klageren mente var i strid med byplanvedtægtens bestemmelser om virksomhed i beboelseslejligheder og krav om ejer/lejer som bosiddende. Klageren fastholdt også, at værelsesudlejningen ikke opfyldte servituttens krav om "én familie".

Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets oprindelige afgørelse af 21. februar 2020 står dermed ved magt.

Vurdering af genoptagelsesanmodningen

Planklagenævnet vurderede anmodningen om genoptagelse ud fra tre hovedkriterier: nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl eller væsentlige nye retlige forhold. Nævnet har ikke pligt til at genoptage en sag alene på grund af uenighed i nævnets fortolkning eller praksis, eller hvis der fremføres nye klagepunkter, som ikke var en del af den oprindelige klagesag.

Planklagenævnet fandt, at klagerens henvisning til byplanvedtægten udgjorde et nyt klagepunkt, da dette ikke var gjort gældende i den oprindelige klage. Da nævnets afvisning af den oprindelige klage alene beroede på manglende kompetence til at behandle kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut, gav dette nye klagepunkt ikke anledning til genoptagelse.