Europæisk kendelse til sikring af bankindeståender (EAPO): Betinget tvangsbøde uden endelig opgørelse fritager ikke kreditor fra bevisbyrden for kravets sandsynlighed

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra juge des saisies du tribunal de première instance de Liège (dommeren i sager om foreløbige forholdsregler ved retten i første instans i Liège, Belgien) vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 655/2014 (EAPO-forordningen), som indførte en procedure for at sikre bankindeståender ved grænseoverskridende gældsinddrivelse.

Starkinvest SRL (kreditor) søgte at få udstedt en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender mod Soft Paris Parties LTD (debitor), et selskab hjemmehørende i Irland, for et beløb på 85.000 EUR i påløbne tvangsbøder.

Disse tvangsbøder stammede fra en belgisk dom, der pålagde debitor at ophøre med en bestemt markedsføringsaktivitet, ellers skulle de betale 2.500 EUR pr. overtrædelse. Det centrale spørgsmål var, om denne retsafgørelse, som fastsatte grundlaget for tvangsbøden, men hvis endelige beløb afhang af fremtidige overtrædelser og endnu ikke var endeligt fastsat, kunne betragtes som en eksisterende fuldbyrdelsesdom i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 655/2014.

Hvis afgørelsen kvalificeredes som et fuldbyrdelsesgrundlag, ville Starkinvest være fritaget for den betingelse, der kræver, at kreditor skal fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at de sandsynligvis vil få medhold i realiteten i kravet (fumus boni juris). Den forelæggende ret ønskede vejledning i, om usikkerheden om det endelige bødebeløb betød, at kreditor stadig skulle bevise kravets sandsynlighed, og om artikel 55 i forordning nr. 1215/2012 (Bruxelles Ia-forordningen), som kræver endelig fastsættelse af tvangsbøder for fuldbyrdelse, skulle tages i betragtning.

Domstolens fortolkning af artikel 7, stk. 2, i EAPO-forordningen

Domstolen fastslog, at en retsafgørelse, der pålægger betaling af en tvangsbøde i tilfælde af en fremtidig overtrædelse af et påbud om ophør, og som dermed ikke fastsætter tvangsbødens størrelse endeligt, ikke udgør en retsafgørelse, der forpligter debitor til at indfri kravet i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 655/2014.

Domstolens afgørelse betød, at Starkinvest ikke var fritaget for forpligtelsen til at forelægge tilstrækkelig dokumentation til, at den udstedende ret kunne fastslå, at kreditor sandsynligvis ville få medhold i realiteten i sit krav (fumus boni juris).

Begrundelse for afgørelsen

• Kravets art: I henhold til artikel 4, nr. 5), i forordning nr. 655/2014 defineres et "krav" som et beløb, der vedrører en transaktion eller begivenhed, som allerede har fundet sted. En tvangsbøde, der udløses af en fremtidig overtrædelse, opfylder ikke dette krav, da overtrædelsen finder sted efter den retsafgørelse, der fastsætter tvangsbøden (præmis 41).