Vurdering af handicapdiskrimination ved ansættelse af kommunikationskonsulent med fortrinsadgang

Sagen omhandler en mandlig ansøger, der er kørestolsbruger efter et trafikuheld i 1984, og som søgte en stilling som kommunikationskonsulent i sin bopælskommune. Klageren gjorde i sin ansøgning udtrykkeligt opmærksom på sit handicap og anmodede om at gøre brug af reglen om fortrinsadgang for personer med handicap til ledige stillinger i den offentlige forvaltning.

Ansættelsesforløbet og de faktiske omstændigheder

Klageren blev indkaldt til en personlig ansættelsessamtale, hvor han også skulle præsentere løsningen på en forudstillet kommunikationsopgave. Efter samtalen kontaktede kommunens teamleder det lokale jobcenters fastholdelses- og handicapkonsulent. Ifølge referatet fra jobcentret oplyste teamlederen, at klageren var selvhjulpen, men at kommunen ønskede at ansætte en anden kandidat baseret på en samlet vurdering af:

• Den stillede opgave
• Samtalens forløb og kemi
• Ansøgerens profil i forhold til erfaring og kompetencer

Parternes påstande og argumenter

Klageren anførte, at han var blevet fravalgt på grund af sit handicap. Han argumenterede for, at han havde betydeligt flere års relevant erfaring end den valgte kandidat. Klageren henviste desuden til en udtalelse fra Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, som fastslog, at kommunen ikke havde overholdt den formelle procedure for fortrinsadgang, da den skriftlige redegørelse til jobcentret først blev sendt efter selve forhandlingen.

Indklagede kommune afviste enhver form for diskrimination. De anførte, at alle fem indkaldte kandidater var formelt kvalificerede, men at klagerens besvarelse af den stillede opgave blev vurderet som den svageste. Kommunen lagde vægt på, at valget af den anden kandidat beroede på en saglig vurdering af faglige kvalifikationer og personlig kemi, og at klagerens handicap ikke havde spillet nogen rolle, da arbejdspladsen let kunne indrettes til en kørestolsbruger.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede ikke havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på grund af sin lammelse har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Herefter vurderede nævnet, om der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.