Stadfæstelse af afslag på ophævelse af landbrugspligt

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af landbrugspligten på en landbrugsejendom uden beboelse, beliggende på [adresse1] og med matrikelnummer [matrikel1]. Klagen blev indgivet af ansøgeren, en kommune, den 13. februar 2020.

Ansøgningens indhold

Kommunen ansøgte den 15. august 2019 om ophævelse af landbrugspligten på den ca. 8,2 ha store ejendom. Alternativt ønskede kommunen, at ejendommen og naboejendommen [matrikel2] samlet blev registreret som en bygningsløs landbrugsejendom til naturformål uden bopælspligt. Kommunen oplyste, at ejendommen indgik i et "Collective Impact-projekt" med fokus på naturbeskyttelse, og at der var tinglyst deklarationer om trampesti, landskabspleje og jagt på begge ejendomme. Størstedelen af det samlede areal på 38 ha var ryddet for selvsåede træer for at blotlægge indlandsparabelklitter, og der var etableret publikumsforanstaltninger som shelters og stianlæg samt kreaturindhegninger til naturpleje. Kommunen trak senere ansøgningen om samlet registrering tilbage og fastholdt kun ønsket om ophævelse af landbrugspligten.

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen afslog den 21. januar 2020 ansøgningen om ophævelse af landbrugspligten med henvisning til Landbrugslovens § 7, stk. 2. Styrelsen begrundede afslaget med en restriktiv praksis, der skal forhindre dannelse af nye frie jorder uden landbrugspligt og undgå ophævelse til private rekreative formål. Styrelsen anførte, at det ikke var et særligt forhold, at arealet indgik i et "Collective Impact-projekt" eller skulle videresælges sammen med naboejendommen. Ligeledes blev tinglyste deklarationer om trampesti og publikumsforanstaltninger samt anvendelse til afgræsning ikke anset for særlige forhold, der kunne begrunde ophævelse. Styrelsen vurderede, at afgræsning var en jordbrugsmæssig anvendelse, og at kravet om overgang til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse derfor ikke var opfyldt. Styrelsen henviste til Driftslovens § 2, stk. 1, Driftslovens § 2, stk. 2, og Driftslovens § 4, nr. 1 og Driftslovens § 4, nr. 2 samt Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur § 4, stk. 1, nr. 2.

Klagers argumenter

Klager anførte, at den tinglyste deklaration sikrede en almennyttig værdi og ret til offentlig benyttelse, hvilket udelukkede private rekreative formål. Klager fremhævede, at naturpleje, herunder hegning og afgræsning, ville opretholde en landbrugsmæssig aktivitet, som var i overensstemmelse med lovgivningen for § 3-beskyttet natur og klitbeskyttelse. Klager mente, at den tinglyste deklaration udgjorde et særligt forhold, der burde føre til ophævelse af landbrugspligten, og at fjerneje ikke var udelukket ved naturejendomme, som Landbrugsstyrelsen havde anført.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 21. januar 2020 om afslag på ophævelse af landbrugspligten på ejendommen [matrikel1] [adresse1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Nævnets vurdering af jordbrugsmæssig anvendelse

Nævnet vurderede, at klagers plan om at anvende arealet til natur var en jordbrugsmæssig anvendelse. Dette blev begrundet med formålet om naturbeskyttelse, de tinglyste deklarationer om trampesti, landskabspleje og jagt, blotlæggelsen af indlandsparabelklitter samt etableringen af kreaturindhegninger til at holde uønsket vegetation nede. Nævnet fandt, at arealernes drift opfyldte definitionen på jordbrugsmæssig drift i Driftslovens § 4, nr. 2 om drift som halvkultur eller Driftslovens § 4, nr. 3 om henliggen som udyrket og lysåbent areal. Da naturarealer kan drives som halvkultur med afgræsning, og rydning af opvækst ikke betragtes som drift, opfyldte den planlagte anvendelse ikke kravet om, at arealerne varigt skulle inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, der udelukker senere landbrugsdrift.

Nævnets vurdering af anvendelsen af arealet

Nævnet fandt, at afslaget var i overensstemmelse med bemærkningerne i lovforslaget til Landbrugslovens § 7, som angiver, at der normalt ikke kan forventes tilladelse til ophævelse af landbrugspligt på arealer, der ønskes fraskilt og anvendt til jordbrugsmæssige formål. Afslaget var også i overensstemmelse med formålet om at modvirke dannelsen af nye frie jorder uden landbrugspligt.

Nævnets vurdering af naturejendomme

Nævnet fandt, at klagers synspunkter om, at der ikke var tale om private rekreative formål, og at fjerneje ikke var udelukket ved naturejendomme, ikke kunne begrunde ophævelse af landbrugspligten. Det afgørende var, at der ikke forelå omstændigheder, der ifølge landbrugsloven kunne begrunde ophævelsen. Den særlige ordning for naturejendomme, hvor fjerneje tillades, blev ikke anset for et forhold, der talte for ophævelse af landbrugspligten, da udgangspunktet om at undgå fjerneje fortsat gælder. Anvendelse til naturejendom med offentlig adgang har ifølge loven eller dens bemærkninger ingen betydning for en ansøgning om ophævelse af landbrugspligten efter Landbrugslovens § 7, stk. 2.