Fortolkning af Rom III-forordningen: Diplomaters sædvanlige opholdssted ved skilsmisse og lovvalg i tredjelande (Sag C-61/24)

Domstolen fastslog, at begrebet "sædvanligt opholdssted" i Rom III-forordningen skal fortolkes autonomt og ensartet i hele EU og principielt er kendetegnet ved to elementer: et subjektivt element (ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for sine interesser) og et objektivt element (tilstedeværelse med tilstrækkelig stabilitet).

Vurdering af diplomatisk status

Domstolen anerkendte det nære forhold mellem Rom III-forordningen (1259/2010) og Bruxelles IIa-forordningen (2201/2003) og fastslog, at fortolkningen af "sædvanligt opholdssted" skal være i overensstemmelse med den praksis, der er udviklet i forbindelse med sidstnævnte.

Med hensyn til diplomatisk repræsentation udtalte Domstolen, at:

En af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant og dennes tjenstlige udsendelse til modtagerstaten principielt er til hinder for, at ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« anses for at skulle fastlægges i denne stat.

Denne antagelse bygger på, at en diplomats ophold i modtagerstaten primært er erhvervsmæssigt, dikteret af tjenestebehovet i udsenderstaten og derfor principielt midlertidigt. Dette stemmer ikke overens med intentionen om varigt at etablere sit midtpunkt for interesser.

Den nationale rets forpligtelse

Ikke desto mindre er den diplomatiske status ikke i sig selv afgørende for at udelukke sædvanligt opholdssted i modtagerstaten. Det påhviler den nationale ret at foretage en samlet vurdering af samtlige faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Dette skal omfatte:

• Varighed: Varigheden af den fysiske tilstedeværelse er et indicium for stabilitet, men skal vejes mod bevarelsen af bånd til udsenderstaten.
• Integration: Graden af social og familiemæssig integration i modtagerstaten er et relevant forhold, da det konkretiserer det subjektive element (intentionen om at etablere midtpunktet for interesser).

I den konkrete sag indikerede det faktum, at ægtefællerne bevarede en bolig i Tyskland med henblik på tilbagevenden, samt opretholdelsen af formueinteresser og familiemæssige bånd dér, at midtpunktet for deres interesser forblev i Tyskland, medmindre den nationale ret fandt andet baseret på en fuldstændig analyse.

Faktiske oplysninger

Klageren var gift med en person, der boede og arbejdede i en lejet lejlighed i Danmark. Klageren opholdt sig i Danmark i weekender og ferier, under 180 dage årligt. Hendes arbejde i Belgien tillod ikke hjemmearbejde. I Belgien havde klageren en lejet treværelses lejlighed, bil på belgiske nummerplader, faste fritidsinteresser og vennekreds. Hun var fuldt skattepligtig og socialt sikret i Belgien og registreret som borger der. Klageren havde ingen aktiver i Danmark udover en mindre aktiebeholdning og hvilende pensionsordninger, mens hendes primære bankkonti og aktive pensionsordninger var i Belgien. Hendes rejsemønster i 2012 viste 218 dage i Belgien, 127 dage i Danmark og 76 dage i andre lande. Klageren og hendes ægtefælle havde separate og ligeværdige husholdninger i hvert land.

Klageren havde ingen intention om at flytte tilbage til Danmark for at bo eller arbejde, men ønskede at fortsætte sin internationale karriere. Hendes ansættelse i Belgien var tidsbegrænset, men med mulighed for forlængelse, og hun var i proces med at søge fast ansættelse i en anden international organisation. Ægtefællen overvejede også at arbejde i udlandet igen og havde tidligere boet i Bruxelles.

Klagerens opfattelse

Klageren argumenterede for, at hun var skattemæssigt hjemmehørende i Belgien. Principalt mente hun, at hendes "centrum for livsinteresser" var i Belgien, da hendes stærkeste økonomiske forbindelser (indkomst, arbejde) var der, og hun havde indrettet sit daglige liv med vennekreds og fritidsinteresser i Belgien. Hun fremhævede, at selvom ægtefællen boede i Danmark, var der tale om en "moderne international familie" med separate husholdninger, og hendes intentioner om en international karriere skulle vægtes højt. Hun henviste til SKM2008.407.LSR, SKM2007.135.ØLR, LSR 11-0301177 samt bindende svar j.nr. 10-090082 og j.nr. 13-0087412, der understøttede, at intentioner og økonomiske interesser var afgørende.

Subsidiært argumenterede klageren for, at hun havde "sædvanligt ophold" i Belgien, da hun tilbragte størstedelen af sin tid der (ca. 200 dage årligt mod ca. 100 dage i Danmark).

Klageren fremlagde nye oplysninger under klagesagen, herunder forlængelse af sin stilling i Belgien, bestået optagelsesprøve til fast ansættelse i en international organisation, og at hendes ægtefælle havde fået tilbudt en stilling i Japan og ville opsige lejligheden i Danmark. Disse nye oplysninger skulle yderligere underbygge, at hendes centrum for livsinteresser var i udlandet.

SKATs afgørelse og udtalelse

SKAT fastholdt, at klagerens "midtpunkt for livsinteresser" var i Danmark. SKAT lagde særlig vægt på:

• At ægtefællen boede og arbejdede i Danmark, og det ikke var hensigten, at hun skulle flytte til Bruxelles.
• At ægtefællen havde opretholdt det tidligere fælles hjem i Danmark.
• At ansættelsen i Belgien var midlertidig.
• Opholdsdage og opholdsmønstret i Danmark.

SKAT mente ikke, at de af klageren henviste afgørelser var direkte sammenlignelige, da de omhandlede andre faktiske situationer. SKAT fandt heller ikke, at de nye oplysninger om lejlighedernes beskaffenhed, ægtefællens ophold i Belgien eller de nye juridiske henvisninger gav anledning til at ændre det bindende svar.