Fuld skattepligt trods fraflytning til Schweiz: Rådighed over bolig og stærke personlige forbindelser til Danmark

Sagen omhandler en klagers fulde skattepligt til Danmark i indkomstårene 2006-2010 efter fraflytning til Schweiz. Klageren, en dansk statsborger, flyttede til Schweiz den 14. februar 2006. Han ejede en ejendom i Danmark i lige sameje med sin tidligere samlever, som blev boende på adressen med deres to fælles børn. Klageren havde yderligere tre børn fra et tidligere ægteskab, alle bosiddende i Danmark. Klageren udlejede sin andel af ejendommen til sin tidligere samlever via en lejekontrakt, der ifølge klageren var uopsigelig, men ifølge Skatteankenævnet ikke var det, og hvor husleje angiveligt ikke blev betalt. Klagerens tidligere samlever købte hans andel af ejendommen i november 2007. I juli 2007 blev klagerens tidligere samlever gravid med klagerens tredje fælles barn, født i maj 2008. De giftede sig i maj 2011. Klageren betalte betydelige børnebidrag.

Klageren ejede desuden selskabet [virksomhed1] ApS, som havde adresse på den danske ejendom, samt en andel af [virksomhed3] I/S og bestyrelsesposter i andre danske selskaber. Han blev ansat i et schweizisk firma i marts 2006 og købte hus i Schweiz i januar 2007. Klageren anmodede SKAT om genoptagelse af indkomstansættelserne for 2006-2010, da SKAT havde anset skattepligten for opretholdt, blandt andet fordi et brev om oplysninger var returneret.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse om fuld skattepligt til Danmark. Nævnet lagde vægt på, at klageren ved fraflytningen fortsat havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, da lejekontrakten ikke var uopsigelig i mindst 3 år, og der ikke var dokumentation for betalt husleje. Nævnet fandt det betænkeligt, at samlivet skulle være ophørt, da den tidligere samlever blev gravid med klagerens barn i 2007. Desuden blev der lagt vægt på, at klagerens børnebidrag var væsentligt højere end normalt, at de optog et fælles lån i 2006, og at klagerens selskab fortsat havde adresse på den danske ejendom. Da klageren havde bolig til rådighed i begge lande, anvendte nævnet Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz artikel 4. Nævnet konkluderede, at klageren havde de stærkeste personlige forbindelser til Danmark på grund af sine seks børn bosiddende i landet, og anså ham derfor for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark. Han argumenterede for, at lejekontrakten var uopsigelig fra hans side, og at huslejen var betalt. Han fremhævede sin hensigt om varig bosættelse i Schweiz, dokumenteret ved fraflytterbrev, skattepligt i Schweiz, ingen lønindkomst i Danmark, varig opholdstilladelse i Schweiz, huskøb, arbejde, schweizisk bankkonto, kørekort og sygeforsikring. Han mente, at den senere graviditet og ægteskab ikke skulle tillægges betydning for vurderingen af hans situation i 2006. Klageren påpegede også, at SKAT tidligere havde anset ham for ikke-skattepligtig i Danmark for indkomståret 2009.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-2010. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en vurdering af klagerens bopæl og tilknytning til Danmark efter fraflytningen til Schweiz.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Rådighed over bolig i Danmark: Klageren ejede 50% af ejendommen på [adresse1], [by1] ved fraflytningen. Selvom hans andel blev udlejet til hans tidligere samlever, var lejekontrakten ikke uopsigelig for udlejeren i minimum 3 år, da den tillod opsigelse efter Lejeloven §§ 82 og 83. Desuden var et af klageren ejet selskab fortsat registreret på adressen efter fraflytningen, hvilket indikerede fortsat rådighed over ejendommen.
• Samliv ikke reelt ophørt: Klagerens tidligere samlever blev gravid med klageren i juli 2007, hvilket Landsskatteretten anså som et tegn på, at samlivet ikke var reelt ophørt.
• Manglende hensigt om varig bosættelse i Schweiz: Klageren havde fortsat et selskab i Danmark, fem (senere seks) børn i Danmark, og opretholdt i en vis grad forholdet til sin tidligere samlever. Dette modsagde en dokumenteret hensigt om varig bosættelse i Schweiz.

På baggrund af ovenstående fandt Landsskatteretten, at klageren havde bevaret sin fulde skattepligt til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1.

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Da klageren også var skattepligtig til Schweiz, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 23. november 1973 mellem Danmark og Schweiz artikel 4, stk. 2. Da klageren havde fast bolig til rådighed i begge stater, skulle det afgøres, hvor klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Landsskatteretten vurderede:

• Økonomiske forbindelser: Klageren havde indkomst fra Sverige og Schweiz og ejede et selskab i Danmark, hvilket indikerede økonomiske interesser i alle tre lande.
• Personlige forbindelser: Klageren havde fem børn i Danmark (senere seks) og en tidligere samlever, med hvem samlivet ikke blev anset for reelt ophørt. Dette førte til den konklusion, at klageren havde de stærkeste personlige forbindelser til Danmark.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i de omhandlede indkomstår.