Planklagenævnets afgørelse om lokalplanpligt for opførelse af spejderhus på Brønshøjvej

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse om, at opførelse af spejderhus på Brønshøjvej 29 ikke er lokalplanpligtigt.

Planklagenævnets kompetence og hjemmel

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lokalplanpligt, hjemmel og overholdelse af forvaltningsretlige regler.

Nævnet bemærkede, at det ikke har hjemmel til at vurdere gyldigheden af en byggetilladelse efter byggelovgivningen. Vedrørende spørgsmålet om kommunens hjemmel til at træffe afgørelse om lokalplanpligt, fandt nævnet, at selvom den oprindelige afgørelse af 5. december 2019 muligvis blev truffet uden fuld hjemmel, var den blevet opretholdt eller truffet på ny i forbindelse med en senere byggetilladelse af 18. maj 2020. Kommunen havde derfor (i hvert fald nu) hjemmel til at træffe afgørelse om lokalplanpligt.

Vurdering af lokalplanpligt

Planklagenævnet fandt ikke, at projektet ville medføre en så væsentlig ændring af det bestående miljø, at det udløste lokalplanpligt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Ejendommen anvendes allerede som rekreativt område, og der vil fortsat være store, ubebyggede og offentligt tilgængelige rekreative arealer.
• Ejendommen vil bevare sit grønne præg.
• Eventuelle nabogener fra den ændrede anvendelse, herunder støj og trafik, blev ikke vurderet til at medføre væsentlige ændringer i et bymæssigt område. Sagen blev ikke anset for sammenlignelig med den tidligere afgørelse (NMK-33-03985) om en daginstitution, da ejendommen i forvejen var et offentligt tilgængeligt rekreativt areal, og anvendelsen af spejderhuset ikke kan sammenlignes med en daginstitution.
• Spejderhusets visuelle ændring af miljøet blev ikke anset for væsentlig, da bygningens højde på 7,1 meter er væsentligt lavere end vandtårnet på 34 meter, og byggestilen ikke udløser lokalplanpligt i et område uden ensartet bebyggelse.
• Kommuneplanens bestemmelser for området, der tillader fritidsundervisning og lignende servicefunktioner, talte ikke for lokalplanpligt.
• Flytning af parkeringspladser og etablering af indkørsel havde kun marginal betydning for miljøet.

Partshøring og begrundelse

Nævnet fandt, at klagerne ikke var parter i afgørelsen om lokalplanpligt. Partsstatus kræver en væsentlig og individuel interesse, der er værnet af de relevante bestemmelser, og naboskab alene er ikke tilstrækkeligt. Da spejderhuset ligger på den anden side af vejen, er i to etager, og eventuelle indbliksgener eller støjgener ikke overstiger, hvad der kan forventes i et bymæssigt område, blev klagerne ikke anset for at have partsstatus.

Da klagerne ikke var parter, havde kommunen ikke pligt til at foretage partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1, eller til at give en begrundelse i henhold til Forvaltningsloven § 22.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Derudover påpegede klageren forventede gener i form af skyggevirkninger på deres friarealer samt støj og forurening fra en ny multibane og en bilelevator.

Kommunens vurdering

Københavns Kommune afviste, at der var lokalplanpligt. Kommunen vurderede, at byggeriet skulle betragtes som en "huludfyldning" i en eksisterende karrébebyggelse. Projektets højde og volumen adskilte sig ifølge kommunen ikke væsentligt fra den øvrige bebyggelse i området, som ikke blev anset for at være naturmæssigt sårbart eller have særlige kulturhistoriske værdier.