Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til håndværkerby i Hillerød

Hillerød Kommune meddelte den 19. december 2019 landzonetilladelse til opførelse af en midlertidig håndværkerby på en ubebygget mark på matrikel [matrikel1] Favrholm, Hillerød Jorder, som er en del af ejendommen [adresse1]. Ejendommen ligger i landzone og er omfattet af kommuneplanramme FH.E.1, der udlægger området til erhvervsområde med fremtidig byzonestatus.

Ansøgningens indhold og ændringer

Ansøgningen omhandlede en midlertidig håndværkerby til brug for håndværkere på Hillerød Sygehus og omkringliggende projekter. Projektet omfattede oprindeligt 644 boliger, men blev reduceret til 410 boliger fordelt på to etaper, et areal på 13.580 m2, 100 parkeringspladser, belysning, uderum med grillområder samt en støjvold på 5 m i højden, 15 m i bredden og ca. 112 m i længden. Adgang til håndværkerbyen skulle ske via en stikvej fra [vejnavn3], som også benyttes af nabobeboelsen.

Kommunens afgørelse

Kommunen vurderede, at anvendelsen som håndværkerby ikke var i overensstemmelse med Kommuneplan 2017, men at den kunne tillades som en landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1 for maksimalt tre år, grundet projektets midlertidige karakter og det store byggeomfang i kommunen. Kommunen lagde vægt på, at projektet var reduceret i omfang og placeret længere væk fra naboer, samt at støjvolden ville afskærme for indblik og støj. Kommunen forholdt sig ikke til naboernes spørgsmål om lokalplanpligt.

Klagen til Planklagenævnet

En nabo klagede den 16. januar 2020 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Hovedklagepunktet var, at det ansøgte projekt var lokalplanpligtigt, da det ifølge klageren ville medføre en væsentlig ændring af det bestående miljø og dets visuelle karakter. Klageren anførte, at projektets omfang medførte risiko for væsentlige gener for naboer i form af trafik, visuelle gener og støj, og at disse forhold ikke var tilstrækkeligt undersøgt uden forudgående lokalplanlægning. Derudover udtrykte klageren bekymring for, at projektet kunne få en mere permanent karakter. Klageren mente også, at grundlaget for landzonetilladelsen var utilstrækkeligt, da terrænregulering og udvendige lyskilder ikke var tilstrækkeligt beskrevet. Kommunen kommenterede ikke på klagepunkterne.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1.

Lokalplanpligtens betydning

Efter Planloven § 35, stk. 1 kræves der tilladelse fra kommunen for udstykning, ny bebyggelse eller ændret anvendelse af ubebyggede arealer i landzone. Hvis et projekt er omfattet af lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2, kan landzonetilladelse først meddeles, når de fornødne kommuneplanbestemmelser er vedtaget, og lokalplanen er offentligt bekendtgjort, jf. Planloven § 35, stk. 2.

Vurdering af lokalplanpligt

Planklagenævnet vurderer, at et byggeprojekt er lokalplanpligtigt, hvis det medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dette afgøres ud fra projektets omfang samt dets konkrete visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i forhold til områdets karakter. Formålet med lokalplanpligt er at sikre en planmæssig vurdering af større projekter og give borgere mulighed for indflydelse. Selvom midlertidige projekter som udgangspunkt ikke udløser lokalplanpligt, kan det ske i særlige situationer, hvor aktiviteten har en meget betydelig påvirkning af miljøet og strækker sig over en vis periode.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet fandt, at projektets omfang, der omfattede 410 boliger på 13.580 m2, 100 parkeringspladser, belysning, uderum og en 5 meter høj støjvold, udgjorde et bygge- og anlægsarbejde af en sådan karakter, at det ville medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø og dermed var lokalplanpligtigt. Nævnet lagde vægt på, at arealet hidtil havde været en ubebygget mark, og at trafikforholdene på stikvejen ville ændres væsentligt. Nævnet vurderede, at et så betydeligt byggeri, selvom det var midlertidigt, burde ske ud fra en samlet planlægning, hvor den planlægningsmæssige sammenhæng belyses, og hvor beboere i området inddrages, især da projektet ikke var i overensstemmelse med kommuneplanrammen.

Da det ansøgte krævede lokalplan, kunne der ikke gives landzonetilladelse, jf. Planloven § 35, stk. 2. Landzonetilladelsen led således af en væsentlig retlig mangel. På baggrund heraf ophævede Planklagenævnet Hillerød Kommunes afgørelse af 19. december 2019 om landzonetilladelse. Nævnet fandt ikke anledning til at tage stilling til, om sagen havde været tilstrækkeligt oplyst. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.