Klage over Københavns Kommunes afgørelse om etablering af forsorgshjem i Valby

Københavns Kommune traf den 10. oktober 2018 afgørelse om, at etablering af et forsorgshjem på A1, 2500 Valby, var i overensstemmelse med lokalplan nr. 400, Kærskiftevej. En gruppe naboer klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandlede primært spørgsmålet, om forsorgshjemmet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18, eller om det krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 1.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er beliggende på A1, 2500 Valby, og er omfattet af lokalplan nr. 400, Kærskiftevej, specifikt i delområde I. Lokalplanens § 3, stk. 1, fastsætter, at områderne I og II er udlagt til helårsboliger. Bestemmelsen åbner dog også mulighed for, at der efter kommunens godkendelse kan indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med boliganvendelsen. En kommentar til bestemmelsen præciserer, at indretning af institutioner i givet fald ville kræve dispensation efter forudgående nabohøring.

Klagen fra naboerne

Klagerne anførte, at etableringen af et forsorgshjem med tilknyttet professionelt personale ikke var i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse om boligformål. De gjorde desuden gældende, at kommunen havde sat skøn under regel ved at oplyse, at forsorgshjem normalt henføres til boligkategorien, og at kommunen burde have foretaget partshøring af klagerne inden afgørelsen. Planklagenævnet modtog klagen fra kommunen den 31. januar 2020.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betød, at Københavns Kommunes afgørelse stod ved magt. Nævnet behandlede sagen ud fra sin kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnets vurdering af anvendelsen

Planklagenævnet vurderede, at etableringen af et forsorgshjem for 5 unge med tilknyttet socialpædagogisk personale måtte sidestilles med boliganvendelse. Nævnet lagde vægt på sin praksis, hvorefter etablering af socialpædagogiske opholdssteder som mindre enheder for et begrænset antal personer normalt ikke kræver dispensation fra en anvendelsesbestemmelse om boligformål. Vurderingen baseres på, om hovedformålet er bolig, om aktiviteten er socialpædagogisk (ikke lægelig/terapeutisk), antallet af beboere, og om stedet fungerer som skole eller arbejdssted. Da forsorgshjemmet skulle drives efter reglerne i lov om social service, fungere som bolig for et mindre antal personer over længere tid, og ikke indebære egentlig lægelig behandling, fandt nævnet, at anvendelsen var i overensstemmelse med lokalplanens § 3, stk. 1, og dermed umiddelbart tilladt efter planloven.

Vurdering af skøn under regel

Klagerne anførte, at kommunen havde sat skøn under regel. Planklagenævnet afviste dette klagepunkt, da kommunens afgørelse om, at forsorgshjemmet var umiddelbart tilladt, ikke var baseret på et administrativt skøn, som det er tilfældet ved dispensationsafgørelser. Derfor var der ikke tale om, at kommunen havde sat skøn under regel.

Partshøringens betydning

Kommunen havde ikke foretaget partshøring af klagerne, hvilket klagerne mente var en fejl i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Planklagenævnet fandt dog, at kommunens afgørelse ikke led af en væsentlig retlig mangel, uanset om der var pligt til partshøring. Nævnet lagde vægt på, at den ansøgte anvendelse var umiddelbart tilladt, og at en ophævelse og hjemvisning af sagen derfor ikke ville føre til et andet resultat. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at tage stilling til, om klageren var part i sagen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.