Planklagenævnets afgørelse om etablering af parkeringspladser i Kerteminde Kommune

Kerteminde Kommune traf den 16. december 2019 afgørelse om, at etablering af parkeringspladser og tilkørselsareal ved [vejnavn1] og [vejnavn2] var umiddelbart tilladt i henhold til lokalplan nr. 285, Sortekilde – et bolig- og rekreativt kulturområde i Kerteminde. En beboer i området klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Klagerens indvendinger

Klageren anførte primært, at etableringen af parkeringspladsen og tilkørselsarealet var i strid med lokalplanen, og at kommunen havde tilsidesat reglerne om partshøring i Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Klageren mente, at parkeringspladserne blev etableret mindre end 15 meter fra klagerens skel, et område hvor lokalplanen ifølge klageren forbød byggeri.

Kommunens svar og lokalplanens bestemmelser

Kerteminde Kommune svarede klageren den 13. og 16. december 2019. Kommunen fastholdt, at etablering af parkeringspladser på egen grund var tilladt, medmindre det var specifikt forbudt i lokalplanen. Kommunen henviste til lokalplanens § 5.3, som foreskriver etablering af fornødne parkeringspladser.

Kommunen argumenterede desuden for, at en parkeringsplads ikke er at betragte som "bebyggelse" i henhold til lokalplanens § 7.4, som fastsætter et byggeforbud inden for 15 meter fra det sydlige skel. Da en parkeringsplads ikke er en bygning, var der ifølge kommunen ingen problemer med at udnytte arealet til parkering. Kommunen oplyste også, at tilkørselsarealet ikke var en vej i henhold til vejlovgivningen, men et internt færdselsareal, og at det ikke krævede byggetilladelse at anlægge en parkeringsplads, hvorfor partshøring ikke var nødvendig.

Sagens forløb og yderligere bemærkninger

Klageren uddybede sin klage flere gange, og kommunen fremsatte yderligere bemærkninger. Klageren fastholdt, at etableringen var i strid med lokalplanen, især med hensyn til afstanden på 15 meter fra skel, som også fremgik af kortbilag 3. Klageren påpegede også, at fældning af beplantning og etablering af vej og parkeringspladser ville medføre indbliksgener i klagerens baghave.

Planklagenævnet behandlede klagen og vurderede, at kommunens e-mails af 16. december 2019 udgjorde en afgørelse om, at etablering af parkeringspladser og vej ikke var i strid med lokalplanen. Nævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder overensstemmelse med lokalplanen og overholdelse af sagsbehandlingsregler. Spørgsmål om projektets hensigtsmæssighed, såsom indbliksgener, faldt uden for nævnets kompetence.

Vurdering af lokalplanens bestemmelser

Nævnet vurderede, om parkeringspladser og tilkørselsareal var omfattet af lokalplanens § 7.4, som fastsætter, at "ny bebyggelse" ikke må placeres nærmere det sydlige skel end 15 meter.

Nævnet fandt, at udtrykket "bebyggelse" i lokalplanen ikke omfatter parkeringspladser på terræn eller tilhørende tilkørselsarealer. Dette blev begrundet med, at disse anlæg ikke består af en rumlig konstruktion, og at lokalplanens øvrige brug af "bebyggelse" i § 7.4 refererer til bygninger med etager, højde og facadehøjde. Derfor var parkeringspladserne og tilkørslen ikke reguleret af § 7.4 og krævede ikke dispensation.

Overensstemmelse med lokalplanens §§ 5.2 og 5.3

Lokalplanens § 5.2 fastsætter, at veje og stier i princippet skal etableres som angivet på kortbilag 4, og § 5.3 kræver anlæggelse af fornødne parkeringspladser.

Nævnet fandt, at tilkørslen til parkeringsarealet ikke var i strid med lokalplanens § 5.2, da den ikke var registreret som en vej i henhold til vejlovgivningen, men som et internt færdselsareal. Tilkørslen blev anset for en integreret del af parkeringspladsen og var derfor umiddelbart tilladt. Nævnet bemærkede dog, at en eventuel fremtidig registrering som vej ville kræve en ny vurdering. Etablering af parkeringspladserne på det ansøgte areal blev også fundet at være i overensstemmelse med lokalplanens §§ 5.2 og 5.3 og krævede derfor ikke dispensation.

Vurdering af manglende partshøring

Kommunen havde ikke partshørt klageren. Planklagenævnet vurderede, at selvom der måtte have været pligt til partshøring, led kommunens afgørelse ikke af en væsentlig retlig mangel. Dette skyldtes, at etableringen af parkeringspladserne og tilkørselsarealet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og kommunen derfor ikke ville have kunnet træffe en anden afgørelse. En ophævelse og hjemvisning af sagen ville således ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt det derfor unødvendigt at tage stilling til, om klageren var part i sagen.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Kerteminde Kommunes afgørelse af 16. december 2019. Dette betyder, at kommunens afgørelse om, at etablering af parkeringspladser og tilkørselsareal er umiddelbart tilladt, gælder.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.