Københavns Kommunes påbud om lovliggørelse af parkering

Københavns Kommune udstedte den 28. august 2017 et påbud om lovliggørelse af parkeringspladser på ejendommen [A1], matr.nr. [M1]. Påbuddet vedrørte to parkeringspladser, der var opstribet på en offentligt tilgængelig havnepromenade, hvilket kommunen anså for at være i strid med lokalplan nr. 477.

Baggrund for påbuddet

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 477, Strandgade Nord, som blev vedtaget den 20. juni 2012. Lokalplanens § 8, stk. 3, litra d, fastsætter, at promenadeforløbet langs kajkanterne skal friholdes for bebyggelse, hegn og lignende og sikres offentlig adgang for fodgængere og cyklister i minimum 7,5 meters bredde. Lokalplanens redegørelse præciserer, at promenaden er tiltænkt spadsereture og cykelture. Før lokalplan nr. 477 var ejendommen omfattet af lokalplan nr. 308 fra 2000, som indeholdt en lignende bestemmelse i § 10, stk. 4, om promenader.

Sagsforløb og klage

Kommunen modtog den 2. juni 2017 en klage over parkerede biler på havnepromenaden. Efter et eftersyn konstaterede kommunen, at to opstribede parkeringspladser lå på promenaden, og en tredje udenfor. Kommunen varslede påbud den 7. august 2017 og udstedte det endelige påbud den 28. august 2017. Påbuddet krævede lovliggørelse af de to parkeringspladser på promenaden i henhold til planloven og af alle tre parkeringspladser i henhold til byggeloven, da de var udført uden tilladelse.

Ejeren af ejendommen klagede den 22. september 2017 til Planklagenævnet. Klageren anførte primært, at:

• Parkeringspladserne ikke er i strid med lokalplanen, da parkering ikke er bebyggelse eller hegn, og ikke hindrer offentlig adgang.
• Kommunen har fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af passivitet, da pladserne har eksisteret siden 1992.
• Forholdet er af uvæsentlig karakter.
• Byggeloven ikke finder anvendelse på forholdet.

Kommunen fastholdt, at opstribningen var af nyere dato og ikke omfattet af lokalplanens bestemmelser om eksisterende lovlig anvendelse, da der ikke forelå tilladelse.

Planklagenævnet ophæver Københavns Kommunes afgørelse af 28. august 2017 om påbud om lovliggørelse af de to parkeringspladser på havnepromenaden.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke tage stilling til forhold reguleret af byggelovgivningen og har derfor ikke behandlet klagepunkterne vedrørende den tredje parkeringsplads eller anvendelsen af byggeloven.

Fortolkning af lokalplanen

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 8, stk. 3, litra d, som kræver, at promenaden friholdes for "bebyggelse, hegn og lignende", også omfatter et forbud mod etablering af parkeringspladser. Dette skyldes, at parkeringspladser kan hindre fri passage for fodgængere og cyklister, hvilket strider mod lokalplanens formål om at sikre promenaden til spadsereture og cykelture. Forholdet kræver derfor dispensation efter Planloven § 19. Nævnet bemærkede desuden, at Planloven § 51, stk. 3, om forhold af underordnet betydning, ikke fratager kommunen retten til at håndhæve lokalplanen.

Myndighedspassivitet

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet. Kommunen blev først bekendt med det ulovlige forhold den 2. juni 2017 og påbegyndte straks herefter en lovliggørelsessag, som blev fulgt kontinuerligt op.

Eksisterende lovlig anvendelse

Klageren anførte, at parkeringspladserne har eksisteret siden 1992, altså før lokalplan nr. 308 blev vedtaget i 2000. Nævnet fastslog, at en lokalplans retsvirkninger kun gælder for fremtidige dispositioner, og at eksisterende lovlig brug kan fortsætte. En sådan ret bortfalder dog, hvis den ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 4.

Nævnet vurderede, at både lokalplan nr. 308 og nr. 477 forbyder etablering af parkeringspladser på arealet. Spørgsmålet var derfor, om parkeringspladserne var etableret lovligt før 2000.

Nævnet bemærkede, at en manglende byggetilladelse ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt til at fastslå, at der ikke er sket en etablering af parkeringspladserne. Det afgørende er den faktiske anvendelse af arealet. Opstribning af parkeringsbåse indikerer som udgangspunkt, at arealet faktisk er anvendt til parkering.

På baggrund af luftfotos fra 1995, som muligvis viste parkering på arealet, men ikke med sikkerhed opstribning eller permanent anvendelse, fandt Planklagenævnet, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at kunne give et påbud om lovliggørelse efter planloven. Nævnet har ikke taget stilling til, om anvendelsen kan forbydes efter anden lovgivning.

Bemærkninger til ny behandling

Planklagenævnet påpeger, at kommunen ved en eventuel ny behandling af sagen skal undersøge, hvorvidt de to parkeringspladser kan være eksisterende lovlig anvendelse efter planloven, og om der eventuelt foreligger kontinuitetsbrud efter Planloven § 56, stk. 4. Kommunen skal desuden partshøre de relevante parter, herunder ejendommens aktuelle ejer, over de oplysninger, der ligger til grund for vurderingen.