Manglende fradrag for rejseudgifter, husleje og juridisk bistand – privat karakter og manglende dokumentation

Sagen drejede sig om [virksomhed1] ApS's krav om fradrag for udgifter til rejser, husleje og juridisk bistand i indkomstårene 2014-2016. Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for disse udgifter, idet de ansås for at være hovedanpartshaverens private udgifter og dermed maskeret udbytte.

Rejseudgifter

Selskabet fratrak udgifter til rejser og rejsegodtgørelser på henholdsvis 46.710 kr. (2014), 112.892 kr. (2015) og 72.838 kr. (2016). Skattestyrelsen vurderede, at udgifterne var hovedanpartshaverens private rejseudgifter, uden erhvervsmæssig tilknytning til selskabets aktiviteter. Hovedanpartshaveren havde tidligere selv oplyst, at udgifterne var private. Skattestyrelsen anså beløbene som skattepligtig udlodning til hovedanpartshaveren, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1.

Huslejeudgifter

I 2016 fratrak selskabet 161.785 kr. i huslejeudgifter for tre lejemål. Lejekontrakterne viste, at hovedanpartshaveren personligt eller en anden person ([YK]) var lejer, ikke selskabet. Selskabet hævdede, at lejlighederne blev brugt til udenlandske medarbejdere som en del af deres løn, da selskabet ikke kunne stå som lejer. Skattestyrelsens undersøgelser viste dog, at kun 2 ud af 27 beboere i lejlighederne i den relevante periode var ansat i selskabet, og deres ansættelseskontrakter nævnte ikke fri bolig. Hovedanpartshaveren havde oprindeligt forklaret, at lejemålene var en personlig investering. Skattestyrelsen anså beløbet som skattepligtigt udbytte til hovedanpartshaveren, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1.

Udgifter til juridisk bistand

Selskabet fratrak 256.000 kr. i 2016 for juridisk bistand. Det blev oplyst, at udgiften vedrørte en skattesag for et andet selskab, [virksomhed15] ApS, som hovedanpartshaveren havde overtaget. Selskabet erkendte, at udgiften var fratrukket i det forkerte selskab, men fastholdt påstanden om fradrag. Skattestyrelsen anså udgiften for hovedanpartshaverens personlige udgift og dermed maskeret udbytte, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1. Skattestyrelsen nævnte også Momsloven § 37 i forbindelse med den ikke-fradragsberettigede moms af udgiften.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle vurdere, om de afholdte udgifter til rejser, husleje og juridisk bistand var fradragsberettigede for selskabet i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten bemærkede, at bevisbyrden for fradragsretten påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.

Rejseudgifter

Landsskatteretten fandt, at selskabet havde afholdt private udgifter for hovedanpartshaveren i forbindelse med dennes ferierejser. Dette blev begrundet med, at der ikke var en erhvervsmæssig begrundelse for rejserne i relation til selskabets rengøringsvirksomhed i Danmark. Desuden havde hovedanpartshaveren tidligere selv forklaret, at udgifterne var private. Udgifterne blev derfor ikke anset for at have medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for 46.710 kr. (2014), 112.892 kr. (2015) og 72.383 kr. (2016).

Lejeudgifter

Vedrørende lejeudgifterne på 161.785 kr. i 2016 fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse. Dette blev underbygget af, at:

• Lejekontrakterne viste, at hovedanpartshaveren personligt eller en anden person ([YK]) var lejer, ikke selskabet.
• Kun to ud af 27 beboere i lejemålene i den relevante periode var ansat i selskabet.
• Ansættelseskontrakterne ikke indeholdt bestemmelser om fri logi.
• Hovedanpartshaveren oprindeligt havde forklaret, at lejemålene var en personlig investering. Selskabet blev ikke anset for rette omkostningsbærer. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Udgifter til juridisk bistand

For udgifterne til juridisk bistand på 256.000 kr. i 2016 var der enighed om, at udgiften vedrørte en skattesag for et andet af hovedanpartshaverens selskaber. Da udgiften ikke vedrørte det klagende selskab og dermed ikke var medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, og da selskabet ikke var rette omkostningsbærer, nægtede Landsskatteretten fradragsret. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.