Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan vedrørende anvendelse til ferie- og fritidsformål

Bornholms Regionskommune afslog den 12. december 2019 en ansøgning om dispensation fra lokalplan 025 til anvendelse af en bolig på ejendommen [A1], 3760 Gudhjem, til ferie- og fritidsformål. Ejendommen var på ansøgningstidspunktet omfattet af lokalplan nr. 025, bevaring og videreudvikling af Gudhjem-Melsted, som i § 3.1 og § 3.2 fastsatte, at ejendomme kun måtte anvendes til helårsboligformål. Siden september 2019 er ejendommen omfattet af lokalplan nr. 103, temalokalplan for helårsboliger i 8 byer, der i § 3.1 ligeledes fastsætter, at boliger alene må anvendes til helårsboligformål.

Sagsforløb og kommunikation

Klageren ansøgte den 9. juli 2014 kommunen om ophævelse af bopælspligten på ejendommen. Efter at have rykket for svar den 25. august 2014, hvor klageren anførte, at 6-ugers fristen var overskredet, og at dette måtte anses som en accept jf. Boligreguleringsloven § 51, stk. 1, kvitterede kommunen den 26. august 2014 og oplyste, at ejendommen var omfattet af lokalplan nr. 025, hvorefter den kun måtte anvendes til helårsboligformål. Kommunen reagerede først igen den 12. december 2017 med en henvendelse om ejendommens manglende anvendelse til helårsbeboelse. Efter yderligere korrespondance, hvor klageren den 31. maj 2018 oplyste, at passiviteten var opfattet som stiltiende accept til brug som fritidsbolig, fastholdt kommunen den 21. juni 2018 kravet om helårsbeboelse og bad klageren ophøre med ferieudlejning.

Kommunens afgørelse

Bornholms Regionskommune afslog den 12. december 2019 dispensationen og fastslog, at bopælspligten ikke var opfyldt. Kommunen vurderede, at der ikke forelå myndighedspassivitet, der medførte, at kommunen havde fortabt retten til at håndhæve bopælspligten og helårsboligformålet. Kommunen anførte, at klageren ikke var i god tro, da anvendelsen var i strid med lovgivningen og lokalplanen. Afslag på dispensation blev givet med henvisning til, at anvendelsen til ferie- og fritidsformål var i strid med lokalplanens principper, jf. Planloven § 19, og at en dispensation ikke ville ligge tæt på det umiddelbart tilladte. Kommunen bemærkede, at lokalplan nr. 103 havde samme formåls- og anvendelsesbestemmelser, og at afgørelsen derfor ville have været den samme under den nye plan.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 10. januar 2020. Klagen anførte navnlig, at kommunen havde udvist passivitet, hvilket havde medført en stiltiende dispensation fra lokalplanen, og at klageren under alle omstændigheder var berettiget til dispensation. Klageren henviste til, at ejendommen havde stået ubeboet i perioder, at Bornholms Regionskommune havde opgivet helårskravet i de fleste områder, og at ejendommen lå midt i et officielt sommerhusområde.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Bornholms Regionskommunes afslag på dispensation. Kommunens afgørelse blev dermed stadfæstet.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagepunkter vedrørende Boligreguleringsloven, da kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af lovens kapitel VII er endelige, jf. Boligreguleringsloven § 45, stk. 2.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Anvendelse af ejendommen til ferie- og fritidsformål var ikke i overensstemmelse med hverken den tidligere gældende lokalplan nr. 025 (§ 3.1 og § 3.2) eller den nugældende lokalplan nr. 103 (§ 3.1), som begge fastsætter anvendelse til helårsboligformål. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis dispensationen tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Da anvendelsen til helårsbeboelse udgør en del af lokalplanens principper, ville en dispensation til ferie- og fritidsformål være i strid med disse principper og dermed Planloven § 19. Kommunens afslag på dispensation havde således hjemmel i lokalplanen og planloven.

Myndighedspassivitet

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet med den konsekvens, at retten til at kræve forholdet lovliggjort var fortabt. Nævnet lagde vægt på, at kommunens tilsynspligt først indtræder ved kendskab til et muligt ulovligt forhold, og at Planloven § 51 ikke indebærer en almindelig forpligtelse til regelmæssigt tilsyn. Klageren blev allerede den 26. august 2014 oplyst om, at ejendommen kun måtte anvendes til helårsboligformål, og at sagen endnu ikke var behandlet. Kommunen kan ikke antages at have været bekendt med den faktiske anvendelse til ferie- og fritidsformål før den 31. maj 2018, hvor klageren selv oplyste dette. Klageren havde derfor ikke grundlag for at tro, at kommunen accepterede en anvendelse i strid med lokalplanen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.