Stadfæstelse af momsefteropkrævning for [virksomhed1]-chauffør vedrørende formidlingsprovision med omvendt betalingspligt

Sagen omhandler en klager, der er blevet efteropkrævet 1.745 kr. i moms af modtagne formidlingsydelser (provision) fra en hollandsk virksomhed (virksomhed1) for kørsel som chauffør i 2017. Skattestyrelsen havde på baggrund af kontroloplysninger fra de hollandske skattemyndigheder konstateret, at klageren havde haft indtægter fra virksomhed1-kørsel, som ikke var selvangivet, og at der ikke var afregnet moms.

Skattestyrelsen anså klagerens indtægter for at være erhvervsmæssig virksomhed. De fastslog, at personbefordring er momsfritaget i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15. Dog havde virksomhed1 leveret en momspligtig formidlingsydelse til klageren i Danmark, som var omfattet af moms med omvendt betalingspligt efter Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3, da virksomhed1 havde europæisk hovedsæde i Holland og ikke fast driftssted i Danmark. Momsen af provisionen kunne ikke fradrages i momsgrundlaget, da den vedrørte en momsfri aktivitet, men kunne fratrækkes i den skattepligtige indkomst i henhold til Statsskatteloven § 6a.

Klageren påstod principalt, at han ikke skulle afregne moms, idet han bestred, at han drev erhvervsmæssig virksomhed. Subsidiært påstod han, at Skattestyrelsens skøn over skat og moms var udøvet på et forkert grundlag, da kørselsmønstret og prissammensætningen i 2017 var væsentligt anderledes end i 2015, grundet virksomhed1's nedlukning i Danmark. Klageren mente, at skønnet over fradragsberettigede udgifter var utilstrækkeligt.

Landsskatteretten fandt, at klageren havde udført erhvervsmæssig personbefordring. Retten tiltrådte Skattestyrelsens skøn over provisionen på 20%, da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for et andet resultat. Det blev fastslået, at virksomhed1's gebyrer udgjorde vederlag for momspligtige formidlingsydelser, jf. Momsloven § 4, stk. 1, med leveringssted i Danmark, jf. Momsloven § 16, stk. 1. Derfor skulle klageren afregne moms efter reglerne om omvendt betalingspligt. Beløbsgrænsen i Momsloven § 50b fandt ikke anvendelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om efteropkrævning af moms på 1.745 kr. af modtagne formidlingsydelser med omvendt betalingspligt.

Begrundelse

• Klageren anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, stk. 1, hvilket er i overensstemmelse med Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1.
• Virksomhedens betaling af gebyrer til den hollandske virksomhed (virksomhed1) udgør vederlag for levering af afgiftspligtige formidlingsydelser, jf. Momsloven § 4, stk. 1.
• Formidlingsydelserne havde leveringssted i Danmark, jf. Momsloven § 16, stk. 1, da klagerens personbefordring foregik i Danmark.
• Klageren skal afregne moms af formidlingsydelserne efter reglerne om omvendt betalingspligt i Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3, idet virksomhed1 ikke var etableret i Danmark. Dette er i tråd med en lignende situation i SKM2023.153.LSR.
• Selvom personbefordring er fritaget for moms, jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15, kan den beregnede moms af formidlingsydelsen ikke fratrækkes i momsgrundlaget, da købet vedrører en momsfri aktivitet.
• Momsbeløbet kan dog fratrækkes i den skattepligtige indkomst, jf. Statsskatteloven § 6a.
• Skattestyrelsens skøn over provisionen på 20% til virksomhed1 tiltrædes, da klageren ikke har fremlagt dokumentation, der modbeviser dette skøn.
• Beløbsgrænsen på 50.000 kr. i Momsloven § 50b finder ikke anvendelse i denne sag.