Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om vilkår for erhvervelse af landbrugsejendom til sikring af drikkevandsressourcer

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra et vandværk over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 19. december 2019. Afgørelsen omhandlede tilladelse til erhvervelse af en landbrugsejendom til sikring af drikkevandsressourcer, men med et vilkår om afhændelse af et areal på 3,3 ha, der lå uden for indsatsområdet, inden for fem år.

Sagens forhistorie

Klager ansøgte den 7. december 2018 om at erhverve hele ejendommen, en landbrugsejendom uden beboelse, med det formål at sikre drikkevandet i Rebild by. En indsatsplan dækkede ca. 6/7 af ejendommen. Klager ønskede at erhverve hele ejendommen med en deklaration om bortforpagtning af arealet til landbrugsmæssig drift, da det ikke var lykkedes at finde en køber til vilkårsarealet.

Landbrugsstyrelsen gav den 14. januar 2019 tilladelse til erhvervelsen, men betingede den af, at vilkårsarealet skulle afhændes senest den 14. januar 2024, jf. Landbrugsloven § 23, stk. 4.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Landbrugsstyrelsens afgørelse den 9. oktober 2019 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet mente, at Landbrugsstyrelsen ikke havde vurderet tilstrækkeligt, om arronderingsmæssige forhold kunne begrunde en erhvervelse uden afhændelsesvilkår.

Den påklagede afgørelse

Landbrugsstyrelsen traf den 19. december 2019 en ny afgørelse, der igen gav tilladelse til erhvervelse, men fastholdt vilkåret om afhændelse af vilkårsarealet på 3,3 ha inden for fem år, hvis arealet ikke medtages i en indsatsplan, jf. Landbrugsloven § 23, stk. 2. Vilkåret skulle tinglyses som en deklaration, jf. Landbrugsloven § 39, stk. 1. Styrelsen begrundede vilkåret med, at der ikke var grundlag for at give tilladelse uden afhændelsesvilkår efter Landbrugslovens § 23, stk. 4 og dens forarbejder. Styrelsen vurderede, at vilkårsarealet var et sammenhængende areal med vejadgang, som tidligere var bortforpagtet, og at det ikke var uden jordbrugsmæssig interesse. Størrelsen på 3,3 ha blev ikke anset for et 'mindre areal', og styrelsen havde ikke praksis for at tillade erhvervelse af sådanne arealer på grund af arronderingsmæssige forhold.

Klagerens anbringender

Klageren præciserede, at klagen udelukkende vedrørte vilkåret om afhændelse af vilkårsarealet. Klageren anførte, at det ville være vanskeligt at afhænde arealet til landbrugsmæssige formål på grund af dets placering og omgivelser (omkranset af skov, nær by og kuperede bakker). De to nærliggende landbrugsejendomme var hobbylandbrug uden behov for suppleringsjord. Klageren mente, at arealet var ulønsomt på grund af dets begrænsede størrelse og dårlige bonitet (sandet jord), og at det ville skulle bortgives ved salg.

Klageren fremhævede også problemer med adgangsveje, idet nuværende adgang var via et villakvarter eller en smal markvej. Den eneste naturlige adgang ville være over det areal, klageren beholdt, hvilket ville kræve anlæggelse af en ny vej og reducere det samlede landbrugsareal med ca. 0,5 ha. Klageren henviste til dispensationsadgangen i Landbrugslovens § 23, stk. 4 og argumenterede for, at bortforpagtning til økologisk landbrugsdrift, sikret via deklaration, ville opfylde lovens formål om landbrugsmæssig drift. Klageren påpegede, at en bygningsløs landbrugsejendom som udgangspunkt ikke kan opsplittes, hvilket begrænsede antallet af potentielle købere, da arealet skulle sammenlægges med en anden landbrugsejendom inden for 2 km, jf. Landbrugslovens § 29. Endelig anførte klageren, at afhændelse kunne medføre yderligere miljøbelastning, da økologisk drift ikke kunne garanteres, og der ville være øget kørsel med landbrugsmaskiner.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 19. december 2019. Nævnet fastholdt vilkåret om, at klageren skulle afhænde ejendommens areal på 3,3 ha uden for indsatsområdet inden for senest fem år.

Nævnets vurdering af afhændelsespligten

Nævnet vurderede, at klageren havde pligt til at afhænde vilkårsarealet, medmindre der kunne opnås dispensation i medfør af Landbrugslovens § 23, stk. 4. Dette skyldtes, at klageren ikke havde behov for arealet til beskyttelse af drikkevandsressourcen, jf. Landbrugslovens § 23, stk. 3, og at arealet ikke lå inden for et indsatsområde, jf. lovbemærkningerne til Landbrugslovens § 23. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde dispensation fra afhændelsespligten.

Arronderingsmæssige forhold

Nævnet vurderede, at de arronderingsmæssige forhold ikke gjorde det naturligt for klageren at beholde vilkårsarealet under ejendommen, jf. lovbemærkningerne til Landbrugslovens § 23. Nævnet henviste til, at der lå landbrugsejendomme med beboelsesbygninger inden for en luftlinjeafstand på 2 km fra vilkårsarealet, jf. Landbrugslovens § 29, stk. 1, nr. 1. Dette betød, at der var landbrugsejendomme, som kunne suppleres med vilkårsarealet. Nævnet lagde vægt på, at vilkårsarealet på 3,3 ha udgjorde et sammenhængende jordstykke af en ikke-ubetydelig størrelse og udformning, idet mindstekravet for modtagelse af grundbetaling er 0,30 ha, jf. Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 11, stk. 1. Arealets form blev anset for regulær og dyrkningsegnet. De nuværende adgangsforhold blev ikke anset for at udelukke landbrugsdrift, da der var eksisterende vejadgang via Brændeskoven.

Nævnet vurderede, at klagerens ønske om at sikre landbrugsdrift via bortforpagtning ikke kunne føre til et andet resultat. Hensynet til selvejet og bosætningen i landdistrikterne, jf. Landbrugslovens § 1, nr. 3 og Landbrugslovens § 1, nr. 4, vejede tungere end hensynet til en samlet jordbrugsproduktion ved bortforpagtning, jf. Landbrugslovens § 1, nr. 1. Nævnet henviste til, at selvejet betragtes som et bærende princip i dansk landbrug, og at en ejer, der bor på ejendommen, har et større engagement og mere langsigtede interesser end en forpagter.

Landbrugsjordens bonitet

Jordens dyrkningsmæssige kvalitet på vilkårsarealet blev ikke anset for et særligt forhold, der kunne medføre dispensation fra afhændelsespligten, jf. Landbrugslovens § 23, stk. 4. Nævnet fandt, at det var muligt at sikre forsvarlig landbrugsdrift på arealet, jf. Landbrugslovens § 11, stk. 1 og Landbrugslovens § 11, stk. 2, da forsvarlig drift også kan omfatte drift som halvkultur eller udyrket og lysåbent areal, jf. Driftsloven § 2 og Driftsloven § 4.

Økonomisk tab og miljøbelastning

Klagers eventuelle økonomiske tab ved afhændelse blev ikke anset for et hensyn, der varetages af Landbrugsloven, og vandforsyninger har mulighed for at indregne denne risiko. En eventuel yderligere miljøbelastning ved opretholdelse af vilkåret blev heller ikke anset for et særligt forhold, da dette havde et spekulativt præg, og det miljømæssige hensyn til drikkevandsressourcen var varetaget ved udpegningen af indsatsområdet.