Skattepligt af overførsler fra udlandet – lån eller gave? – manglende dokumentation for tilbagebetalingsforpligtelse

Sagen omhandlede, hvorvidt større pengebeløb, som klageren modtog fra sin bror i indkomstårene 2011, 2013, 2016 og 2017, skulle anses som skattepligtige gaver eller skattefrie lån. Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med i alt 3.044.918 kr. over de fire indkomstår, idet de anså beløbene for indkomstskattepligtige gaver, da gaver mellem søskende ikke er omfattet af gavekredsen i Boafgiftsloven § 22, stk. 1 og derfor er skattepligtige efter Statsskatteloven § 4, litra c.

Klageren fastholdt, at beløbene var skattefrie familielån med reel tilbagebetalingsforpligtelse, jf. Statsskatteloven § 5, litra c. Til støtte herfor fremlagde klageren fem gældsbreve, der angav en rente på 2 % og tilbagebetaling, når klageren havde penge til det. Efter Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev der fremlagt en irakisk erklæring, der angav lånene som anfordringslån, og der blev tinglyst underpant i klagerens ejendom.

Skattestyrelsens og klagerens argumenter

Skattestyrelsen argumenterede, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for en reel tilbagebetalingsforpligtelse, idet der manglede en klar afdragsplan og et forfaldstidspunkt. De påpegede, at den efterfølgende tinglysning og den irakiske erklæring var efterrationaliseringer og ikke kunne tillægges vægt. Desuden var der ikke betalt renter eller afdrag, og klagerens økonomiske situation (førtidspension) indikerede ikke en reel tilbagebetalingsevne, selvom klageren ejede en ejendom af betydelig værdi.

Klagerens repræsentant anførte, at der var tale om normale familielån, hvor tillid er afgørende, og at det er almindeligt, at der ikke er faste afdragsplaner eller sikkerhedsstillelse. Det blev fremhævet, at klageren havde tilstrækkelig formue i sin ejendom til at indfri lånene ved salg. Repræsentanten bestred også Skattestyrelsens adgang til at genoptage indkomstårene 2011 og 2013, da den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 var udløbet. Det blev hævdet, at oplysningerne var indhentet under Money Transfer-projektet, som havde et specifikt formål om at finde skjulte indtægter i skattely, og at klageren ikke havde handlet groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Indsætninger på klagerens bankkonti

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var skattepligtig af de indsatte beløb på sine bankkonti i indkomstårene 2011, 2013, 2016 og 2017. Retten lagde vægt på, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at der på tidspunktet for indsætningerne forelå en reel tilbagebetalingsforpligtelse. Dette blev begrundet med:

• De fremlagte gældsbreve manglede en nærmere specificering af renten på 2 %.
• Der forelå ingen afdragsplan eller et klart forfaldstidspunkt.
• Den efterfølgende erklæring fra Irak, der angav lånene som anfordringslån, og tinglysningen af underpant i ejerpantebrevet, blev anset for efterrationaliseringer og tillagdes ikke vægt, da de var dateret og foretaget efter Skattestyrelsens forslag til afgørelse.
• Klagerens forklaring om, at tilbagebetaling skulle ske, når der var betalingsevne, og at der ikke var betalt renter eller afdrag, understøttede ikke en reel tilbagebetalingsforpligtelse.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for de omhandlede indkomstår.

Formelle forhold

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen med rette havde kunnet fravige den forkortede ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, jf. Bekendtgørelse om forkortet ligningsfrist § 1, stk. 1, nr. 1. Dette skyldtes, at klageren ikke havde kunnet godtgøre, at de betydelige indsætninger på bankkonti var skatteansættelsen uvedkommende. Undladelsen af at selvangive indtægterne blev tilregnet klageren som groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten bemærkede, at Skattestyrelsen havde overholdt varslings- og kendelsesfristerne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Kundskabstidspunktet blev fastsat til den 19. september 2019, hvor de sidste gældsbreve blev modtaget. Varsel blev sendt den 10. oktober 2019, og kendelsesfristen blev udsat til den 15. april 2020 efter aftale med klagerens repræsentant, hvilket sikrede overholdelse af fristerne.

Landsskatteretten henviste til retspraksis, herunder SKM2008.905.HR, SKM2006.479.HR, SKM2011.208.HR vedrørende bevisbyrden for skattefri midler og lån, og SKM2015.109.BR vedrørende efterfølgende udarbejdede lånedokumenter. For de formelle aspekter blev der henvist til SKM2015.689.VLR og SKM2018.481.HR vedrørende ekstraordinær genoptagelse og kundskabstidspunktet.