Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocent i Albertslund

Albertslund Kommune afslog den 8. november 2019 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 23.2, Albertslund Vest – parcelhuse, vedrørende opførelse af et enfamiliehus på ejendommen [adresse1]. Afslaget skyldtes, at det ansøgte enfamiliehus ville medføre en bebyggelsesprocent på 30, hvilket oversteg lokalplanens § 6.1's grænse på 25 %.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at en bebyggelsesprocent på 30 ville medføre en fortætning af bebyggelsen og forringe hensigten med lokalplanens bestemmelse, som er at sikre lys og luft mellem ejendommene. Kommunen vurderede desuden, at det var muligt at finde en løsning, der overholdt den tilladte bebyggelsesprocent på 25.

Kommunen oplyste, at der siden lokalplanens vedtagelse kun var givet ca. 5 dispensationer til overskridelse af bebyggelsesprocenten, alle før 2008. Heraf var to til over 27 % og én til 30 %, hvoraf den ene var en lovliggørelse. De resterende dispensationer omhandlede garager og carporte. Kommunen anførte, at disse var enkeltstående sager, der ikke dannede præcedens, og at kommunen i 2007/2008 havde foretaget en praksisændring om ikke at give dispensationer fra lokalplanens bebyggelsesprocent i området for at fastholde områdets karakter.

Klagerens anbringender

Ejeren af ejendommen klagede til Planklagenævnet den 5. december 2019. Klageren anførte navnlig, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da andre grundejere i området tidligere havde fået dispensationer til at overskride bebyggelsesprocenten, herunder til 30 %. Klageren henviste til specifikke adresser som eksempler. Klageren argumenterede for, at nutidens byggerier kræver bedre isolering og dermed bredere vægge, hvilket reducerer den anvendelige m2, og at markedstrenden viser stigende efterspørgsel på en bebyggelsesprocent på 30.

Klageren gjorde desuden gældende, at kommunen tidligere havde oplyst, at en dispensation ville blive sendt i nabohøring, men at sagen var blevet afvist uden en sådan høring. Klageren mente, at det var kommunens ansvar at vurdere en ændring af lokalplanen, ikke grundejerforeningens.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Albertslund Kommunes afslag på dispensation. Nævnet har kompetence til at prøve retlige spørgsmål, herunder om kommunen har haft hjemmel til afslag, overholdt forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen, og overholdt regler om naboorientering, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Da det ansøgte enfamiliehus med en bebyggelsesprocent på 30 ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.1, krævede forholdet dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet bemærkede, at kommunens afgørelse om at meddele dispensation er skønsmæssig, men skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet anerkendte, at en kommune kan ændre sin dispensationspraksis, forudsat at ændringen er generel, baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og følges konsekvent. Kommunen havde oplyst, at den i 2007/2008 foretog en praksisændring, hvorefter der ikke længere gives dispensationer fra lokalplanens bebyggelsesprocent i området. De dispensationer, klageren henviste til, var alle givet før denne praksisændring. Det forhold, at kommunen ikke har forfulgt ulovlige forhold, kan ikke sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis.

Vedrørende swimmingpoolen på [adresse5] bemærkede nævnet, at dette forhold ikke kunne sammenlignes med en overskridelse af bebyggelsesprocenten for et enfamiliehus, da en swimmingpool ikke medregnes i det bebyggede areal. Der var derfor ikke tale om et forhold, der i det væsentlige svarede til klagerens ansøgning.

Naboorientering

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke var forpligtet til at foretage naboorientering. Efter Planloven § 20, stk. 1 gælder kravet om naboorientering kun, når kommunen ønsker at meddele dispensation fra en lokalplan. Da kommunen i den aktuelle sag havde givet afslag på dispensation, var der intet krav om naboorientering.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.