Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan for helårsbolig i Gudhjem

Bornholms Regionskommune afslog den 7. november 2019 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 025, Bevaring og videreudvikling af Gudhjem-Melsted, samt lokalplan nr. 103, Temalokalplan for helårsboliger i 8 byer. Afslaget vedrørte anvendelse af ejendommen A2, 3760 Gudhjem, til andet end helårsboligformål. Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet.

Ejendommens anvendelse og lokalplaner

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 025, som i § 3.1 fastsætter, at ejendomme i delområde F kun må anvendes til helårsboligformål samt erhverv, der kan indpasses i beboelsesområder uden at være til gene. Lokalplan nr. 103, vedtaget den 19. september 2019, fastsætter i § 3.1, at boliger alene må anvendes til helårsboligformål.

Kommunen begrundede sit afslag med, at klageren ikke opfyldte bopælspligten i henhold til Boligreguleringslovens § 48, stk. 1, og at ejendommen ikke blev anvendt til helårsboligformål i overensstemmelse med lokalplanerne. Kommunen lagde vægt på, at der ikke var tilmeldt folkeregisteradresse på ejendommen, og at klageren selv oplyste at anvende ejendommen 8-10 dage om måneden. Kommunen henviste desuden til sin praksis om, at en ejendom som udgangspunkt skal anvendes mere end 180 dage om året for at have karakter af helårsbeboelse.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at den faktiske anvendelse udgjorde helårsbenyttelse, og at kommunen ikke havde hjemmel til at fortolke lokalplanens begreb "helårsbeboelse" som et krav om overnatning i mere end 180 dage. Klageren gjorde desuden gældende, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da kommunen angiveligt tidligere havde givet tilladelse til deltidsbenyttelse i lignende sager.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet fastslog, at det kun har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagepunkter vedrørende Boligreguleringslovens § 47 eller Boligreguleringslovens § 45, stk. 2, eller spørgsmål om videresendelse af henvendelser efter Forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Vurdering af anvendelsens overensstemmelse med lokalplan

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanernes bestemmelser er bindende, jf. Planlovens § 18. Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af, om anvendelsen af boligen havde karakter af helårsbeboelse, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Da klageren ikke havde folkeregisteradresse på ejendommen og kun anvendte den 8-10 dage om måneden, var anvendelsen ikke i overensstemmelse med lokalplanerne og krævede derfor dispensation, jf. Planlovens § 19.

Mulighed for dispensation

Nævnet vurderede, at anvendelsen til helårsboligformål udgør et princip i både lokalplan nr. 025 og nr. 103. En dispensation fra disse bestemmelser ville derfor være i strid med planernes principper og dermed Planlovens § 19, stk. 1 og Planlovens § 19, stk. 2. Kommunens afslag på dispensation havde således hjemmel i lokalplanerne og planloven.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet bemærkede, at selvom kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, kan en kommune ikke give dispensation, hvis der ikke er hjemmel hertil. Tidligere eventuelle ulovlige dispensationer kan ikke skabe et krav om dispensation i strid med Planlovens § 19.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Bornholms Regionskommunes afgørelse af 7. november 2019. Kommunens afslag på dispensation fra lokalplan nr. 025 og nr. 103 til at anvende ejendommen til andet end helårsboligformål blev dermed stadfæstet.

Anvendelse i strid med lokalplan

Nævnet fandt, at den ansøgte anvendelse af ejendommen ikke havde karakter af helårsbeboelse og dermed var i strid med lokalplanernes bestemmelser om helårsboligformål. Dette krævede derfor dispensation fra lokalplanerne.

Ingen mulighed for dispensation

Da bestemmelserne om helårsboligformål udgør et princip i lokalplanerne, ville en dispensation fra disse bestemmelser være i strid med planernes principper og dermed Planlovens § 19. Kommunen havde derfor ikke hjemmel til at give dispensation.

Lighedsgrundsætningen ikke relevant

Planklagenævnet afviste klagerens anbringende om lighedsgrundsætningen. Nævnet fastslog, at selvom kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, kan tidligere eventuelle ulovlige dispensationer ikke skabe et krav om dispensation, når der ikke er lovhjemmel hertil.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.