Landsskatteretten: Forhøjelse af personlig indkomst som følge af værdi af fri bil – fastsættelse af beskatningsgrundlag

Sagen omhandler en klagers beskatning af fri bil i indkomstårene 2016-2018. Klageren, ansat i et interessentskab, havde en firmabil til rådighed, som selskabet havde overtaget i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse i 2015. Bilen, en Honda Civic, var oprindeligt anskaffet i februar 2015 for 245.000 kr., med en angivet "skatteværdi" på 160.000 kr. på fakturaen. Interessentskabet havde indberettet beskatning af fri bil baseret på 160.000 kr. årligt.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen forhøjede klagerens personlige indkomst, da de fandt, at beskatningsgrundlaget for fri bil skulle baseres på bilens købspris på 245.000 kr., ikke de 160.000 kr. der var angivet som "skatteværdi". Skattestyrelsen henviste til Ligningsloven § 16, stk. 4, som fastslår, at den skattepligtige værdi af fri bil skal beregnes ud fra bilens nyvognspris, hvis bilen er anskaffet højst tre år efter første indregistrering. Da bilen var under tre år gammel ved anskaffelsen, skulle nyvognsprisen anvendes. Skattestyrelsen henviste desuden til dommene SKM2018.331.BR og SKM2019.338.ØLR, som fastslår, at "nyvognsprisen" skal forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler for køretøjet som nyt. Skattestyrelsen nedsatte dog den oprindeligt skønnede nyvognspris på 300.000 kr. til den faktiske købspris på 245.000 kr., da de ikke kunne dokumentere en højere pris. Forhøjelserne var som følger:

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at beskatningsgrundlaget alene skulle udgøre 160.000 kr. Argumenterne var:

• Skattestyrelsen havde ikke dokumenteret, at den af forhandleren oplyste "skatteværdi" på 160.000 kr. ikke var udtryk for nyvognsprisen.
• Skattestyrelsen havde ikke dokumenteret, at købsprisen på 245.000 kr. var eksklusiv ikke-registreringspligtigt ekstraudstyr, som ikke skal indgå i den skattepligtige værdi. Det blev fremhævet, at klageren var tredje ejer af bilen, og det var vanskeligt at skaffe dokumentation for ekstraudstyr fra første køb.
• Det ville stride mod forvaltningsretlige grundprincipper, herunder forventningsprincippet og lighedsgrundsætningen, at Skattestyrelsen med tilbagevirkende kraft gennemførte en skærpet beskatning. Det blev anført, at den juridiske vejledning og fast administrativ praksis siden 1997 havde fastslået, at nyvognsprisen var den pris, forhandleren brugte ved afgiftsberigtigelsen. Klageren og arbejdsgiveren havde handlet i tillid til denne praksis, og en ændring med tilbagevirkende kraft ville være uacceptabel.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse med stemmeflertal. To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at Skattestyrelsen ikke havde fraveget lovens faste regel om, at det er bilens nyvognspris, der skal indkomstbeskattes. De henviste til Ligningsloven § 16, stk. 4 og lovens forarbejder, samt dommene SKM2004.18.VLR og SKM2019.338.ØLR, som fastslår, at "nyvognsprisen" skal forstås som bilens pris i handel og vandel, dvs. prisen til en slutbruger. De afviste, at en administrativ praksis eller forarbejderne til en senere ændring af registreringsafgiftsloven indebar en anden forståelse. Det forhold, at dommen i SKM2019.338.ØLR var markeret som "NYT" i Den juridiske vejledning, blev ikke anset for en praksisændring. Det blev ikke godtgjort, at der havde været administrativ praksis om, at et andet beregningsgrundlag end nyvognsprisen til slutbruger kunne anvendes. De henviste desuden til Landsskatterettens afgørelse i 19-0005248, som også fandt, at SKM2018.331.BR ikke var udtryk for en praksisændring. Da den oplyste "skatteværdi" på 160.000 kr. ikke svarede til bilens reelle nyvognsværdi, og der ikke var dokumentation for inkluderet ekstraudstyr, kunne nyvognsprisen ikke fastsættes lavere end købsprisen på 245.000 kr.

Et retsmedlem stemte for at ændre Skattestyrelsens afgørelse. Dette retsmedlem mente, at praksis vedrørende beskatningsværdien af fri bil først blev ændret med dommen i juni 2018, og at denne praksisændring kun burde have virkning fra den 28. juni 2018. Klageren burde have kunnet indrette sig på den daværende praksis, som også blev oplyst af bilforhandleren. En praksisændring med tilbagevirkende kraft ville stride mod det grundlæggende forvaltningsretlige princip om, at skærpede praksisændringer kun kan ske med virkning for fremtiden.