Terrænregulering kræver landzonetilladelse: Sag om jordpåfyldning på landbrugsejendom

Frederikssund Kommune traf den 9. oktober 2019 afgørelse om, at en terrænregulering på ejendommen [adresse1], [matrikel1] Kyndby By, Kyndby, kræver landzonetilladelse. Ejeren klagede den 5. november 2019 til Planklagenævnet over denne afgørelse, idet det blev anført, at terrænreguleringen ville forbedre landbrugsdriften ved at fjerne en våd lavning med stejle skråninger midt på en mark.

Ejendommen og ansøgningen

Sagen vedrører en landbrugsejendom på cirka 48 ha, beliggende i landzone. Syd for ejendommen løber vandløbet Skarndal Grøft, og der findes en sø og mose, der er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven § 3.

Ansøgningen om terrænregulering, indsendt den 8. august 2019, omfatter tilførsel af cirka 60-65.000 m³ råjord (klasse 1) på et areal på cirka 4 ha. Den gennemsnitlige fyldhøjde er anslået til 1,50-1,75 m, med en maksimal højde på 4,0-5,5 m, inklusive en potentiel kunstig bakke. Formålet er at forbedre vandfordelingen, etablere et nyt drænsystem og afhjælpe misvækst i våde lavninger, som ifølge ansøgeren påvirker landbrugsproduktionens klimaregnskab negativt.

Ansøgeren argumenterede for, at eksisterende dræn ikke er tilstrækkelige til intense regnperioder, og at en flytning af jord på marken ville være uoverkommelig og mere energikrævende end tilførsel af ekstern jord.

Kommunens vurdering

Frederikssund Kommune vurderede, at terrænreguleringen ikke primært var til fordel for landbrugsdriften, men snarere udgjorde et jorddepot for overskudsjord fra byggeprojekter. Kommunen baserede sin vurdering på fem kriterier for jordforbedring:

• Manglende muldlag: Ikke relevant, da marken hidtil var dyrket normalt.
• Våde lavninger: Anerkendt, at der var en lavning med fugt.
• Stejle skråninger: Ikke relevant, da skråningerne ikke var for stejle til traktorkørsel.
• Omdannelse fra by til mark: Ikke relevant.
• Udjævning af lavninger: Relevant, da vand løb på overfladen og samledes i lavninger.

Kommunen konkluderede, at problemerne primært relaterede sig til våde lavninger og udjævning. På baggrund af luftfotos fra de seneste 10 år fandt kommunen ikke tegn på et generelt dyrkningsmæssigt problem. Kommunen frygtede desuden, at den hævede terrænregulering ville lede vand mod vandløbet, hvilket kunne medføre skyllerender, udvaskning af næringsstoffer og problemer for vandløbets økologi og afvanding. Kommunen meddelte, at ansøgningen om landzonetilladelse først ville blive behandlet, når de nødvendige miljøtilladelser til et jorddepot var opnået.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren fastholdt, at projektet opfyldte kommunens egne kriterier for jordforbedring og udelukkende havde til formål at forbedre dyrkningen af marken. Kommunen henviste i sine bemærkninger til klagen til sin oprindelige begrundelse og rejste spørgsmål om klagefristens overholdelse i forhold til betaling af klagegebyret.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederikssund Kommunes afgørelse om, at terrænreguleringen kræver landzonetilladelse. Kommunens afgørelse blev dermed stadfæstet.

Planklagenævnets kompetence og klagefrist

Planklagenævnet er kompetent til at behandle en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone) og retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet prøvede udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt terrænreguleringen kræver landzonetilladelse, og tog ikke stilling til, om en sådan tilladelse eventuelt kunne gives.

Vedrørende klagefristen fandt Planklagenævnet, at klagen var rettidig. Kommunens afgørelse blev meddelt den 9. oktober 2019, og klagefristen udløb den 6. november 2019. Klagen var tilgængelig for kommunen i klageportalen den 5. november 2019, hvilket opfylder kravene i Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1 og Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 3, stk. 1.

Vurdering af terrænregulering i landzone

Generelt kræver ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer i landzone tilladelse fra kommunen, jf. Planloven § 35, stk. 1. Terrænregulering med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift er dog ikke i sig selv en ændring af anvendelsen, især ved udjævning af vandlidende lavninger. Hvis terrænreguleringen overstiger, hvad der er nødvendigt for landbrugsdriften, anses det derimod for en ændret anvendelse til deponi, som kræver landzonetilladelse. I tvivlstilfælde skal ejeren sandsynliggøre, at reguleringen ikke overstiger det nødvendige. Landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn kan ikke inddrages i vurderingen af, om en terrænregulering udgør ændret anvendelse.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Planklagenævnet fandt, at den del af projektet, der omhandlede etablering af en kunstig bakke, var begrundet i æstetiske hensyn og ikke nødvendig for landbrugsdriften. Denne del af projektet udgør derfor en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Et enigt Planklagenævn vurderede desuden, at den øvrige del af den ønskede terrænregulering oversteg, hvad der kunne antages at være nødvendigt for forbedringen af den landbrugsmæssige drift. Dette skyldtes den betydelige mængde jord (ca. 60-65.000 m³), det store areal (ca. 4 ha) og den væsentlige maksimale fyldhøjde (op til 4 m ekskl. bakke). Nævnet bemærkede, at der var tvivl om problemets omfang, og at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at projektet i sin helhed var nødvendigt for landbrugsdriften. Nævnet understregede, at påvirkning af afvanding og økologi i vandløb ikke er relevant for vurderingen af, om terrænreguleringen udgør en ændret anvendelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Planklagenævnet tog alene stilling til spørgsmålet om ændret anvendelse efter landzonereglerne og ikke til, om der var tale om deponi efter anden lovgivning (f.eks. miljølovgivningen) eller om projektet var i strid med Naturbeskyttelsesloven § 3 eller Vandløbsloven § 6.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 2.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.