Stadfæstelse af dispensation til opførelse af støjvæg og anlæg af sportingbane i fredskov

Miljøstyrelsen meddelte dispensation fra skovloven til opførelse af en støjvæg og anlæg af en sportingbane på en ejendom i Høje-Taastrup Kommune. Det berørte areal er fredskovspligtigt og udlagt til rekreativt område ved lokalplan 4.22. Ansøgningen omhandlede et fredskovsareal på maksimalt 1.100 m², hvor der skulle opføres en overdækket støjvæg på 3 m i højden, 20 m i længden og 4 m i bredden.

Miljøstyrelsen begrundede dispensationen med, at der ikke var mulighed for en alternativ placering af banen, da skydepladserne skulle ligge på linje med eksisterende pladser, og skyderetningen skulle være den samme. Styrelsen lagde vægt på, at det er vanskeligt at placere skydebaner i Københavnsområdet, og at den omhandlede bane var den eneste i Høje-Taastrup Kommune, hvor udvidelse og skydetider kunne tilpasses støjmæssigt. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Skovlovens § 11, stk. 1 og Skovlovens § 38, som tillader dispensation, når særlige grunde taler for det, og hvor praksis er restriktiv.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 6. oktober 2019. Klager anførte, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, og at der ikke samlet set ville ske en forbedring af de landskabelige, natur- og miljømæssige forhold samt rekreative interesser. Klager udtrykte også bekymring for, at dispensationen ville skabe uønsket præcedens, uanset den lille størrelse af det berørte fredskovsareal. Klager fremhævede, at manglen på alternative placeringsmuligheder ikke i sig selv udgjorde en særlig grund i skovlovens forstand, og at ”overordnede samfundsmæssige formål” typisk vedrører infrastruktur af national interesse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 17. september 2019 om dispensation til opførelse af støjvæg og anlæg af sportingbane i fredskov. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at anlæggelsen af støjvolden og udvidelsen af den eksisterende skydebane udgjorde et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på flere forhold i sin vurdering. For det første var der efter det oplyste ingen alternative placeringer for det ansøgte anlæg. For det andet var det berørte areal begrænset i størrelse. For det tredje var området allerede lokalplanlagt til skydebane, hvilket understøttede anvendelsen. Endelig henviste nævnet til en lempeligere praksis for anlæg som skydebaner, som beskrevet i vejledningen til Skovlovens § 11. Nævnet vurderede også, at støjvolden og udvidelsen ikke væsentligt ville begrænse den øvrige rekreative anvendelse af området. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Skovlovens § 1, Skovlovens § 11, stk. 1 og Skovlovens § 38.

Gebyr og endelighed

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64.