Planklagenævnets afgørelse om ophævelse af lokalplan nr. 1090 og kommuneplantillæg nr. 31 i Aarhus Kommune

Aarhus Kommune vedtog den 28. maj 2019 lokalplan nr. 1090, "Blandet boligområde ved [Vej1] og [Vej2]", samt kommuneplantillæg nr. 31 til kommuneplan 2017. Dette førte til en klage fra beboere uden for lokalplanområdet til Planklagenævnet den 1. juli 2019.

Området og eksisterende plangrundlag

Sagen omhandler et område i Aarhus N, der er en del af rammeområde 14.02.28 CE i kommuneplanen for Aarhus Kommune. Området afgrænses af [Vej1] mod vest, [Vej2] mod syd og den vestlige ende af [Vej3] mod nord. Den nordlige del af rammeområdet er allerede bebygget med etagebyggeri, mens den sydlige del kun er begrænset bebygget. Lokalplan nr. 1090 gælder specifikt for den sydlige del af rammeområdet.

De vedtagne planer

Da lokalplan nr. 1090 ikke var i overensstemmelse med den daværende ramme 14.02.06 CE i kommuneplanen, vedtog kommunen samtidig kommuneplantillæg nr. 31. Dette tillæg ændrede rammeområde 14.02.06 CE ved at opdele det i to, hvoraf det nye rammeområde 14.02.28 CE omfatter lokalplanområdet. Kommuneplantillægget ændrede det maksimale etageareal til 6 etager (hvoraf den 6. etage er tagterrasse) og den maksimale bebyggelsesprocent til 165 for området under ét. Desuden ændredes bebyggelsesprocenten for 14.02.06 CE fra at gælde for hver enkelt ejendom til at gælde for området under ét.

Lokalplan nr. 1090 fastsætter i § 8 om bebyggelsens omfang og placering, at der i delområde I må opføres maksimalt 3750 m² og i delområde II maksimalt 3150 m². Disse etagearealer svarer ifølge en fodnote til en samlet bebyggelsesprocent på ca. 164% for delområde I og II.

Klagepunkter

Klagerne fremførte flere punkter:

• Parkeringsforhold: Kommunen lever ikke op til egne retningslinjer for anlæg af parkeringspladser i Aarhus Kommune.
• Bebyggelsesprocent: Den fastsatte bebyggelsesprocent på 165 i kommuneplantillægget er en dispensation fra den gældende kommuneplans maksimale bebyggelsesprocent på 130. Klagerne anførte, at projektet i delområde I reelt har en bebyggelsesprocent på 212%, stigende til over 250% med kælderareal. De påpegede uoverensstemmelser med byggelovgivningens regler for beregning af etageareal og bebyggelsesprocent.
• Øvrige klagepunkter: Klagerne anførte retlige klagepunkter vedrørende lysforhold, indbliksgener, friarealer/opholdsarealer, officialprincippet og uoverensstemmelser i lokalplanens bestemmelser om etageantal. De mente også, at bebyggelsen var for stor og klodset i forhold til nabobygningerne, og at kommunen ulovligt forsøgte at tildele vejret til klagernes private parkeringsområde i henhold til Lov om private fællesveje § 26, stk. 2, nr. 2.

Kommunen svarede, at lokalplanen giver en bebyggelsesprocent på 163%, hvilket svarer til tættere kvarterer. De fastholdt, at beregningerne var i overensstemmelse med lovgivningen, og at der ikke var fastsat et maksimalt etageareal i lokalplanen. Vedrørende den fælles bebyggelsesprocent for rammeområdet under ét henviste kommunen til, at området fremstår homogent med ensartet etagebebyggelse, og at den mindre del af [Vej1] i udkanten ikke ændrer dette.

Planklagenævnet behandlede klagen over Aarhus Kommunes vedtagelse af lokalplan nr. 1090 og kommuneplantillæg nr. 31. Nævnet har kompetence til at prøve retlige spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Klagepunkter vedrørende planens hensigtsmæssighed, såsom bebyggelsens størrelse, blev afvist, da de ikke er retlige spørgsmål. Klagepunktet om tildeling af vejret blev også afvist, da det vedrører Lov om private fællesveje og ikke planloven, og Planklagenævnet er ikke rette klageinstans.

Parkeringsforhold

Planklagenævnet fastslog, at "Retningslinjer for anlæg af parkeringsarealer i Aarhus Kommune" ikke udgør en del af kommuneplanen og er vejledende. Derfor udgør det ikke en retlig mangel ved lokalplanen, at den ikke er i overensstemmelse med disse retningslinjer.

Bebyggelsesprocent og kommuneplantillæggets gyldighed

Nævnet behandlede spørgsmålet om fastlæggelsen af en bebyggelsesprocent for hele rammeområdet under ét. Det er tilladt at fastsætte en fælles bebyggelsesprocent, hvis området udlægges til en forholdsvis ensartet anvendelse, og grænserne ikke gennemskæres af større veje eller inkluderer større arealer til offentligt formål, der ikke forudsætter bebyggelse.

Planklagenævnet fandt, at der ikke var den fornødne planlægningsmæssige begrundelse for at inddrage et større areal af [Vej1] og et allerede udbygget boligområde i den fælles bebyggelsesprocent. Vejarealet forudsættes ikke bebygget, og det eksisterende boligområde har ingen relevans for kommuneplanlægningen, da det allerede er udbygget. Nævnet vurderede, at en sådan fastlæggelse af bebyggelsesprocenten under ét er egnet til at skabe misforståelser hos offentligheden og politiske beslutningstagere.

Planklagenævnet konkluderede, at kommuneplantillæg nr. 31 lider af en væsentlig retlig mangel, da den planlægningsmæssige begrundelse for fastsættelsen af bebyggelsesprocenten under ét manglede. Da bestemmelsen om bebyggelsesprocent er en væsentlig del af kommuneplanrammen, ophævedes hele tillægget som ugyldigt.

Lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen

Som en konsekvens af kommuneplantillæg nr. 31's ugyldighed er de oprindelige rammebestemmelser for området, herunder en maksimal bebyggelsesprocent på 130 for den enkelte ejendom, fortsat gældende. En lokalplan må ikke være i strid med kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. Selvom lokalplan nr. 1090 ikke udtrykkeligt fastsætter en bebyggelsesprocent, angiver den etagearealer, der svarer til en bebyggelsesprocent på ca. 164%, og tillader yderligere arealer/bygningsdele, der vil medføre en højere bebyggelsesprocent.

Planklagenævnet fandt det usandsynligt, at lokalplanens bestemmelser alene muliggør en bebyggelsesprocent på 130 på alle de enkelte ejendomme i lokalplanområdet. Lokalplan nr. 1090 er derfor i strid med kommuneplanrammens bestemmelse om en maksimal bebyggelsesprocent på 130 for den enkelte ejendom. Dette udgør en væsentlig retlig mangel, der gør lokalplanen ugyldig.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver lokalplan nr. 1090 og kommuneplantillæg nr. 31, som blev endeligt vedtaget af Aarhus Kommune den 28. maj 2019. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.