Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af undersøgelsespåbud vedrørende jordforurening efter oliespild

Sagen omhandler et påbud om undersøgelse af jordforurening, som Guldborgsund Kommune har udstedt til en olieleverandør efter et påfyldningsuheld den 28. maj 2019. Ved uheldet løb olie ud fra en nedgravet olietanks pejlebrønd på en ejendom, der huser et specialforbrændingsanlæg. Ejendommen ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og i indvindingsoplandet til en virksomheds indvindingsboringer.

Hændelsesforløb og indledende undersøgelser

Oliespildet skete, da klager skulle levere 10.000 liter olie til tanken. Klagerens chauffør konstaterede ikke spildet under påfyldningen. Tankejeren anmeldte spildet dagen efter, og Guldborgsund Kommune foretog et tilsyn den 3. juni 2019. Kommunen vurderede, at spildet var af mindre, men ukendt størrelsesorden, og at der var sket en jordforurening i bunden af to brønde med risiko for spredning til det terrænnære grundvand.

Miljøteknisk undersøgelse og påbud

Kommunen varslede et undersøgelsespåbud over for klager, som herefter engagerede en miljøteknisk rådgiver. Rådgiverens rapport af 21. juni 2019 viste kraftig jordforurening med 73.000 mg olie/kg ved pejlebrønden og kulbrinter i det terrænnære grundvand. Klager bestred at være rette påbudsadressat og henviste til, at oliespildet sandsynligvis skyldtes, at tankejeren ikke havde monteret låget på pejlebrønden korrekt. Guldborgsund Kommune fastholdt dog påbuddet den 23. september 2019 med henvisning til Jordforureningslovens § 40, idet kommunen vurderede, at klager var rette påbudsadressat, og at den udførte undersøgelse ikke var tilstrækkelig til at afgrænse forureningen fuldt ud. Kommunen henviste til, at tankvognen anses som kilde til forureningen, og at olieleverandøren dermed er ansvarlig.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Guldborgsund Kommunes afgørelse af 23. september 2019 om påbud om undersøgelse af jordforurening efter påfyldningsuheldet. Nævnet behandlede specifikt spørgsmålet om, hvorvidt klager var rette påbudsadressat.

Vurdering af påbudsadressat

Nævnet fandt, at klager var at anse som forurener efter Jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1. Dette skyldes, at udtrykket "anlæg" i lovens forstand også omfatter mobile anlæg som tankvogne, og at det har været lovens hensigt, at olieselskaber kan mødes med påbud, hvis forurening sker i forbindelse med påfyldning fra en tankbil. Nævnet understregede, at ansvaret efter denne bestemmelse er et ubetinget forureneransvar, hvilket betyder, at det er uden betydning, om forureningen skyldes uforsvarlig adfærd.

Nævnet lagde vægt på, at oliespildet skete i forbindelse med klagers påfyldning, og at der derfor ikke var sket en succesfuld påfyldning. Derudover fandt nævnet ikke grundlag for at anse tankejeren som forurener, da der ikke var bevis for, at tanken var utæt eller defekt, eller at tankejeren havde forårsaget forureningen ved uforsvarlig adfærd. Nævnet bemærkede desuden, at klager som professionel olieleverandør er underlagt et skærpet professionsansvar.