Ophævelse af påbud om tilslutning til vandværk grundet tvivl om sundhedsfare

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Odense Kommunes påbud af 30. september 2019 om, at en ejendom på [adresse1] skulle tilsluttes et alment vandværk. Påbuddet var meddelt i henhold til Vandforsyningslovens § 62, stk. 4 og Vandforsyningslovens § 29, stk. 3, jf. Vandforsyningslovens § 75, stk. 1.

Klager, ejendommens ejer, anførte, at vandet fra egen boring ikke udgjorde en sundhedsfare ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed. Klager fremhævede desuden, at vandet var egnet til andre formål som håndvask og toiletskyl, hvilket ville spare på drikkevandsressourcer. Endelig blev udgiften på ca. 70.000 kr. for tilslutning til vandværket anset for at være uforholdsmæssig.

Baggrund for påbuddet

Odense Kommune begrundede påbuddet med, at vandprøver fra ejendommens boring, udtaget i august 2019, viste indhold af pesticider (desphenyl-chloridazon og chlorothalonil-amidsulfonsyre) over de tilladte grænseværdier på 0,1 μg/L. Dette var en verificering af tidligere prøver.

Styrelsen for Patientsikkerhed havde den 19. september 2019 udtalt, at indtag af drikkevand med de fundne pesticidkoncentrationer ikke udgjorde en akut sundhedsmæssig risiko. Styrelsen anbefalede dog ud fra et forsigtighedsprincip, at drikkevandet skulle overholde drikkevandsbekendtgørelsens kvalitetskrav for almene vandværker. Styrelsen havde i sin vurdering inddraget notater fra Miljøstyrelsen om acceptable daglige indtagelser af de pågældende pesticider.

Odense Kommune bemærkede, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke havde taget højde for en potentiel cocktail-effekt af flere pesticider eller den sundhedsmæssige risiko ved længere tids indtag. Kommunen valgte at følge styrelsens anbefaling om at overholde bekendtgørelsens kravværdier.

Kommunens Vandforsyningsplan

Odense Kommune henviste til sin Vandforsyningsplan 2018-2030, som indeholder retningslinjer for vandforsyning:

• Retningslinje 3: Videregående vandbehandling bør undgås

  • Kommunen giver som udgangspunkt ikke tilladelse til ”minirenseanlæg” i private enkeltanlæg, da råvandet bør være egnet til drikkevandsproduktion uden yderligere behandling.

• Retningslinje 4: Forsyning fra ikke-almene anlæg

  • 4A (én husstand): Vandet er ikke underlagt obligatorisk kontrol eller kvalitetskrav ifølge drikkevandsbekendtgørelsen. Kommunen skal hvert 5. år underrette ejer om fordelene ved kontrol.
  • 4B (mere end én husstand): Ejeren skal for egen regning sørge for undersøgelse af vandet og opfyldelse af gældende krav. Vandet skal kontrolleres mindst hvert 5. år, og kommunen følger op med påbud ved utilfredsstillende kvalitet.

• Retningslinje 10: Etablering af nyt husholdningsanlæg

  • Inden for et vandværks forsyningsområde tillades ny privat vandforsyning kun, hvis anlægget kan levere drikkevandskvalitet, og det almene vandværk ikke kan levere vand på økonomisk rimelige vilkår. Kommunen definerer ”økonomisk rimelige vilkår” som en pris for tilslutning, der ikke er højere end prisen for at etablere eget anlæg. Der tages også hensyn til, om der er vandværksvand ”i vejen”.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Odense Kommunes påbud var meddelt efter Vandforsyningslovens § 62, stk. 4. Dette indebærer, at det afgørende for påbuddets gyldighed er, om drikkevandet fra ejendommens boring med rette er bedømt til at være sundhedsfarligt, og ikke blot om de fastsatte kvalitetskrav i drikkevandsbekendtgørelsen er overskredet.

Nævnet henviste til Vandforsyningslovens § 62, stk. 1, som giver kommunalbestyrelsen mulighed for at give påbud, hvis vandet i et vandforsyningssystem ikke opfylder kvalitetskrav, bedømmes sundhedsfarligt, eller der er nærliggende fare for, at det bliver sundhedsfarligt. For ikke-almene vandforsyninger, der ikke er omfattet af Vandforsyningslovens § 62, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen beslutte, om der bør træffes foranstaltninger, hvis vandet bedømmes at være sundhedsfarligt, jf. Vandforsyningslovens § 60, stk. 4. En sådan afgørelse skal ske efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen, jf. Vandforsyningslovens § 60, stk. 5.

Nævnet bemærkede, at selvom retsgrundlaget for enkeltindvindinger er ændret, så de ikke længere er omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens krav om drikkevandskvalitet og kontrol, gælder det fortsat efter Vandforsyningslovens § 62, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal beslutte foranstaltninger, hvis vandet bedømmes sundhedsfarligt.

Vurdering af sundhedsfare

Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde vægt på Styrelsen for Patientsikkerheds udtalelse, som konstaterede, at indtagelse af vandet ikke udgjorde en akut sundhedsmæssig risiko. Nævnet fandt, at det ikke entydigt fremgik af styrelsens udtalelse, at vandet var sundhedsfarligt at indtage.

Konklusion

På baggrund af ovenstående fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke var det fornødne sikre grundlag for at meddele påbud om at lade ejendommen tilslutte et vandværk. Nævnet henviste også til Vandforsyningslovens § 29, stk. 3, som giver kommunalbestyrelsen mulighed for at påbyde tilslutning, hvis det findes ønskeligt ud fra en samlet vurdering af forholdene i området eller den enkelte ejendoms forhold, herunder hvis benyttelsen af en ejendoms vandforsyningsanlæg ønskes forbudt efter Vandforsyningslovens § 62.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Odense Kommunes afgørelse af 30. september 2019 om påbud om tilslutning til vandværk. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Vandforsyningslovens § 81.