Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af realitetsbehandling af klage over lokalplan og kommuneplantillæg vedrørende boligområde i Viborg

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har behandlet en klage over Viborg Kommunes afgørelse af 4. juli 2019. Afgørelsen omhandlede den endelige vedtagelse af forslag til lokalplan nr. 499 for et boligområde ved [adresse1] samt forslag til tillæg nr. 19 til kommuneplan 2017-2029.

Den vedtagne lokalplan muliggør et nyt boligområde på østsiden af [vejnavn1] med tæt-lav bebyggelse i form af maksimalt 74 enfamiliehuse. Vejadgang til området skal ske via en ny tilslutning til [vejnavn1].

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget den 28. juli 2019 af [forening1]. Klageren anførte primært følgende punkter:

• Lokalplanen overholder ikke statens retningslinjer om byudvikling inden for indvindingsoplande, som kun tillader dette, hvis der ikke findes alternative placeringer. Dette henviser til Bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse og tilhørende vejledning.
• Kommunen har ikke forholdt sig til Naturstyrelsens rapport for område Viborg Syd, der angiver, at vandkvalitetsforbedrende tiltag bør ske i områder tættest på kildepladsen.
• Området er nitratfølsomt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen over Viborg Kommunes afgørelse om lokalplan nr. 499 og tillæg nr. 19 til kommuneplanen.

Nævnets kompetence

Nævnet har vurderet sin kompetence i sagen. Det fremgår af Vandforsyningsloven § 75, stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dog fastslår Vandforsyningsloven § 76, nr. 1, at afgørelser truffet efter lovens kapitel 3 ikke kan indbringes for en højere administrativ myndighed.

Kapitel 3 i Vandforsyningsloven omhandler planlægning, herunder kortlægning og udpegning af indvindingsoplande og områder med særlige drikkevandsinteresser. Vandforsyningsloven § 11 a, stk. 2 giver miljø- og fødevareministeren hjemmel til at fastsætte regler for myndigheders administration i de udpegede områder. Den påklagede bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse er fastsat med hjemmel i denne bestemmelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderer, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klagen, da klagerens anbringender vedrører administrationen af et udpeget indvindingsopland, hvilket falder ind under de dele af loven, hvor nævnets kompetence er afskåret.

Gebyr og afgørelsens endelighed

Som følge af afvisningen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr til klageren, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og gebyrbekendtgørelsens § 2. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Vandforsyningsloven § 81, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.