Afslag på lovliggørende dispensation til strandtrappe inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til en strandtrappe inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Halsnæs Kommune. Ejendommen er beliggende i første række til Kattegat, og en del af dens have og beboelse er undtaget fra den reducerede strandbeskyttelseslinje på ca. 66 meter landværts. Ejendommens have er adskilt fra stranden af en stejl kystskrænt, hvorpå en strandtrappe af træ i zigzagformation blev etableret i 2018. Trappen er i sin helhed beliggende inden for den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje. Kystdirektoratet modtog en anmeldelse om trappen i maj 2019 og meddelte afslag på dispensation den 1. august 2019 i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Klagers argumenter

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 28. august 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedargumenter:

• Adgangen til klagers strandparcel via den nærliggende foreningstrappe er afskåret på grund af erosion.
• Trappen er ikke særlig synlig på grund af dens zigzagkonstruktion og vil over tid blive kamufleret af bevoksning og skifte farve.
• Der er mange tilsvarende private strandtrapper i området, hvilket indikerer præcedens.
• Der var rester af en trappe på skrænten, da ejendommen blev købt i 1975, og en trappe er omtalt i skøder fra 1958 og 1975.
• En tinglyst deklaration fra 1964 tilsiger fri passage på strandbredden for alle.
• Den offentlige trappe, som Kystdirektoratet henviste til, er reelt 1.100 meter væk og ufremkommelig på grund af erosion.

Klager kritiserede desuden beslutningsprocessen bag et kystbeskyttelsesprojekt fra 1998, som ifølge klager har medført læsideerosion og dermed afskåret adgangen til strandparcellen fra nordøstlig retning.

Kystdirektoratets bemærkninger og nye oplysninger

Kystdirektoratet fastholdt sit afslag og bemærkede, at den offentlige trappe ved en fejl var angivet som værende nordvest for ejendommen i den påklagede afgørelse; den er korrekt beliggende 400 meter nordøst for ejendommen. Direktoratet vurderede, at klagers trappe, som er nyopført i 2018, fremstår markant i landskabet og strider mod formålet med strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet anførte, at der sjældent meddeles dispensation til private strandtrapper, og at en dispensation i dette tilfælde ville skabe en uønsket præcedensvirkning.

Under sagens behandling anmodede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratet om oplysninger om dispensationer til lignende trapper i området. Kystdirektoratet oplyste, at der på en strækning på ca. 950 meter var dispenseret til genopførelse af tre trapper og retlig lovliggørelse af én trappe, mens der var meddelt afslag i ni sager. Direktoratet vurderede, at de dispenserede sager adskilte sig fra klagers, da de omhandlede genopførelse af eksisterende trapper, der havde været på ejendommene i meget lang tid, i modsætning til klagers nyopførte trappe.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til strandtrappen. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation.

Nævnets vurdering af strandbeskyttelseslinjen

Nævnet lagde vægt på, at trappen har en fremskudt og meget synlig placering på skrænten, hvor den fremstår markant i kystlandskabet. Dette strider mod formålet med strandbeskyttelseslinjen, som er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Nævnet bemærkede, at praksis inden for den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje er meget restriktiv, og at en dispensation ville kunne få en uønsket præcedensvirkning. Dette er i overensstemmelse med Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, der indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer, og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, hvorefter der kun i særlige tilfælde kan meddeles dispensation.

Afvisning af klagers argumenter

• Erosion og adgang til stranden: Nævnet fandt, at det forhold, at en del af strandbredden er eroderet, og klagers adgang til stranden dermed er besværliggjort, ikke kan føre til et andet resultat. Dette skyldes, at strandbeskyttelseslinjen ikke har til formål at varetage hensyn til privat adgang.
• Tidligere trappe: Argumentet om, at der i 1975 fandtes rester af en trappe, og at en trappe er omtalt i skøder fra 1958 og 1975, kunne heller ikke ændre afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at en eventuel tidligere trappe ikke har været kontinuerligt opretholdt, da luftfotos fra 1995 og frem til foråret 2018 ikke viser nogen trappe. Den nuværende trappe blev derfor anset for en nyopførelse.
• Tinglyst deklaration: Den tinglyste deklaration fra 1964 om fri passage på strandbredden blev ikke tillagt betydning, da den er et privatretligt anliggende og ikke berører administrationen af naturbeskyttelsesloven. Reglerne om offentlighedens adgang til strandbredden havde heller ingen betydning for den aktuelle sag.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at klager var blevet usagligt forskelsbehandlet. De sager, hvor der var meddelt dispensation til trapper i området, adskilte sig væsentligt fra klagers sag, idet de omhandlede genopførelse af ældre trapper, der havde eksisteret i lang tid. Kystdirektoratet havde i disse tilfælde fortabt retten til at kræve forholdene lovliggjort på grund af indrettelseshensyn. Klagers trappe blev derimod vurderet som en nyopførelse, og var derfor ikke sammenlignelig med de dispenserede trapper.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.