Terrænregulering af landbrugsjord kræver ikke landzonetilladelse

Vurdering af terrænregulering til landbrugsdrift

Planklagenævnet fastslog, at terrænregulering af jordarealer til forbedring og fortsat landbrugsdrift ikke i sig selv er en "ændring af anvendelsen" i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Dette gælder især ved udjævning af vandlidende lavninger. Hvis terrænreguleringen er nødvendig for at forbedre den landbrugsmæssige drift, kræver den ikke landzonetilladelse. Hvis omfanget derimod overstiger det nødvendige, eller hvis der er tvivl om genoptagelse af landbrugsdriften, anses det for en ændret anvendelse, der kræver tilladelse. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af behovet, baseret på ejendommens aktuelle beskaffenhed, den ansøgte jordmængde, terrænhøjder og varighed af arbejdet. Landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn kan ikke inddrages i vurderingen af, om der er tale om ændret anvendelse.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet fandt, at anmelderen i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at den ansøgte terrænregulering var nødvendig for at forbedre landbrugsdriften, og at der derfor ikke var tale om en ændret anvendelse af arealet, der krævede landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Oplysninger om, at opfyldningen følger højdekurverne mod nord (3,0 og 3,5 m) med et let fald mod syd, og at en gennemsnitlig hævning på 0,85 m (maks. 1,5 m) ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at forbedre landbrugsdriften.
• Anmelderens dokumentation for problemer med dårligt eller udeblivende udbytte grundet højtstående vand, oversvømmelser ved højvande og forsinket afvanding, hvilket kvæler planter og udvasker såsæd og gødning.
• Kort og luftfotos, der viser, at arealerne ligger inden for områder med risiko for oversvømmelser hvert år til hvert 10. år, og at arealerne i perioder er vandlidende eller står under vand.
• Oplysninger om, at afvanding fra Gundsømagle by bidrager til, at arealerne ikke kan afvandes hurtigt nok.

Planklagenævnet bemærkede, at afgørelsen udelukkende vedrørte landzonereglerne og ikke tog stilling til, om projektet krævede tilladelse efter anden lovgivning, f.eks. miljølovgivningen eller Naturbeskyttelseslovens § 3.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Roskilde Kommunes afgørelse af 18. juli 2019. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Kommunens vurdering og afgørelse

Faxe Kommune vurderede, at jordvolden på grund af sit omfang krævede en landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Kommunen fandt, at en tilladelse kunne gives, da volden havde en begrænset højde, fungerede som en naturlig afgrænsning og ikke var til gene for naboers udsigt eller i strid med landskabelige interesser, da ejendommen ligger i et landsbylignende miljø uden særlige beskyttelsesudpegninger.

Kommunen anførte, at den har pligt til at søge et ulovligt forhold lovliggjort, jf. Planloven § 51, stk. 3. Vedrørende klagerens specifikke bekymringer bemærkede kommunen:

• Placering: Volden var efter en justering placeret korrekt på ansøgerens egen grund.
• Forurening: Der var ingen dokumentation for forurening, og byggeaffald var blevet anmeldt og håndteret korrekt.
• Erosion: For at imødekomme bekymringen om erosion blev der stillet vilkår om, at volden skulle beplantes for at fastholde jorden.