Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Morsø Kommune traf den 5. september 2018 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 23.7, Sillerslev Havn, vedrørende taghældningen på et formidlingshus på ejendommen [adresse1]. Samtidig vurderede kommunen, at bygningens højde var i overensstemmelse med lokalplanen.
En nabo klagede den 15. maj 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen omhandlede primært manglende partshøring, påstået myndighedsinhabilitet, samt at byggehøjden og taghældningen var i strid med lokalplanen. Klageren anførte desuden, at det ansøgte byggeri ville medføre indbliksgener.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 23.7, Sillerslev Havn. De relevante bestemmelser er:
Byggeriet er et formidlingshus i to plan. Stueetagen er 2,4 m høj. Førstesalen består delvist af en tagterrasse med et 1 m højt værn og delvist af et tårn. Den fulde højde på bygningen med tårnet er 5,7 m, mens den del med tagterrasse er 4,05 m til overkanten af terrasseværnet. Taghældningen er ansøgt til 5 grader.
Kommunen vurderede, at formidlingshusets anvendelse begrundede den ansøgte højde på 5,7 m, da det faldt inden for undtagelsen i lokalplanens § 6.5 om enkelte bygningsdele op til 6 m. Vedrørende taghældningen på 5 grader, som afveg fra lokalplanens krav om 20-45 grader, gav kommunen dispensation. Kommunen lagde vægt på, at byggeriets udformning med to etager og en højde tæt på 6 m umuliggjorde en større taghældning, og at det ikke påvirkede omgivelserne negativt. Kommunen vurderede desuden, at klageren ikke havde partsstatus, da afstanden på ca. 57 m til klagerens terrasse ikke medførte væsentlige indbliksgener. Kommunen afviste også påstanden om myndighedsinhabilitet, da ansøger og sagsbehandler var fra forskellige afdelinger.
Planklagenævnet traf afgørelse i sagen og behandlede de klagepunkter, der faldt inden for nævnets kompetence, som omfatter retlige spørgsmål vedrørende overholdelse af lokalplaner, dispensationshjemmel, sagsbehandlingsregler og forvaltningsretlige principper, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.
Planklagenævnet ophævede og hjemviste Morsø Kommunes afgørelse om, at bygningshøjden var i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet fandt, at terrasseværnet skulle medregnes i bygningens højde, hvilket resulterede i højder på henholdsvis ca. 4 m og 5,7 m. Dette oversteg lokalplanens maksimale højde på 3 m, jf. lokalplanens § 6.5. Nævnet fortolkede begrebet "enkelte bygningsdele" indskrænkende og fandt, at hverken tårnet eller terrasseværnet kunne anses for "enkelte bygningsdele", da de udgjorde hele første sal, og ingen dele af bygningen overholdt højdekravet. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. .
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over dispensationen til taghældning. Nævnet fandt, at den ansøgte taghældning på 5 grader ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.3, som kræver en hældning mellem 20 og 45 grader. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet vurderede dog, at lokalplanens bestemmelser om taghældning og bygningshøjde ikke udgjorde en del af planens principper, og kommunen havde derfor hjemmel til at dispensere fra disse bestemmelser, jf. Planloven § 19, stk. 1.
Planklagenævnet fandt ikke, at klageren var part i sagen. Nævnet lagde vægt på, at afstanden på ca. 57 m fra klagerens terrasse til bygningens tagterrasse var for stor til, at opførelsen af bygningen ville medføre indbliksgener i en sådan grad, at klageren havde den fornødne væsentlige interesse til at opnå partsstatus i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1.
Nævnet fandt ikke, at der forelå myndighedsinhabilitet. Kommunen havde oplyst, at ansøgeren og sagsbehandleren var fra forskellige afdelinger, og at en hurtig sagsbehandling var normal praksis. Nævnet henviste til, at en kommune som myndighed ikke er afskåret fra at behandle ansøgninger, hvor kommunen selv er ansøger, men at der i sådanne tilfælde skal foretages en intensiveret prøvelse, jf. Forvaltningsloven § 3.
Planklagenævnet ophævede og hjemviste den del af kommunens afgørelse, der vedrørte bygningshøjden. Den del af afgørelsen, der vedrørte dispensationen til taghældning, blev opretholdt. Nævnet bemærkede, at kommunen ved en eventuel ny behandling af sagen skulle foretage en konkret vurdering af, om den ønskede at dispensere til bygningshøjden, jf. Planloven § 19.
Klima-, Energi- og ForsyningsministerietRegeringen vil forhandle om tiltag, der kan gøre det nemmere, hurtigere og bedre at opstille vedvarende energi på land og imødekomme naboer til solceller og vindmøller.
Brøndby KommuneKlima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage fra ejerne af en naboejendom over Helsingør Kommunes afgørelse af 1. marts 2011. Afgørelsen omhandlede en byggetilladelse og dispensation fra lokalplanen til opførelse af to kviste på en ejendom i Hornbæk.
Den omhandlede ejendom er beliggende inden for Lokalplan nr. 5.12 fra 1999, der har til formål at bevare Hornbæk byområde og fiskerleje, herunder at ændringer af bebyggelsens ydre fremtræden sker med respekt for den oprindelige arkitektur. Ejendommen ligger i Enhed 1, som er udlagt til boligformål. Lokalplanen fastsætter specifikke bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering, herunder at bebyggelse kun må opføres i én etage med udnyttet tagetage, at facadehøjden skal være mellem 2,5 og 3,5 meter, den samlede bygningshøjde ikke må overstige 7,5 meter, og bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25. Desuden må kviste ikke være bredere end 1,3 meter.
Brøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
I en ny solcellestrategi vil regeringen fortsætte med den markedsdrevne udbygning i stor skala, som de sidste tre år har tredoblet energi fra sol i Danmark. Det skal også være nemmere at sætte solceller på erhvervsejendomme og finde bedre løsninger på solcelle på tage i byområder.
Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:
Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.
Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.
Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.
Sagen omhandler en klage indgivet af ejeren af en ejendom i Gistrup til Statsforvaltningen Nordjylland, som videresendte...
Læs mereNorddjurs Kommune traf den 20. marts 2020 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 020-707, Sommerhusområde ved A 1 i...
Læs mere