Klage over Morsø Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 23.7, Sillerslev Havn, til taghældning og bygningshøjde på formidlingshus

Morsø Kommune traf den 5. september 2018 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 23.7, Sillerslev Havn, vedrørende taghældningen på et formidlingshus på ejendommen [adresse1]. Samtidig vurderede kommunen, at bygningens højde var i overensstemmelse med lokalplanen.

En nabo klagede den 15. maj 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen omhandlede primært manglende partshøring, påstået myndighedsinhabilitet, samt at byggehøjden og taghældningen var i strid med lokalplanen. Klageren anførte desuden, at det ansøgte byggeri ville medføre indbliksgener.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 23.7, Sillerslev Havn. De relevante bestemmelser er:

• § 6.5 Byggefelt B1 og B3: Maksimal højde på 3 m, dog kan enkelte bygningsdele tillades en højde på maksimalt 6 m, hvis der er funktions- eller produktionsmæssige forhold, der gør sig gældende.
• § 7.3 Tage: Tage skal have en hældning mellem 20 og 45 grader.

Det ansøgte byggeri

Byggeriet er et formidlingshus i to plan. Stueetagen er 2,4 m høj. Førstesalen består delvist af en tagterrasse med et 1 m højt værn og delvist af et tårn. Den fulde højde på bygningen med tårnet er 5,7 m, mens den del med tagterrasse er 4,05 m til overkanten af terrasseværnet. Taghældningen er ansøgt til 5 grader.

Kommunens vurdering

Kommunen vurderede, at formidlingshusets anvendelse begrundede den ansøgte højde på 5,7 m, da det faldt inden for undtagelsen i lokalplanens § 6.5 om enkelte bygningsdele op til 6 m. Vedrørende taghældningen på 5 grader, som afveg fra lokalplanens krav om 20-45 grader, gav kommunen dispensation. Kommunen lagde vægt på, at byggeriets udformning med to etager og en højde tæt på 6 m umuliggjorde en større taghældning, og at det ikke påvirkede omgivelserne negativt. Kommunen vurderede desuden, at klageren ikke havde partsstatus, da afstanden på ca. 57 m til klagerens terrasse ikke medførte væsentlige indbliksgener. Kommunen afviste også påstanden om myndighedsinhabilitet, da ansøger og sagsbehandler var fra forskellige afdelinger.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen og behandlede de klagepunkter, der faldt inden for nævnets kompetence, som omfatter retlige spørgsmål vedrørende overholdelse af lokalplaner, dispensationshjemmel, sagsbehandlingsregler og forvaltningsretlige principper, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Bygningshøjde

Planklagenævnet ophævede og hjemviste Morsø Kommunes afgørelse om, at bygningshøjden var i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet fandt, at terrasseværnet skulle medregnes i bygningens højde, hvilket resulterede i højder på henholdsvis ca. 4 m og 5,7 m. Dette oversteg lokalplanens maksimale højde på 3 m, jf. lokalplanens § 6.5. Nævnet fortolkede begrebet "enkelte bygningsdele" indskrænkende og fandt, at hverken tårnet eller terrasseværnet kunne anses for "enkelte bygningsdele", da de udgjorde hele første sal, og ingen dele af bygningen overholdt højdekravet. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

Taghældning

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over dispensationen til taghældning. Nævnet fandt, at den ansøgte taghældning på 5 grader ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.3, som kræver en hældning mellem 20 og 45 grader. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet vurderede dog, at lokalplanens bestemmelser om taghældning og bygningshøjde ikke udgjorde en del af planens principper, og kommunen havde derfor hjemmel til at dispensere fra disse bestemmelser, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Partshøring

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren var part i sagen. Nævnet lagde vægt på, at afstanden på ca. 57 m fra klagerens terrasse til bygningens tagterrasse var for stor til, at opførelsen af bygningen ville medføre indbliksgener i en sådan grad, at klageren havde den fornødne væsentlige interesse til at opnå partsstatus i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Myndighedsinhabilitet

Nævnet fandt ikke, at der forelå myndighedsinhabilitet. Kommunen havde oplyst, at ansøgeren og sagsbehandleren var fra forskellige afdelinger, og at en hurtig sagsbehandling var normal praksis. Nævnet henviste til, at en kommune som myndighed ikke er afskåret fra at behandle ansøgninger, hvor kommunen selv er ansøger, men at der i sådanne tilfælde skal foretages en intensiveret prøvelse, jf. Forvaltningsloven § 3.

Samlet afgørelse

Planklagenævnet ophævede og hjemviste den del af kommunens afgørelse, der vedrørte bygningshøjden. Den del af afgørelsen, der vedrørte dispensationen til taghældning, blev opretholdt. Nævnet bemærkede, at kommunen ved en eventuel ny behandling af sagen skulle foretage en konkret vurdering af, om den ønskede at dispensere til bygningshøjden, jf. Planloven § 19.