Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 103, Sommerhusområde ved Rindby Strand, til terrasse på [adresse1]

Fanø Kommune afslog den 29. april 2019 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 103, Sommerhusområde ved Rindby Strand, vedrørende en terrasse på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet, som modtog klagen den 11. juli 2019. Klagen fokuserede primært på kommunens manglende hjemmel til at give afslag på dispensationen. Planklagenævnet har kompetence til at vurdere retlige spørgsmål, herunder om kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen og begrundelsespligten, men kan ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser om dispensationens rimelighed. Sagen er nu ophævet og hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 103, vedtaget den 17. august 2015. Lokalplanens § 8.7 fastsætter regler for terrasser, herunder at de skal etableres i direkte tilknytning til eksisterende bebyggelse inden for maksimalt 5 meter fra hovedbygningen og minimum 5 meter fra vej, sti og naboskel. Terrasser skal desuden etableres i niveau med terræn og må ikke placeres højere end husets sokkelkote.

Den omstridte terrasse er placeret mindre end 5 meter fra naboskellet mod [adresse2] og [adresse3]. Luftfotos indikerer, at terrassen blev opført mellem foråret og sommeren 2018 og erstattede en mindre, ældre træterrasse.

Kommunens afslag og klagerens argumenter

Fanø Kommune begrundede sit afslag med, at terrassen var opført i strid med lokalplanens § 8.7. Kommunen krævede fysisk lovliggørelse inden den 20. maj 2019.

Klageren gjorde gældende, at en del af terrassen var etableret før lokalplanens vedtagelse i 2015, og at udskiftningen af terrassebrædder i 2018 ikke udgjorde en udvidelse, men blot en vedligeholdelse. Klageren henviste til, at den eksisterende terrasse mod [adresse2] derfor burde betragtes som lovlig anvendelse. Desuden anførte klageren, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, da flere andre ejendomme i området ifølge luftfotos ikke overholder lokalplanens § 8.7.

Planklagenævnets vurdering af eksisterende lovlig anvendelse

Planklagenævnet fastslog, at en lokalplans retsvirkninger kun vedrører fremtidige dispositioner, og at eksisterende lovlig brug kan fortsætte. Dog betragtes etablering af nye forhold, herunder genopførelse af lovligt eksisterende bebyggelse, som en ny disposition, der skal overholde gældende lokalplan. Vedligeholdelse eller reparation betragtes derimod ikke som nye forhold. Nævnet vurderede, at udskiftningen og udvidelsen af terrassen havde karakter af en nyopførelse, og at der derfor ikke var tale om eksisterende lovlig anvendelse.

Mangelfuld begrundelse

Kommunens afgørelse henviste alene til, at lokalplanens § 8.7 ikke var overholdt. Den angav ikke de hovedhensyn, der lå til grund for den skønsmæssige vurdering, eller om der var foretaget en konkret og individuel vurdering af ansøgningen. Der var heller ikke henvist til Planloven § 19.

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, der henviser til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Begrundelsen skal også kort redegøre for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Planklagenævnet fandt, at kommunens begrundelse var mangelfuld og udgjorde en væsentlig retlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed. Selvom kommunen i sine bemærkninger til klagen anførte, at en dispensation ville medføre væsentlige indbliksgener for naboen, betragtede nævnet dette som en ny begrundelse og ikke blot en uddybning af den oprindelige afgørelse.

Planklagenævnet har ophævet Fanø Kommunes afgørelse af 29. april 2019 om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 103 til lovliggørelse af terrassen på ejendommen [adresse1]. Sagen er hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Begrundelse for afgørelsen

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, idet begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2 ikke var opfyldt. Kommunens oprindelige afslag angav ikke de hovedhensyn, der lå til grund for den skønsmæssige vurdering, og henviste ikke til Planloven § 19. Den senere tilføjelse af hensynet til indbliksgener i kommunens bemærkninger til klagen blev ikke anset for en uddybning, men en ny begrundelse, hvilket gjorde afgørelsen ugyldig.

Bemærkninger til kommunens fornyede behandling

Ved den fornyede behandling skal kommunen:

• Foretage en konkret vurdering af, om der ønskes at dispensere til terrassen.
• Henvise til de relevante retsregler, herunder Planloven § 19 og lokalplanens bestemmelser.
• Begrunde afgørelsen ved at angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.
• Vurdere, om lighedsgrundsætningen medfører en forpligtelse til at meddele lovliggørende dispensation.
• Hvis der træffes afslag og udstedes påbud om lovliggørelse, skal det klart og præcist angives, hvordan terrassen skal lovliggøres.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.