Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til beboelse i erhvervsområde

Favrskov Kommune afviste den 6. maj 2019 en ansøgning om midlertidig dispensation til beboelse på en ejendom beliggende i et erhvervsområde. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 05.01, Et erhvervsområde øst for Hadsten by, specifikt delområde II, som ifølge lokalplanens § 3.2 kun må anvendes til erhvervsformål.

Baggrund for ansøgningen

Klageren havde tidligere i 2014 ansøgt om en lignende dispensation, som blev afvist med henvisning til lokalplanen og hensynet til det omkringliggende industri-/erhvervsområde. I april 2019 ansøgte klageren igen, idet det blev anført, at forholdene i området havde ændret sig betydeligt.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at lokalplanens § 3.2 ikke tillader indretning af boliger i området. Kommunen oplyste, at den generelt er meget tilbageholdende med at tillade boliger i erhvervsområder, da det kan medføre usikkerhed for omkringliggende erhvervsvirksomheder i forhold til miljøpåvirkning og skærpede krav i området. Kommunen bemærkede også, at en tidligere personlig dispensation til beboelse var bortfaldet ved klagerens køb af ejendommen.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at kommunens begrundelse var ukorrekt og ikke tog tilstrækkeligt højde for den aktuelle situation i området. Klageren henviste til lokalplanens bilag III, stykke a, som angiveligt åbner mulighed for enkelte boliger i området. Det blev desuden fremført, at beboelse ikke ville genere naboer, og at klageren var villig til at acceptere en tidsbegrænset tilladelse. Klageren henviste også til kommunens egen Plan- og Bæredygtighedsstrategi om øget bosætning.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at lokalplanen og kommuneplantillægget udlægger området som et rent erhvervsområde. Kommunen præciserede, at lokalplanens bilag III er en redegørelse for sammenhængen med kommuneplanen, og at den nuværende kommuneplan ikke længere giver mulighed for portnerboliger eller lignende. Kommunen henviste til den seneste ændring af planloven, der fokuserer på beskyttelse af erhvervet, og bemærkede, at området i øjeblikket ikke anvendes til erhverv.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Favrskov Kommunes afslag på midlertidig dispensation til beboelse på ejendommen. Nævnet kan prøve retlige spørgsmål, herunder om kommunen har haft hjemmel til at give afslag og har overholdt forvaltningsretlige principper, men kan ikke prøve skønsmæssige afgørelser, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Da lokalplanens § 3.2 fastsætter, at delområde II kun må anvendes til erhvervsformål, er beboelse ikke umiddelbart tilladt og kræver dispensation. Nævnet bemærkede, at kun de egentlige lokalplanbestemmelser har bindende retsvirkning, ikke bilag.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis den tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Selvom anvendelse til beboelse ikke ligger tæt på den tilladte erhvervsanvendelse, og dermed som udgangspunkt er i strid med planens principper, kan kommunen med hjemmel i Planloven § 19, stk. 1 meddele en midlertidig dispensation, hvis den tidsbegrænses til maksimalt 3 år. Dette skyldes en modernisering af planloven i 2017, som giver kommunerne denne mulighed.

Begrundelseskravet

Klageren havde klaget over kommunens begrundelse. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre parten får fuldt medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til retsregler og angive hovedhensyn ved skønsudøvelse, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1, samt en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Planklagenævnet fandt, at kommunens begrundelse henviste til den relevante lokalplanbestemmelse og indeholdt hovedhensynene for skønsudøvelsen. Imidlertid fremgår det af lokalplanen, at der kun må udøves virksomhed, der kun i ubetydelig grad medfører gener, og det fremgik af sagen, at der ikke i øjeblikket udøves erhverv i området. Under disse særlige omstændigheder fandt nævnet, at kommunen også havde pligt til at indsætte en konkret redegørelse for de oplysninger om sagens omstændigheder, der var tillagt væsentlig betydning for vurderingen af ulemperne for erhvervslivet i området. Kommunen havde dermed ikke fuldt ud opfyldt begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24.

Afgørelse

Da det ikke kan udelukkes, at en konkret vurdering af ulemperne kunne have ført til et andet resultat, anser nævnet den mangelfulde begrundelse for en væsentlig retlig mangel, der gør afgørelsen ugyldig. Planklagenævnet ophæver derfor Favrskov Kommunes afgørelse af 6. maj 2019 og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.