Ophævelse af afgørelse om effektiviseringskrav på grund af fristoverskridelse

Sagen omhandler en klage fra VIDEBÆK ELNET A/S over Forsyningstilsynets afgørelse om individuelle effektiviseringskrav for 2019. Elnetvirksomheder er underlagt en indtægtsrammeregulering, hvor Forsyningstilsynet fastsætter en øvre grænse for virksomhedernes indtægter. Denne ramme tager højde for et effektiviseringspotentiale, som beregnes ved at sammenligne (benchmarke) virksomhederne.

Til brug for reguleringen i 2019 havde Forsyningstilsynet udviklet en ny totaløkonomisk benchmarkingmetode. Klager, repræsenteret af Dansk Energi, anfægtede denne metode og mente, at den var fejlbehæftet, ikke robust og førte til urealistiske effektiviseringspotentialer. Klager påpegede desuden, at metoden ikke i tilstrækkelig grad tog højde for forskelle mellem netvirksomhederne.

Klagesagens centrale punkter

Klager fremførte to hovedargumenter:

• Principalt: Forsyningstilsynets benchmarkingmodel var mangelfuld og skulle ophæves og hjemvises til ny behandling.
• Subsidiært: Afgørelsen var truffet efter den lovbestemte tidsfrist, og den dispensation, Energistyrelsen havde meddelt, manglede lovhjemmel.

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig, gyldig og udviklet i overensstemmelse med anbefalinger fra en ekspertgruppe. Vedrørende tidsfristen argumenterede tilsynet for, at Energistyrelsen havde kompetence til at dispensere, og at en eventuel overskridelse af fristen var en uvæsentlig formel mangel, der ikke skulle medføre ugyldighed.

Energiklagenævnet vurderede sagens to hovedelementer: gyldigheden af benchmarkingmetoden og overholdelsen af tidsfristen for afgørelsen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Forsyningstilsynets benchmarkingmetode. Det blev lagt til grund, at metoden var udviklet med udgangspunkt i anbefalinger fra en uafhængig ekspertgruppe og overholdt kravene i lovgivningen, herunder Indtægtsrammebekendtgørelsens § 10, stk. 2, om at bygge på fagligt anerkendte metoder. Nævnet fandt ligeledes, at tilsynets administration af reglerne om særlige omkostninger var sagligt begrundet.

Afgørende fristoverskridelse

Det afgørende punkt i sagen blev spørgsmålet om tidsfristen. Ifølge Indtægtsrammebekendtgørelsens § 12, stk. 4, jf. § 52, stk. 4, skulle afgørelsen om effektiviseringskrav for 2019 være truffet i 2018. Forsyningstilsynets afgørelse blev truffet den 8. april 2019 på baggrund af en dispensation fra Energistyrelsen.

Energiklagenævnet fastslog, at indtægtsrammebekendtgørelsen ikke indeholdt hjemmel til at dispensere fra den fastsatte tidsfrist. Energistyrelsens afgørelse om dispensation var derfor ugyldig. Som konsekvens heraf var Forsyningstilsynets afgørelse truffet for sent.

Nævnet bemærkede, at Forsyningstilsynet havde haft mulighed for at fastsætte et skønsmæssigt effektiviseringskrav i henhold til Indtægtsrammebekendtgørelsens § 12, stk. 2 og 3, hvis den nye benchmarkingmodel ikke var klar til tiden.

På baggrund af fristoverskridelsen ophævede Energiklagenævnet Forsyningstilsynets afgørelse i sin helhed.