Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Danmark, EU’s institutioner og organer, Nederlandene, Europa-Kommissionen
Generaladvokat
Biltgen
Denne sag (C-441/14, Dansk Industri mod Rasmussen) omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Højesteret vedrørende konflikten mellem en national lovregel om fratrædelsesgodtgørelse og EU-rettens princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder (Direktiv 2000/78/EF).
Sagen opstod, da arbejdsgiveren Ajos A/S afviste at udbetale en fratrædelsesgodtgørelse til medarbejderen Karsten Eigil Rasmussen. Rasmussen havde den fornødne anciennitet (over 18 år) til at modtage tre måneders løn i godtgørelse ifølge funktionærlovens § 2a, stk. 1.
Imidlertid fastslog funktionærlovens § 2a, stk. 3, at retten til godtgørelse bortfaldt, hvis arbejdstageren var berettiget til arbejdsgiverbetalt alderspension, som vedkommende var indtrådt i før det fyldte 50. år. Rasmussen opfyldte dette kriterium. Arbejdsgiveren Ajos handlede således i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning og fast national retspraksis på afskedigelsestidspunktet.
Sagens kerne udsprang af Domstolens tidligere afgørelse i C-499/08 (Ingeniørforeningen i Danmark), der fastslog, at den danske regel udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af alder i strid med EU-retten. Højesteret stod derfor over for spørgsmålet om, hvorvidt de i en tvist mellem to private parter var forpligtet til at tilsidesætte den klare nationale lovgivning på baggrund af det almengyldige EU-princip om ikke-diskrimination, hvilket ville betyde en contra legem fortolkning, eller om hensynet til retssikkerheden og arbejdsgiverens berettigede forventning skulle veje tungere.
Domstolen fastslog, at den nationale domstol har pligt til at tilsidesætte en national retsregel, der er i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, selv i en tvist mellem to private parter.
Domstolen bekræftede først, at den danske regel om bortfald af fratrædelsesgodtgørelse udgjorde aldersdiskrimination, da den er til hinder for retten til godtgørelse, uanset om arbejdstageren vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet eller gå på pension. Denne regel er i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som direktiv 2000/78/EF er et konkret udtryk for.
Domstolen afviste Højesterets spørgsmål om at afveje EU-princippet mod national retssikkerhed og berettiget forventning.
Cedefop belyser de europæiske strategier for erhvervsuddannelser, livslang vejledning og den menneskecentrerede digitale omstilling i 2026.



Sagen omhandler en 60-årig kvindelig fagkonsulent, der efter mange års ansættelse i en kommune indgik en aftale om at fratræde sin stilling i april 2012. Kernen i tvisten opstod, da kommunen i fratrædelsesaftalen erklærede, at klageren ikke var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse under henvisning til hendes alder og muligheden for at oppebære alderspension.
Cedefop afholder et webinar om, hvordan kunstig intelligens og digitale værktøjer kan styrke inklusion og forebygge frafald blandt unge på erhvervsuddannelser.
Cedefop afholder et webinar om, hvordan kunstig intelligens og digitale værktøjer kan styrke inklusion og forebygge frafald blandt unge på erhvervsuddannelser.
Klageren blev fritstillet fra oktober 2011 frem til sin endelige fratræden i april 2012. I denne periode sikrede hun sig nyt arbejde, først i et barselsvikariat og siden i en tidsubegrænset stilling i en anden kommune. Selvom klageren dokumenterede sin fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet og det faktum, at hun ikke havde tænkt sig at gå på pension, fastholdt kommunen oprindeligt, at der ikke var hjemmel til at udbetale godtgørelsen.
| Part | Påstand | Hovedargument |
|---|---|---|
| Klager | Krav på fratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse for diskrimination | Nægtelsen er i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination og EU-retlig praksis. |
| Indklagede | Afvisning af krav om yderligere godtgørelse | Man fulgte gældende dansk lov og KL's anbefalinger om at afvente klar retspraksis. |
Klageren anførte, at kommunens ageren var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., idet man anvendte en regel i Funktionærloven § 2a, som EU-Domstolen tidligere havde underkendt i lignende sager.
Kommunen argumenterede for, at de som offentlig myndighed var forpligtet til at sikre et klart hjemmelsgrundlag. De pegede på, at der herskede betydelig retlig tvivl om rækkevidden af EU-dommen, før danske domstole havde afsagt endelige domme i lignende sager, og at de derfor handlede i god tro ved at afvente en nærmere afklaring.

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret vedrørende fortolkningen af artikel 2, stk. 2, ...
Læs mere
Sagen omhandler Johann Odar mod Baxter Deutschland GmbH og drejer sig om fortolkningen af direktiv 2000/78/EF om ligebeh...
Læs mere