Planklagenævnets afgørelse om påbud om nedtagning af digital reklameskærm

Københavns Kommune udstedte den 28. marts 2019 et påbud om nedtagning af en digital reklameskærm på en ejendom, der er omfattet af lokalplan nr. 179. Lokalplanen, vedtaget i august 1991, har til formål at sikre, at ændringer af facader og skiltning sker under hensyntagen til gadebilledet og bygningens arkitektoniske fremtræden. Specifikt fastsætter lokalplanens § 4, stk. 2, at skiltning og reklamering ikke må finde sted uden Magistratens godkendelse og skal udformes, så der opnås en god helhedsvirkning. Desuden må facade- og reklamebelysning ikke virke skæmmende eller til ulempe for omgivelserne.

Forløb og kommunens afgørelse

Kommunen konstaterede den 6. februar 2019 den digitale reklameskærm og varslede dagen efter påbud om lovliggørelse over for en af ejendommens ejere. Selvom ejeren svarede, at man ville søge om lovliggørelse, modtog kommunen aldrig en ansøgning. Påbuddet af 28. marts 2019 krævede nedtagning af skærmen senest den 5. april 2019, idet kommunen vurderede, at skiltningen var i strid med lokalplanens § 4, stk. 2. Kommunen begrundede sin modstand med, at skærmen var for dominerende og skæmmende i gadebilledet og udgjorde et fremmedelement, der ændrede vejens karakter. Kommunen henviste i påbuddet til det fremsendte varsel og Planlovens § 63, stk. 1.

Klagerens argumenter

Ejeren af reklameskiltet klagede til Planklagenævnet den 17. april 2019. Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til påbuddet, idet lokalplanens § 4, stk. 2, manglede præcision og klarhed. Desuden anførte klageren, at der var tale om eksisterende lovlig anvendelse, da der havde været skiltning på stedet i over 20 år, og den digitale skærm blot var en teknisk videreudvikling. Klageren mente også, at kommunen havde fortabt sin håndhævelsesadgang på grund af passivitet. Endvidere påpegede klageren væsentlige formelle mangler ved afgørelsen, herunder manglende partshøring af skiltets ejer og de øvrige ejere af ejendommen, samt manglende opfyldelse af begrundelseskravet i Forvaltningslovens § 24. Klageren henviste også til, at kommunen ikke havde taget begrundet stilling til retlig kontra faktisk lovliggørelse i medfør af Planlovens § 51, stk. 3.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at lokalplanens § 4, stk. 2, var præcis og entydig, og at den pålagde en forpligtelse til at søge forudgående tilladelse. Kommunen argumenterede, at ejeren af reklameskiltet ikke havde en berettiget forventning om særskilt partshøring, da sagen primært vedrørte ejendomsejeren. Kommunen afviste desuden, at der var tale om eksisterende lovlig anvendelse, da den digitale skærm var en ny og dominerende installation, der adskilte sig fra tidligere skiltning. Endelig afviste kommunen påstanden om manglende begrundelse, idet påbuddet henviste til lokalplanbestemmelser og begrundede kravet om tilladelse.

Planklagenævnet behandlede klagen over Københavns Kommunes påbud om nedtagning af en digital reklameskærm. Nævnet vurderede sagen ud fra retlige spørgsmål, herunder kommunens hjemmel, myndighedspassivitet og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Vurdering af lokalplan og eksisterende anvendelse

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 4, stk. 2, var en tilstrækkelig klar og præcis kompetencenorm, der krævede tilladelse til (digitale) skilte og reklamer. Nævnet afviste klagerens argument om eksisterende lovlig anvendelse, da etablering af en helt ny digital reklameskærm ikke kunne betragtes som en fortsættelse eller reparation af tidligere skilte, men som en nyopførelse. Derfor var skærmen ikke umiddelbart tilladt og krævede tilladelse/dispensation.

Myndighedspassivitet og begrundelseskrav

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet, da kommunen varslede påbud kort efter at være blevet bekendt med det ulovlige forhold. Vedrørende begrundelseskravet i Forvaltningslovens § 24 fandt Planklagenævnet, at kommunen havde opfyldt dette, idet der var henvist til de forhold, der var lagt vægt på i vurderingen af, at skærmen ikke ville kunne tillades.

Krav til påbuddet og partshøring

Planklagenævnet lagde vægt på, at et lovliggørelsespåbud skal varsles og rettes til både ejeren og brugeren af ejendommen, jf. Planlovens § 63, stk. 1. Det er et krav, at varsling og partshøring sker særskilt over for alle ejere og brugere, jf. Forvaltningslovens § 19. Da ejeren af reklameskærmen blev anset for at være bruger af ejendommen, og denne samt de øvrige ejere af ejendommen hverken var blevet varslet eller partshørt i forbindelse med udstedelsen af påbuddet, led påbuddet af en væsentlig formel mangel. Denne mangel medførte, at påbuddet var ugyldigt.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver Københavns Kommunes afgørelse af 28. marts 2019 om påbud om nedtagning af reklameskærm på [adresse1].

Bemærkninger til eventuel ny behandling

Planklagenævnet bemærker, at en eventuel ny behandling af sagen skal ske i overensstemmelse med følgende:

• Kommunen skal gennemføre særskilt varsel og partshøring af alle ejendommens ejere og brugere.
• Hvis kommunen herefter fortsat finder, at der skal ske fysisk lovliggørelse, skal kommunen give særskilt påbud til alle ejendommens ejere og brugere.