Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om rørlægning af vandløb

Aabenraa Kommune meddelte den 4. april 2019 tilladelse til delvis rørlægning af et privat vandløb på matr. nr. F1. Formålet med rørlægningen, der omfatter en strækning på knap 150 meter, var at forhindre udsivning af næringsstoffer fra en drivgang placeret langs vandløbet. Kommunen fastsatte vilkår for tilladelsen, herunder krav om minimum ø200 mm rør, bevarelse af nuværende fald, og at afstrømningsforholdene ikke måtte forringes i forhold til det tidligere gældende vandløbsregulativ. Vandløbet er privat, beliggende i åbent landbrugsland, og er ofte tørlagt med karakter af en afvandingskanal. Det er ikke beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, i modsætning til de nedstrøms beliggende Bærkærbæk og Lundbæk. Lundbæk er målsat til god økologisk tilstand i vandområdeplanen. Kommunen vurderede, at rørlægningen ikke ville have væsentlig indflydelse på vandløbets afstrømningsmæssige eller miljømæssige forhold, og at vandet ville være geniltet, inden det nåede Lundbæk 860 meter nedstrøms. Kommunen anførte endvidere, at projektet ikke ville skade yngle- og rasteområder for dyrearter omfattet af Habitatdirektivets bilag IV. Afgørelsen havde været i høring, hvor klager havde anført, at en eventuel forureningsfare burde afværges ved kilden.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening (DN) påklagede afgørelsen den 24. april 2019. Klagen anførte navnlig, at:

• Formålet med at forhindre forurening ikke er et gyldigt hensyn under Vandløbsloven. DN mente, at Miljøbeskyttelsesloven burde anvendes til at afværge forureningsfare ved kilden.
• Tilladelsen manglede specifikke oplysninger om rørets dimensioner, fald og fremtidige vandafledningsevne.
• Tilladelsen kunne være i strid med Vandrammedirektivet og forringelsesbestemmelserne, og ville skabe en uoverskuelig præcedens for rørlægning af mange vandløb uden specifik målsætning eller naturbeskyttelse.
• Afgørelsen ikke kunne meddeles med henvisning til afvandingsmæssige hensyn, da hverken ansøger eller opstrøms lodsejere havde sådanne interesser.

Aabenraa Kommunes svar og yderligere oplysninger

Aabenraa Kommune svarede, at rørets dimensioner (minimum ø200 mm) og bevarelse af nuværende fald var specificeret, og at vandafledningsevnen ville blive bevaret. Kommunen vurderede, at de økonomiske og praktiske gener ved at flytte drivgangen ikke stod mål med naturgevinsten, og at rørlægningen ville medføre en naturgevinst nedstrøms ved færre næringsstoffer. Kommunen fastholdt, at hver sag vurderes individuelt for at undgå uheldig præcedens. På anmodning fra Miljø- og Fødevareklagenævnet oplyste Aabenraa Kommune yderligere, at tilladelsen var til rørlægning med drænrør, og at ingen andre strækninger af det private vandløb eller Bærkærbæk var rørlagte. Kommunen uddybede, at vandløbets afvandingsmæssige forhold ikke påvirkes, da den naturlige afstrømning på ca. 2,5 l/s er mindre end rørkapaciteten på 10-21,5 l/s. Vedrørende sedimentvandring ville sediment fra drivgangen blive fjernet, og eventuelt sediment i røret opsamles ved udløbet. Geniltning af vandet forventedes at ske naturligt, inden det nåede Lundbæk, især da vandløbet er tørlagt det meste af året, og vandføringen er lille i forhold til Lundbæk. Kommunen vurderede også, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter som odder, da vandløbet sjældent er vandførende og ligger langt fra kendte odderobservationer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Aabenraa Kommunes afgørelse af 4. april 2019 om tilladelse til delvis rørlægning af det private vandløb. Nævnet bemærkede indledningsvist, at den påklagede tilladelse er en afgørelse efter Vandløbsloven § 17, jf. Vandløbsloven § 80, stk. 1, og at klagers problematik vedrørende forureningsfare under Miljøbeskyttelsesloven derfor ikke blev behandlet.

Vurdering af vandløbslovens formål og afvandingsinteresser

MFKN fastslog, at det afgørende for, hvorvidt en tilladelse til rørlægning af et vandløb kan meddeles efter Vandløbsloven, ikke er rørlægningens formål, men om projektet er i overensstemmelse med de hensyn til afledning af vand og miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, der er beskrevet i Vandløbslovens § 1, stk. 1 og Vandløbslovens § 1, stk. 2. Nævnet fandt, at afgørelsen tog hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet, som krævet i Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 18. Dette blev begrundet med, at de fastsatte krav til rørets dimension (minimum ø200 mm) og fald sikrer, at vandløbets afledningsevne bevares. Kommunens vurdering af, at den rørlagte strækning vil kunne føre mindst 10 l/s, og dermed rumme den udregnede afstrømning på ca. 2,5 l/s, blev ikke tilsidesat.

Overensstemmelse med miljømål og EU-direktiver

Nævnet konstaterede, at miljømålet for Lundbæk endnu ikke er opnået. MFKN fandt dog, at afgørelsen var i overensstemmelse med Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter § 8, stk. 3, idet der ikke var grundlag for at tilsidesætte Aabenraa Kommunes vurdering af, at projektet ikke ville forringe kvalitetselementerne i Lundbæk eller hindre opfyldelse af miljømålet. Nævnet lagde vægt på, at rørlægningen af en vandløbsstrækning, der er en afvandingskanal med lille vandføring og ofte udtørret, ikke har væsentlig betydning for okker, ilt, sedimentvandring, kontinuitet eller biologiske forhold i Lundbæk, som ligger 860 meter nedstrøms. Nævnet henviste også til Lov om vandplanlægning § 7, stk. 2, nr. 1 vedrørende beskyttelse mod forringelse af overfladevandområder.

Præcedens og gebyr

Det forhold, at afgørelsen ifølge klager kunne medføre en uheldig præcedens, kunne efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse ikke føre til, at tilladelsen efter Vandløbsloven ikke kunne meddeles. Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.