Ikke medhold i klage over dispensation til stiforløb ved å-beskyttelseslinje

Sagen omhandler en klage over Silkeborg Kommunes afgørelse af 28. januar 2019, der meddelte dispensation til etablering af et stiforløb som del af Kjellerupstien. Stiforløbet er planlagt inden for å-beskyttelseslinjen langs Lemming Å og berører flere matrikler, herunder matr. nr. [matrikel1], Serup By, Serup, som tilhører klageren. Projektet omfatter etablering af en sti på op til 3 meters bredde, inklusive en bro over Lemming Å, og er tiltænkt at forbinde eksisterende banestier.

Silkeborg Kommunes afgørelse

Kommunen meddelte dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 og Naturbeskyttelseslovens § 16 under en række vilkår. Begrundelsen for dispensationen var, at stien ville få et diskret forløb i landskabet, og at de rekreative fordele for offentligheden opvejede påvirkningen af de beskyttede naturarealer. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter negativt, da der ikke skulle fældes større træer, og der ikke ville ske arbejde i åen. Desuden blev det anført, at alternative forløb ville forstyrre privatlivets fred eller være mere synlige i landskabet.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 16 var ulovlig, da landskabelige og rekreative hensyn samt hensynet til dyre- og plantelivet, herunder beskyttede bilag IV-arter, ikke var tilstrækkeligt varetaget.
• Der forelå ikke tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at tilsidesætte det generelle beskyttelseshensyn, og stiforløbet ville umuliggøre vedligeholdelse og drift af skoven.
• Stiforløbet ville ødelægge sammenhængen mellem skoven og åen og forringe naturområdets herligheds- og rekreative værdi, da ådalen er et forholdsvis uberørt område.
• Der var alternative linjeføringer, som ikke ville påvirke beskyttede naturtyper.
• Kommunen havde ikke dokumenteret, at bilag IV-arter ikke påvirkes, og havde ikke forholdt sig til beskyttede perleugler.
• Der var ikke søgt om dispensation fra Skovlovens § 11 eller Naturbeskyttelseslovens § 3 for den del af stiforløbet, der berørte klagers mose og/eller fredskov.

Klageren fremsendte fotos som dokumentation for den negative påvirkning og henviste til regeringens biodiversitetsmål. Klageren påpegede desuden, at kommunen ikke havde angivet den endelige placering af stien, og at terrænforhøjninger ville være nødvendige, hvilket ville gøre stien til et fremmedelement. Klageren henviste også til en tidligere afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet, hvor en lignende dispensation blev omgjort til et afslag.

Silkeborg Kommunes bemærkninger

Kommunen fastholdt, at det valgte forløb var det mest hensigtsmæssige af trafiksikkerhedsmæssige årsager og for at undgå at forstyrre privatlivets fred. Kommunen vurderede, at den landskabelige påvirkning var acceptabel under de fastsatte vilkår, og at de § 3-beskyttede arealer påvirkes mindst muligt. Kommunen anførte, at den konkrete strækning af stiforløbet på klagers matrikel ikke er naturbeskyttet, og at perleuglen ikke er en beskyttet art efter naturbeskyttelsesloven. Desuden blev det bemærket, at stiforløbet på klagers matrikel følger en eksisterende vej i kanten af, men uden for, det fredskovspligtige areal, og at offentligheden i forvejen har adgang til skovvejen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har behandlet klagen over Silkeborg Kommunes dispensation til etablering af et stiforløb. Nævnet har begrænset sin prøvelse til spørgsmålene om projektets overensstemmelse med habitatdirektivet og habitatbekendtgørelsen samt dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 16.

Klageberettigelse og § 3-beskyttet natur

MFKN konstaterede, baseret på Danmarks Miljøportal, at der ikke er § 3-beskyttet natur på klagers matrikel ([matrikel1]), som vil blive påvirket af projektet. Den beskyttede mose og eng, der påvirkes af broen, er ikke beliggende på klagers ejendom. På denne baggrund fandt nævnet, at klageren ikke var klageberettiget i forhold til Naturbeskyttelseslovens § 3.

Overensstemmelse med habitatdirektivet

Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Silkeborg Kommunes vurdering af, at projektet ikke væsentligt ville påvirke Natura 2000-områder i strid med Habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1 eller bilag IV-arter i strid med Habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at flagermus og odder primært er aktive om natten, hvilket ikke antages at falde sammen med færdsel på stien, og at der ikke skal fældes større træer. Vedrørende perleuglen bemærkede nævnet, at der ikke er kendte fund af arten i området, og at området ikke er et udpeget fuglebeskyttelses- eller habitatområde.

Dispensation fra å-beskyttelseslinjen

MFKN fandt, at der var grundlag for at meddele dispensation fra å-beskyttelseslinjen i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at projektet ikke i afgørende grad vil forringe de landskabelige forhold, da stiforløbet på klagers matrikel følger en eksisterende vej, og offentligheden i forvejen har adgang til skovvejen. Stien får en maksimal bredde på tre meter, og kun det belagte areal påvirkes. Nævnet vægtede også formålet med projektet, herunder at stien skal tilgodese offentligheden.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet giver ikke medhold i klagen over Silkeborg Kommunes afgørelse af 28. januar 2019 om dispensation til etablering af et stiforløb inden for å-beskyttelseslinjen på matr. nr. [matrikel1], Serup By, Serup. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.