Påbud om logbog til fødevarevirksomhed ophævet på grund af manglende hjemmel

Sagen omhandler et påbud fra Fødevarestyrelsen til en fødevarevirksomhed om at føre en logbog over alle varer. Påbuddet blev udstedt på baggrund af gentagne og omfattende problemer med sporbarhed af fødevarer.

Virksomhedens historik og Fødevarestyrelsens kontrol

Fødevarestyrelsen havde over en længere periode konstateret alvorlige mangler i sporbarhedsdokumentationen hos en tidligere virksomhed ([virksomhed1]) på samme adresse og med samme ejerkreds. Kontrollerne afslørede blandt andet manglende dokumentation, køb fra uregistrerede virksomheder og brug af falske fakturaer.

Efter at den nuværende virksomhed ([virksomhed2]) blev etableret på adressen, fortsatte problemerne. Ved to kontrolbesøg i den nye virksomhed konstaterede Fødevarestyrelsen igen, at der blev modtaget varer uden den krævede sporbarhedsdokumentation. På baggrund af denne historik med vedvarende manglende regelefterlevelse udstedte Fødevarestyrelsen den 16. november 2018 et påbud om, at virksomheden skulle føre en detaljeret logbog over alle varer for at sikre sporbarheden.

Klagerens anbringender

Virksomheden klagede over afgørelsen og anførte flere punkter:

• Utilstrækkelig begrundelse: Påbuddet var ikke tilstrækkeligt begrundet og opfyldte ikke forvaltningsretlige krav.
• Uvedkommende hensyn: Virksomheden kunne ikke gøres ansvarlig for overtrædelser begået af en tidligere, selvstændig juridisk enhed.
• Manglende nødvendighed: Virksomheden mente, at der var rettet op på forholdene, og at et tidligere bødeforlæg havde været en tilstrækkelig sanktion.
• Procedurefejl: Virksomheden mente, at partshøringen var mangelfuld, og at Fødevarestyrelsen havde tilsidesat sin vejledningspligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Fødevarestyrelsens påbud om anvendelse af logbog og hjemviser sagen til fornyet behandling hos Fødevarestyrelsen.

Nævnets vurdering af hjemmelsgrundlaget

Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt der var tilstrækkelig lovhjemmel til at påbyde virksomheden at føre en logbog. Nævnet konkluderede, at der manglede en specifik hjemmel til et sådant indgribende påbud.

Fødevarestyrelsen havde henvist til fødevarelovens § 52, stk. 1, samt kontrolforordningens artikel 54, som grundlag for påbuddet. Nævnet fandt dog, at disse bestemmelser er generelle reaktionsmuligheder og ikke giver Fødevarestyrelsen ret til at bestemme, hvordan en virksomhed skal opfylde sine forpligtelser.

Kravet til sporbarhed følger af fødevareforordningens artikel 18, stk. 2, som pålægger fødevarevirksomhedsledere at etablere systemer og procedurer for sporbarhed. Bestemmelsen overlader imidlertid metodefrihed til virksomheden til selv at vælge, hvilket system der skal anvendes. Nævnet fastslog, at Fødevarestyrelsens rolle er at kontrollere, om det valgte system er tilstrækkeligt, men ikke at diktere et specifikt system som en logbog.

Da der ikke fandtes en specifik hjemmel, der giver Fødevarestyrelsen adgang til at påbyde anvendelse af en logbog, blev påbuddet anset for at være ugyldigt. Sagen blev derfor hjemvist, så Fødevarestyrelsen kan vurdere, hvilken anden og lovlig sanktion der skal anvendes.