Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af fritidsbolig/sommerhus i Assens Kommune

Kommunen bemærkede, at den eksisterende bygning var i så dårlig stand, at den ikke kunne benyttes til bolig, og at ansøgningen derfor skulle behandles som opførelse af ny bebyggelse. Kommunen fastholdt, at ny bebyggelse i landzone skal placeres i byzone eller udlagte områder, og at den ansøgte placering inden for kystnærhedszonen og skovbyggelinjen var afgørende. Kommunen understregede, at eksisterende bebyggelse på naboejendomme ikke kunne begrunde opførelse af ny bebyggelse i det åbne land, og at afgørelsen ville danne præcedens for fremtidige sager.

Planklagenævnet stadfæstede Assens Kommunes afgørelse af 5. februar 2019 om afslag på landzonetilladelse til opførelse af fritidsbolig/sommerhus på ejendommen [adresse1], [matrikel1] Snave By, Dreslette. Nævnet fandt, at en tilladelse ville være i strid med de hensyn, som varetages med landzonebestemmelserne, herunder planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, og at opførelse af en ny bolig til fritidsbrug ville medføre spredning af bebyggelsen i det åbne land, hvilket er i strid med planlovens formål.

Vurdering af undtagelser og generelle principper

Planklagenævnet konstaterede, at der i landzone som udgangspunkt kræves tilladelse fra kommunen til opførelse af ny bebyggelse, jf. Planloven § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at undtagelsen i Planloven § 37, stk. 2, som tillader anvendelse af overflødiggjorte bygninger til en bolig uden landzonetilladelse, ikke kunne anvendes i denne sag. Dette skyldes, at det er en betingelse, at bygningen ikke er beliggende inden for kystnærhedszonen uden for udviklingsområder, jf. Planloven § 37, stk. 2, nr. 3, hvilket er tilfældet for den ansøgte ejendom.

Nævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og at sikre, at bymæssig udvikling sker, hvor der er planlagt for det. Dette indebærer, at landzoneområder som udgangspunkt skal friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse. Der lægges stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning af afgørelser.

Kystnærhedszonen og skovbyggelinjen

Planklagenævnet understregede, at kystnærhedszonen skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed. Der må kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3. Desuden må der ikke placeres bebyggelse inden for en afstand af 300 meter fra skove, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1. Selvom der er undtagelser for bebyggelse med landzonetilladelse, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5, skal hensynet til skoven som landskabselement og levested for planter og dyr varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Nye sommerhuse og lighedsgrundsætningen

Nævnet fastslog, at udgangspunktet efter planloven er, at sommerhuse skal ligge i sommerhusområder, og at nye sommerhuse ikke kan tillades i landzone. Vedrørende klagerens henvisning til lighedsgrundsætningen bemærkede nævnet, at det foretager en fuld prøvelse af kommunens afgørelse og ikke er bundet af kommunens tidligere upåklagede afgørelser. De to eksisterende sommerhuse i nærheden var opført før zoneinddelingen i 1970 og var derfor ikke relevante for nævnets afgørelse.

Nævnets konklusion

Planklagenævnet lagde vægt på, at den ansøgte placering er i det åbne land, uden for kommuneplanens rammer, i kystnærhedszonen, inden for skovbyggelinjen og i et område med særlige beskyttelsesinteresser i kommuneplanen. Nævnet fandt ikke, at den eksisterende bygning på arealet kunne begrunde en tilladelse, da det ansøgte var i afgørende strid med landzonebestemmelsernes formål. En tilladelse ville desuden kunne få præcedensvirkning for andre lignende ansøgninger.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 8. februar 2019. Klageren anførte navnlig:

Klagerens anbringender

• At der allerede var tilladelse til tre boliger på ejendommen, og at Planloven § 36, stk. 1, nr. 14 ikke fandt anvendelse, da ejendommen var under 30 ha.
• At den nye bolig ønskedes opført uden tilknytning til den eksisterende primære bygningsmasse, hvilket ville medføre spredning af bebyggelsen. Klageren fremhævede, at placeringen var på en bakkeø, højt i landskabet og markant i en udsigtskile.
• At ansøgningsmaterialet var utilstrækkeligt, da der ikke var indsendt visualiseringer med højdekurver, hvilket gjorde det uklart, hvordan byggeriet ville påvirke landskabet.
• At det ansøgte lå inden for skovbyggelinjen.
• At det samlede projekt krævede overordnet planlægning i form af en lokalplan.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

• Antal boliger: Kommunen anførte, at den tidligere tilladelse til en tredje bolig fra 2005 ikke længere var gældende, og at der reelt kun var én bolig (stuehuset) på ejendommen, som skulle nedlægges som beboelse ved ibrugtagning af den nye bolig. Ansøgeren bekræftede, at der var én godkendt bolig.
• Placering: Kommunen fastholdt, at placeringen var nøje udvalgt i overensstemmelse med tilknytningskravet og i dialog med klageren for at sikre naboens udsigt. Afstanden fra byggefeltet til ridehallen var 26,7 m. Ansøgeren ønskede boligen tæt på ridehallen, men med opretholdelse af privatsfæren, og fandt ikke, at boligen kunne placeres syd for det eksisterende stuehus af hensyn til institutionens beboere.
• Ansøgningen: Ansøgeren henviste til, at der var indsendt visualiseringer.

Planklagenævnet fastslog, at klagen var rettidigt indgivet, da den blev modtaget af kommunen inden for klagefristen på fire uger.